FILM: Belfast – Kenneth Branaghs mesterlige barndomsminder

Det var faktisk ikke, før jeg sad i biografen og så Kenneth Branaghs autobiografiske film ”Belfast”, at det gik op for mig, at en af Storbritanniens største, nulevende skuespillere, der har spillet alt fra Shakespeares Henry V til Agathe Christies mesterdetektiv Hercule Poirot, er født i Nordirland.

Måske fordi hans famile ”slap væk” og flyttede til den engelske by Reading, da lille Kenneth blot var 9 år gammel, og de borgerkrigslignende uroligheder kun lige var begyndt at koge over.

Hvorom alt er, så har Kenneth Branagh denne gang set sig selv i øjnene og leveret sin hidtil mest personlige film. En dybt fængslende beretning fra den nordirske hovedstad på kanten til 1970’erne.

Filmen åbner med et brag den 15. august 1969, hvor de nordirske uroligheder ramte Branaghs nabolag i byen kun få uger efter månelandingen. Kameraet panorerer ind i det arbejderkvarter i byen, hvor filmens hovedperson – og Branaghs alter ego Buddy – bor til leje i et hus. Glad og intetanende runder han et hjørne og får øje på en mindre hær af engelsk-loyale protestanter, der er kommet for at vandalisere og brænde katolske huse. Mens kaos og ødelæggelse skyller ind over kvarteret, står Buddy fanget midt i det hele kun med et skraldespandslåg som skjold.

Det er dybt skræmmende og blodigt, men heldigvis er det ikke Branaghs ærinde at skræmme os. Han ønsker i stedet at skildre verden og en selv for voksne uforståelig konflikt gennem en 9-årigs øjne.

Buddy fatter ikke, hvorfor de voksne er vrede på hinanden. Hans verden er i stedet fyldt af tanker om film, skoleforelskelse i klassekammeraten Catherine, fortrolige samtaler om verden med sin bedstefar og farefulde tyvetogter med sin ældre kusine.

Og da konflikten spidser til er Buddy også uforstående over for forældrenes konfliktfyldte diskussion, om de skal flytte langt bort fra det kvarter, hvor de selv er vokset op, eller blive.

”Belfast” er en af de film, hvor alting bare er lykkedes. Kenneth Branagh undgår således at politisere ved at afgrænse konflikten til livet bag barrikaderne i det gamle arbejderkvarte og lade loyalisterne spille skurkerollen som simple bøller, der prædiker lov og orden, mens de afkræver beskyttelsespenge.

Samtidig har han klogt valgt at holde filmen i formfuldendt sort/hvid, der sammen med indholdet skaber en æstetik, der får ”Belfast” til at minde om Alfonso Cuaróns mexicanske mesterværk ”Roma” (2018).

Og nu vi er ved sammenligningen med andre mesterværker, så minder den kun 11-årige Jude Hill i hovedrollen som Buddy om Ingemar fra Lasse Hallströms vidunderlige klassiker ”Mit liv som hund” (1986).

De ironiserende og menneskekloge visdomsord er lagt i munden på Buddys bedsteforældre, der spilles fremragende af Judi Dench og Ciarán Hinds. Særlig Hinds leverer en af sin karrieres bedste roller, der fuldt fortjent udløste hans første Oscar-nominering.

På samme måde er der umiddelbar og smeltende varm kemi mellem Jamie Dornan og Caitriona Balfe som Buddys forældre. Efter at have set Dornan i den kunstigt, manerede erotiske Fifty Shades triologi, er det befriende at opleve ham i en rolle, hvor hans store skuespilmæssige – og musiske – potentiale for alvor får lov at folde sig ud.

”Belfast” er dyb smuk nostalgi, menneskevarme og en spirrende coming of age historie fra en voldsom tid i et voldsomt hjørne af verden.

Læg dertil den fængende lydside med en stjerneparade af Van Morrisons nordirske soulnumre garneret med klip fra 60’er filmhits som ”Chitty Chitty Bang Bang” (1968) og ”The Man Who Shot Liberty Valance” (1962), og man har årets indtil videre mest komplette filmoplevelse.

Belfast – 98 minutter – Storbritannien – Instruktør: Kenneth Branagh – Medvirkende: Jude Hill, Jamie Dornan, Catriona Balfe, Judi Dench, Ciarán Hinds m.fl.