CPH:DOX 2024: Democracy Noir – Dybt skræmmende billede af Ungarns forvandling til diktatur under Orbán
Kan du huske 30’erne i Tyskland? Aldolf Hitler fik på få år bygget et effektivt parti op og overtaget magten i landet. Hans redskaber var nådesløs propaganda mod jøderne og opbyggelsen af en nazistisk massebevægelse omkring de sande, ariske værdier. Samt rå intimidering i kraft af det uniformerede SA-korps, der skabte skræk i gaderne og ved offentlige møder og demonstrationer.
Spørgsmålet er selvfølgelig retorisk. Mindet om nazisternes rædselsregime har lige siden stået som et blinkende fyrtårn i mørket og advaret om, hvor lidt der skal til, før demokrati bliver til diktatur. Hvordan menneskerettigheder kan forsvinde under fødderne på én, og hvordan grupper af mennesker kan udskriges som syndebukke og undermennesker.
Netop derfor får hvert eneste minut i den Oscar-nominerede amerikanske instruktør Connie Fields film ”Democracy Noir” det til at løbe koldt ned ad ryggen på en, mens man vrider sig af ubehag i biografsædet.
Filmen beskriver nemlig, hvordan det på bare 14 år er lykkedes den ungarske premierminister Viktor Orbán at forvandle Ungarn fra et demokratisk land til noget, der i skræmmende grad minder om Tyskland i 30’erne.
Siden Orbán og hans ultrakonservative Fidesz-parti kom til magten i 2010 har han metodisk og med stor dygtighed undermineret alle demokratiske institutioner i Ungarn:
Valgreglerne er blevet ændret, så det parti, der får flest stemmer, får alle pladser i et distrikt. Dommerne i den ungarske højesteret er blevet erstattet med dommere, der er loyale over for Fidesz og Orbán. Og staten ejer og kontrollerer nu størstedelen af alle medier i landet.
Samtidig har Orbán og hans parti med stor dygtighed brugt alle de mange EU-midler, som landet har modtaget, til at finansiere projekter rundt om i Ungarn, og ladet Fidesz tage æren og høste vælgernes gunst. Og de har bygget en fortælling op om et hvidt, nationalistisk og kristent Ungarn, hvis fundament er traditionelle kernefamilieværdier. Og hvor udenlandske migranter og flygtninge, LGBT-personer og EU er fjender, der truer disse værdier.
Connie Field leverer historien om Ungarns demokratiske skred gennem tre stærke og modige kvinder: Den utrættelige oppositionspolitiker Timea, sygeplejersken og aktivisten Nikoletta og den indignerede journalist Babett, der som lesbisk selv har følt stigmatiseret af Orbán-regeringens hetz mod LBGT-personer.
Men trods alle forsøg på afsløre korruptionen og løgnene omkring Orbán-styret, er de oppe mod Fidesz velsmurte og velfinansierede propagandamaskine.
Da det ungarske styre ved filmens slutning er værter for delegationer af stærkt højreorienterede fra andre europæiske lande og USA, der ser Orbán som en rollemodel og lovpriser hans regering, holder man afmægtigt vejret.
”Democracy Noir” er en dybt frustrerende og skræmmende film. Men måske også en af de vigtigste film på dette års CPH:DOX, fordi den er en advarsel til os alle: At diktatur ikke nødvendigvis opstår med væbnet magt,
Democracy Noir – 113 minutter – USA, Tyskland og Danmark – Instruktør: Connie Field – Medvirkende: Timea, Babett, Nikolette, Viktor Orbán m.fl.