FILM: Hvor kragerne vender – Flot debutfilm om konflikten mellem land og by
Nogle gange indrammer en enkelt scene ikke bare tonen for en hel film, men også spændvidden hos en instruktør.
Den indledende scene i Lisa Jespersens debutfilm ”Hvor kragerne vender”, er sådan en scene. Her bliver filmens hovedperson Irina interviewet i anledning af sin nye bog ”Gerningsstedet”.
Bogen er imidlertid ikke en krimi. Titlens gerningssted er derimod den gård i udkantsdanmark, hvor Irina er vokset op, og som hun flygtede fra, så snart hun kunne. Endda så eftertrykkeligt, at hun skiftede sit oprindelige navn Laura ud med et mere eksotisk.
Scenen kaster os ikke blot ind i filmens konflikt mellem land og by, men viser også Lisa Jespersen fine fornemmelse for humor og præcision. Og for at trænge om bag de mest bevidstløse fordomme og klichéer i denne konflikt, som er blevet skildret talrige gange før på film.
Selv om Irina har skiftet udkantsdanmark ud med storbyen, klippet håret kort, og nu lever en bohemeagtig tilværelse som veganerkunstner i åbent forhold, kan hun alligevel ikke undslippe sin fortid.
Da broderen skal Jannik giftes, trækkes hun modvilligt tilbage mod barndomshjemmet og det liv, hun frasagde sig. Konflikten spidser yderligere til, da Irina opdager, at Janniks udkårne er Catrine, der udsatte hende for systematisk mobning, da hun var barn, og var en af grundene til, at Irina flygtede til byen.
Nu er Catrine ved at overtage Irinas/Lauras plads i familien – en plads som hun er i tvivl om hun overhovedet ønsker. Så hvordan tackler man lige det i en familie, der ikke forstår en verden, hvor øreringe er et statement, og hvor canabisolie og affaldssortering er faste bestanddele.
Skabelonen med at lade en person modvilligt vende tilbage til sit udgangspunkt er brugt mange gange før på film. Lisa Jespersens debutfilm lægger sig klart i den øverste halvdel af alle disse kompositioner over det samme tema.
Hun balancerer forbavsende let mellem humor og alvor og står ikke blot bag kameraet, men har også haft en stor hånd med i det veloplagte manuskript.
Kontrasterne mellem land og by skæres knivskarpt ud. Irina og hendes kæreste Benjamin virker vitterligt malpalcerede i det landlige miljø, men akavetheden kører begge veje.
Samtidig har Lisa Jespersen sat et solidt hold af skuespillere. Jens Jørn Spottag og Bodil Jørgensen er måske ikke det mest originale valg som Irinas forældre. Der findes vel næppe den film om udkantsdanmark, hvor Bodil Jørgensen ikke er med på rollelisten. Men de spiller upåklageligt.
Filmens bankende hjerte er imidlertid spillet mellem den unge garde i form af Rosalinde Mynster som Irina og Adam Ild Rohweder som hendes bror. Søskendeparret supplerer hinanden perfekt som gensidige modpoler i forhold til de valg, de har truffet i livet, og samtidig er man ikke i tvivl om de stærke familiebånd, der lurer bag akavetheden.
Resultatet er en særdeles lovende debutfilm med masser af nuancer. Tag bare klippet, hvor Irina lige er kommet hjem til gården og står alene og suger de kendte lyde og lugte ind. Hun stikker sin bare fod ned i en frisk kokasse og kører den dvælende rundt i den varme, smattede masse. Mere enkelt og symbolsk kan det ikke udtrykkes.
Hvor kragerne vender – 91 minutter – Danmark – Instruktør: Lisa Jespersen – Medvirkende: Rosalinde Mynster, Bodil Jørgensen, Jens Jørn Spottag, Anne Sofie Vanstrup, Thomas Hwan, Jesper Groth, Adam Ild Rohweder m.fl.
