Filmanmeldelse: Made in Bangladesh – Tankevækkende drama giver kvindelige tekstilarbejdere en vigtig stemme
I dag er det lidt over seksogethalvt år siden, at den ni-etagers fabriksbygning Rana Plaza i en forstad til hovedstaden i Bangladesh styrtede sammen på få sekunder og begravede hundredevis af tekstilarbejdere. I alt døde 1.127 mennesker, mens over 2.500 kom til skade.
Ulykken spejles i de første minutter af instruktøren Rubaiyat Hossains nye film. Den 23-årige Shimu slider sine dage op på en lokal klædefabrik i Bangladesh hovedstad Dhaka. Her syr hun helt op til 1.500 billige t-shirts om dagen under kummerlige forhold, og regnes for at være en af fabrikkens mønsterarbejdere.
Hjemme går det også nogenlunde i ægteskabet med den dovne Reza, selv om han ikke har noget arbejde, og de derfor konstant er bagud med huslejen.
Da der udbryder brand på fabrikken, og en af Shimu’s kolleger omkommer, møder hun imidlertid den lokale fagforenings-organisator Nasima Apa. Hun fortæller hende, hvordan hun kan starte en fagforening og organisere kvinder på fabrikken.
Det er ingen nem opgave i en industri, som konstant forsøger at minimere omkostningerne og få medarbejderne til at arbejde for mindsteløn, så de kan indgå attraktive kontrakter med globale tøjmærkefirmaer.
Dertil kommer, at medarbejderne hovedsageligt er kvinder, mens deres overordnede er mænd – top og bund i en sexistisk kultur, hvor kvinder forventes at være servile og underdanige både på jobbet og hjemme.
Shimu møder da også hurtigt modstand, da hun tager kampen op og begynder at samle underskrifter fra sine kolleger – både hos fabrikkens ledelse og hjemme hos Reza, men hun nægter at give op. ”Vi taber, hvis vi gifter os, og lige sådan, hvis vi ikke gør”, udbryder hun frustreret, da kampen for at få en anstændig løn og ordentlige, sikre arbejdsforhold spidser til.
Hossains film minder om en sydasiatisk genindspilning af 70’er klassikeren “Norma Rae” (1979), men samtidig giver den også en stemme – og en meget væsentlig en af slagsen – til en gruppe, der normalt er usynlige, og som aldrig bliver hørt.
For ”Made in Bangladesh” er en vigtig film. Både for lokale kvinder i Bangladesh, men også for forbrugere i den anden ende af tøj-fødekæden, der fremover ikke bør købe et stykke billigt produceret tøj uden at tænke over de omstændigheder, det er produceret under.
Hvis der er noget, som ”Made in Bangladesh” viser, så er det den afgrundsdybe kløft mellem, hvad syerskerne får i løn, og hvad tekstilindustrien tjener på tøjet. Man græmmes således, da det i en scene kommer frem, at bare én af de t-shirts, som Shimu syr hver dag, bliver solgt for mere i udlandet en hele hendes månedsløn. Menneskelig udnyttelse og uanstændighed anno 2019.
Manuskriptet er tydeligvis konstrueret som kampen mellem de gode kvinder (Shimu og de andre syersker) og de onde mænd (deres mænd, fabrikkens ledelse, embedsmænd etc.). Det er ikke en historie, der efterlader meget plads til nuancer, men omvendt har man også klart på fornemmelsen, at der er få nuancer i de virkelige Shimu’ers dagligdag.
Made in Bangladesh – 95 Minutter – Frankrig, Bangladesh, Danmark og Portugal – Instruktør: Rubaiyat Hossain – Medvirkende: Rikita Nandini Shimu, Novera Rahman, Parvin Paru, Mayabi Rahman, Shahana Goswami m.fl.
