FILM: Babylon – Damien Chazelles hyldest til Hollywood er lige så overdrevet som uforglemmelig

Året er 1927, og den unge mexicaner Manny hjælper med at transportere en elefant til et overdådigt, ensomt beliggende palæ i bakkerne bag Los Angeles. Det ejes af en filmmogul , og elefanten skal indgå i en gigantisk fest, han afholder samme aften. Inden den når så langt, når den imidlertid at overskide den stakkels chauffør, der er sat på opgaven.

Vi er i de allerførste minutter af instruktøren Damien Chazelles mere end tre timer lange hyldest til Hollywood i slutningen af de brølende 20’er. Tempoet og handlingen er allerede i højt gear, og Chazelles slipper ikke speederen igen. Den hedoniske 30 minutter lange festscene, der følger efter, får festscenerne i Martin Scorceses ”The Wolf of Wall Street” (2013) til at ligne en søndagsudflugt til en kirkebasar. Et brølende eskapistisk orgie af nøgenhed, sex, sprut, stoffer af enhver art, dans og svingende orkestermusik.

Samtidig tjener festen til at introducere filmens tre hovedpersoner: Stumfilmsførsteelskeren Jack Conrad (Brad Pitt), der går fra det ene stormfulde ægteskab til det næste. Det unge stjerneskud Nellie (Margot Robbie), der sparker døren ind til festen og gør så stort indtryk, at hun bliver tilbudt sin første filmrolle. Og Manny, der er uhjælpeligt betaget af filmverdenen og meget snart også af Nellie.

Det hele drejer som glitrende discokugler om disse tre, og hvordan de klarer – og ikke klarer – de omvæltninger, der sker i filmbranchen de kommende år, hvor talefilmen afløser stumfilmen og filmverdenen underlægges nye og strengere former for censur og selvcensur.

Der er ingen tvivl om, at Damien Chazelles selv er dybt betaget af den filmverden, som han på mesterlig vis portrætterede i den Oscar-vindende musical ”La La Land” (2016). På den måde spejler de to film hinanden både musikalsk og i deres beskrivelser af Hollywood og filmverdenen  i to forskellige tidsepoker.

Men her hører ligheden også op. Hvor ”La la Land” var stramt koreograferet, er «Babylon» en fuldstændig ukontrolleret eksplosion af fortælleglæde, der detonerer i alle retninger.

Det ér alt for meget og klart helt ud over kanten. Men samtidig er det også den utøjlede energi, der gør Babylon lige så seværdig som uforglemmelig. En film der er tordnende beruset af sine egne ambitioner og vildt ujævn, men ikke kedelig ét eneste sekund.

Når Nellie lægger alle ned i sin første filmoptagelse eller slås med en klapperslange, når hele filmsættet kæmper for at nå en optagelse, inden solen går ned, eller nærmest desperat forsøger at optage scener med lyd, så er det gigantisk underholdende og netop dét, som film kan.

På den måde Og også en film, der hæver sig over sine karakterer og fremstiller Hollywood som en idé – en organisme, der altfortærende sluger mennesker, bruger dem som brændstof og nådesløst spytter resterne ud i den anden ende. Men også en organisme, der gør dem udødelige, længe efter, de for længst er blevet til støv.

Sammen med blandt andet Brad Pitt og Margot Robbie, der viser, hvor store skuespillere, der rent faktisk er, og med Justin Hurwitz smægtende toner i øregangen, får Damien Chazelle skabt en sky af uimodståelig filmmagi. Så skidt med, at der ryger en statist eller to, når musikken spiller.

Babylon – 189 minutter – USA – Instruktør: Damien Chazelle – Medvirkende: Brad Pitt, Margot Robbie, Jean Smart, Diego Calva, Jovan Adepo, Li Jun Li m.fl.