Filmanmeldelse: Selvmordsturisten – Ny dansk film leger elegant med alvorligt emne

Normalt bryder et hotel sig ikke om dødsfald. Det er ubekvemt, og det ødelægger forretningen og stemningen.

Sådan er det imidlertid ikke på det afsidesliggende Aurora Hotel i Jonas Alexander Arnbys anden spillefilm. Her har man nemlig specialiseret sig i arrangerede selvmord for uhelbredeligt syge mennesker.

Da forsikringsmanden Max (Nikolaj Coster-Waldau) bliver ramt af en dødelig tumor i hjernen, beslutter han sig for at opsøge hotellet med det klingende slogan ”A beautiful ending”.

Herfra udvikler filmen sig til en fascinerende blanding af Stanley Kubricks ”The Shining” (1980) og Tarkovskijs hallucinerende science fiction kunstfilm ”Solaris” (1972), mens man tager sig i at sidde og nynne ”Hotel California”.

Lige som hotellet i Eagles berømte sang, kan man nemlig ikke tjekke ud igen, når man først er tjekket ind på Aurora Hotel. Så her flakker Max rundt i de klinisk hvide korridorer blandt hotellets tavse, hjælpsomme personale, mens man bliver mere og mere usikker på, om han nu også er der for at dø en værdig død? Og det gør han også selv.

Det er en svær balancegang, som Jonas Alexander Arnby er ude i her. Efter hans prisbelønnede og anmelderroste spillefilmsdebut med varulvegyseren ”Når  dyrene drømmer” (2014) er turen nu kommet til den svære to’er – den der definerer, om man som instruktør er ”for real” eller bare et magisk engangsknald.

Det finurlige ved filmen er, at man faktisk sidder tilbage uden helt at ane, om missionen er lykkedes eller ej. Som med en elsker, der har fremkaldt masser af kildren og frydfyldte bølger de rigtige steder, men hvor man tænker, om det hele bare var en leg, eller om der er mere alvor og mening bag.

Arnby blander mesterligt gys, science fiction, dybdepsykologi og kærlighed i et eksistentialistisk plot omkring et stort og vigtigt emne: Døden og måden vi kommer herfra.

Og han balancerer lige så fermt den norske natur – fjeldene, de altid dystre birketræer og vanfaldene – mod hotellets stilrene arkitektur. En selvmordsklinik i luksusklassen med glas og sterile flader.

Nikolaj Coster-Waldau som næsten ikke er til at kende bag en kraftig moustache, er fremragende i sin fortolkning af Max. Fuldstændig uden Jamie Lannister charmen flakker han kejtet og fåmælt rundt i sit eget liv og hotellets gange. Et førsteklasses studie i effektivt underspil Rundt omkring ham brillerer Tuvo Novotny som den åbne/lukkede hustru Lærke, Solbjørg Højfeldt som hotellets femme fatale og den belgiske skuespiller Jan Bijvoet som Aurora’s skumle direktør.

Trods en lidt for let og lidt for antiklimatisk slutning (nu er du advaret), er der ingen tvivl om, at Jonas Alexander Arnby er et spændende bekendtskab, der både kan overraske og turde gå nye veje.

Selvmordsturisten – 90 minutter – Danmark – Instruktør: Jonas Alexander Arnby – Medvirkende: Nikolaj Coster-Waldau, Tuvo Novotny, Solbjørg Højfeldt, Jan Bijvoet m.fl.