Er den provokerende og tåkrummende? Ja det er Jeppe Brøndums kompromisløse film ”Kærlighedens gerninger” i den grad. Og det forventer man også som tilskuer af en film om incest. Men at den også er smuk og dybt rørende kommer som et mavepusteragtigt frontalt bagholdsangreb.
For kan man lave en smuk film om incest? Jeg ved ikke om ”man” kan, men Jeppe Rønde kan. Hvilket fører til det næste spørgsmål: Kan man tillade sig at lave sådan en film? Svaret finder man i filmens start, hvor der står på et skilt, at ”Kærlighedens gerninger” er basereret på ”virkelige minder”.
For Jeppe Rønde har filmen været en nødvendighed i hans egen personlige proces. En forløsning af den skam, der har fuldt ham hele livet, omkring det forhold, han som barn havde til sin søster.
Men samtidig indrammer de to ord også eksperimentets tvetydighed: ”Virkelig” er en objektiv størrelse – noget som uden for diskussion er sandt. Mens ”minder” er et subjektivt begreb – noget der kan være farvet af så mange ting, at det potentielt kan være utroværdigt. Og i den grad afhængigt af øjnene der ser og kroppen der oplever.
Filmens ene hovedperson, Hanna, bor i et sektlignende, frikirkeligt kollektiv langt ude på den jyske hede. Ledet af den karismatiske psykolog Kirsten, der konstant prædiker kollektivets mantra om ”plads til alle”. Samtidig praktiserer hun sin egen form for gestaltterapi, hvor forløsning sker via rollespilsagtige spejlinger, der bringer fortiden helt tæt på.
Hanna ønsker sig brændende at få et barn. Og kollektivets mænd står i kø uden for hendes dør for at bedække hende. For her er alle forbundet og elsker dermed hinanden – i hvert fald i teorien. Men måske er hun nødt til at heale sit eget indre barn først, som er spærret inde bag en mur af fortrængning.
Da Hannas lillebror Jakob dukker op, begynder hendes panser imidlertid at slå sprækker. Han udgiver sig først for at være håndværker, der vil hjælpe kollektivet med at restaurere deres anneks gratis for kost og logi. Men i virkeligheden vil Jakob have Hanna og svar. Og Hanna vil bare have ham væk – langt væk. Hun er både bange for den fortid, han minder hende om, og de følelser, han vækker i hende.
Herfra udvikler det sig højdramatisk og kollektivets tolerance sættes på prøve. For er skammen en privat eller en kollektiv størrelse, og kan skammens størrelse gradbøjes og rummes eller ikke rummes alt efter denne størrelse?
Der er ingen tvivl om, at Jeppe Brøndums film er en kunstig erindringskonstruktion. Men det er faktisk et plus i denne sammenhæng, fordi den også minder os om, hvad kunst virkelig er og kan. Hvordan vi kan flytte grænser, når vi tør bryde rammerne. Og hvor det forbudte pludselig bliver smukt.
Filmens titel er skamløst lån fra titlen på den danske filosof Søren Kierkegaards etiske hovedværk. Men den er også knivskarp præcis, for sjældent er en film i den grad kommet hele vejen rundt om begrebet kærlighed: Fra den store almenmenneskelige kærlighed og næstekærligheden til forelskelsen, den romantiske kærlig og begæret mellem to mennesker. Som alt sammen smelter sammen til den forbudte og tabubelagte kærlighed. ”Kærlighedens gerninger” rummer det hele.
Samtidig er det som at se Lars von Triers ”Breaking the Waves” (1996) og ”Idioterne” (1998) smelte sammen med Carl Th. Dreyers ”Ordet” (1955). Der er noget dogmeagtigt over den håndholdte stil. I seancerne i kollektivets kirkerum, hvor man som flue på væggen er tilskuer til de gestaltterapeutiske spejlinger, hvor voksne bliver deres børneudgaver og omvendt. Og i de jævnligt ringende kirkeklokker.
Men Jeppe Rønde formår også at tilføre ”Kærlighedens gerninger” sin helt egen magi. Som når kollektivets børn leger sammen med en usynlig bold. På overfladen en uskyldig leg, men også en påmindelse om, at virkeligheden i høj grad handler om det, vi tror på.
Og der er sand filmmagi i spillet mellem de to søskende. Cecilie Lassen er tidligere kongelig balletdanser, og det forplanter sig i den kropslighed, hun udfolder i hver scene, hun er med. Hun afspejler hele Hannahs skrøbelighed, men også den styrke, hun konstant må mønstre for at bevare sit panser og holde på sine hemmeligheder. Det hele står mejslet både de åbenlyse følelser og alle fortrængningerne. Og over for det bliver Jonas Holst Schmidts underfundige og insisterende spil en snurrende dynamo for dramaet. Det er som om, at de to suges ind i deres helt egen kærlighedsbobbel, når de flygter ind til byen og danser rundt.
Dog får deres spil kamp eller rettere medspil til stregen af Ann Leonora Jørgensens sektleder Kirsten, som hele tiden balancerer mellem velmenende terapeut og narcissistisk manipulator og dermed tilfører rollen sin helt egen kompleksitet. Og en nærmest fysisk mærkbar intensitet, der gør, at man flere gange har lyst til at vende blikket væk fra hendes.
Jeppe Røndes opgør med sin livsskam er blevet til en voldsom og voldsomt smuk filmoplevelse.
Kærlighedens Gerninger – 125 minutter – Danmark – Instruktør: Jeppe Rønde – Medvirkende: Cecilie Lassen, Jonas Holst Schmidt, Ann Eleonora Jørgensen m.fl.
