Det er sjovt hvordan forargelse og krænkethed har det med at være totalt blindt. Eller rettere fokuserer hysterisk i én retning og dermed oversér det, som egentlig er forargeligt – eller trættende, hvis man helt forståeligt ikke orker at svinge sig op på krænkelses-stadiet.
Det er den nye genindspilning af Disneys klassiker ”Den lille havfrue” (1989) et prima eksempel på.
Da Disney-koncernen helt tilbage i 2019 frigav den første trailer til den nye film sendte den chokbølger igennem det hvide, konservative USA. Hvorfor? Fordi Disney havde givet rollen som havfrue til den sorte skuespillerinde Halle Bailey.
For havfruen kan da ikke være farvet mente man og henviste både til, at der var tale om et dansk eventyr, og at havfruer jo lever under vand og derfor pr. definition må være blege, fordi de ikke udsættes for sollys. Og de racistiske reaktioner blev mere og mere skingre i takt med, at hashtagget #NotMyAriel bredte sig som en steppebrand.
Men frem for forargelse bør man rose Disney for at være modige og fremsynede nok til at indsé, at selvfølgelig kan rollen som havfrue også spilles af en farvet skuespiller.
I øvrigt har Disney jo allerede i tegnefilmsudgaven skamreddet H.C. Andersens eventyr ved at give den en lyserød Disney-slutning frem for Andersens egne, hvor havfruen dør, da hun ikke får prinsen.
Og Halle Bailey spiller overdådigt, med en friskhed, energi og karakter, der også i den nye udgave har skabt en figur, man tror på.
Samtidig kan man så glæde sig over, at små afroamerikanske piger i USA nu har fået deres egen Disney-prinsesse, de kan spejle sig i. Det tog så kun 86 år siden den første Disney-tegnefilmsklassiker ”Snehvide” havde premiere. Og længe efter, at der for længst har været både en indiansk, en asiatisk og en arabisk Disney-prinsesse.
Til gengæld har Disney overhovedet ikke fornyet sig, siden den oprindelige film blev indspillet. Præmissen og værdierne er stadig det samme: Ariel synger guddommeligt, men kan kun forløses via ægteskabet med den smukke prins Erik.
Fra at været underlagt det ene patriarkat – faderen Poseidon – drømmer hun om at lade sig binde af det andet.
Og lige her ligger det egentlige forargelige ved Disneys ”Den lille havfrue” anno 2023. For hvad er det egentlig for nogle normer og en rollemodel at sætte op foran ansigterne på de mange kvindelige fans, der nu endelig føler sig inkluderet i Disneys prinsesseunivers. Hvor er modet til at sige fra og ønsket om at stå på egne ben?
I stedet spises de nye generationer endnu engang af med kønsstereotyper fra for 35 år siden. Her burde Disney buh’es ud for ikke at levere nutidig kvindelig empoverment og frigørelse.
Så langt når vi desværre heller ikke i den nye udgave. Og så har jeg ikke engang nævnt, hvordan vi også denne gang får leveret en modelsmuk og modelslank prinsesse, der med sit udseende slår fast med syvtommersøm, hvordan man skal se ud – og underforstået ikke se ud – hvis man vil have opfyldt sine prinsessedrømme.
Men hvis man er til en god gang, ærkekonservativ eventyrunderholdning a la Disney med upåklagelig visualitet, iørefaldende sange og en flot spillende hovedperson, ja så er filmen alle billetpengene værd – men ja, suk…..
Den lille havfrue – 135 minutter – USA – Instruktør: Rob Marshall – Medvirkende: Halle Bailey, Melissa McCarthy, Jonah Hauer-King, Javier Bardem m.fl.
