”Din mor vil dø. Du vil blive adopteret af en plejefamilie, der vil gøre dig til deres slave. Du bliver gift og begynder at arbejde. Du begynder at drikke tæt. Dine børn ender på børnehjem. Du bliver hjemløs, og dit liv vil ende skidt”.
Sådan spår det unge børnehjemsbarn Alina veninden Sasha’s skæbne i en af de mest tankevækkende film på årets CPH:DOX – den danske instruktør Simon Lereng Wilmonts ”A House Made of Splinters”.
I et nedslidt hus i byen Lysychansk i Østukraine kun 20 kilometer fra fronten, forsøger en række godhjertede voksne at skabe nogle midlertidige, men kærlige rammer for en række børn.
Sjældent har en titel været mere rammende eller hjerteskærende. På børnehjemmet skylles børnene ind som vraggods fra splintrede hjem, som er gået i opløsning på grund af alkoholiserede og voldelige forældre. Her kan de få et midlertidigt ly i op til ni måneder, mens de sociale myndigheder videreforhandler deres skæbne: At komme på et fast børnehjem, at blive adopteret af en plejefamilie eller – det måske mindst ønskværdige – at blive sendt tilbage til de forældre og den verden, de kom fra.
Det er disse små menneskeskæbner, som det er lykkedes for Simon Lereng Wilmont at indfange på nænsom vis.
Der er Eva, der med barnets ukuelige optimisme og trofasthed ringer hjem til sin bedstemor for at høre til sin mor, og med nedslået ansigt må modtage beskeden om, at hendes alkoholiserede mor er forsvundet på endnu en af sine drukture.
Der er 11-12-årige Koyla med sit seje hår og sine tush-tatoveringer, som han bliver ved med at tegne op igen, når de voksne opdager dem og tvinger ham til at vaske dem af. Tatoveringer med bogstaver som JOKER eller A-C-A-B – All Cops Are Bastards – et kendt slogan over store dele af verden. Da hans mor kommer på et af sine sjældne besøg, kan han lugte alkoholen i hendes ånde.
Og der er Sasha, der virker deprimerende resigneret i forhold til sin skæbne, og som først finder trøst og venskab med den dukke, hun har fået i julegave og senere med Alina – en ligesindet pige.
Simon Lereng Wilmont får indfanget det hele – alle de små nuancer, som da Sasha og Alina beslutter at være veninder, og man undrer sig over, hvordan han som fluen på væggen har kunnet få børnenes tillid, så de ikke synes at ænse, at han er der. Men måske er den triste sandhed, at de i forvejen har oplevet alt for mange overgreb til at føle sig krænket over en dansk instruktør. med et kamera.
For tilskuerne griber filmen hårdt fat om hjertet. Vi smiler, når vi ser de ansatte vække børnene om morgenen med tant og fjas – kilde dem med fjer, spille fløjte og dryppe vand i hovedet på dem for få dem til at vågne op med et smil på læben.
Og vi føler gruen over deres uskyldstab og spirende tragedier, som når en gruppe af drengene fortæller hinanden historier a la ”min far stak min mor i brystet med en kniv”, som var det almindelige spøgelseshistorier.
Og bagefter skvulper børnene og deres skæbner rundt i tankerne længe efter, at man har forladt biografen.
A House Made of Splinters – 87 minutter – Danmark, Ukraine og Sverige – Instruktør: Simon Lereng Wilmont – Medvirkende: Eva, Koyla, Sasha, Alina m.fl.
