FILM: Encanto – Disney light
Det er som om, at der er gået lidt for meget hygge i den hos Disney-koncernen i øjeblikket.
Tidligere på året kom Pixar’s 24. film ”Luca” (2021) om havvæsener ved en Riviera-agtig by, der forvandles til mennesker, når de kommer på land. En vanvittig flot animeret film og en sød historie, men så heller ikke mere.
Det samme kan man sige om Disneys film nummer 60 ”Encanto”. Ordet betyder charme, og i filmen er det navnet på en lille by i Colombias jungle omgivet af høje, beskyttende bjerge.
Lige uden for byen ligger en levende villa, hvis magi udspringer af et magisk lys. Her bor familien Madrigal ledet af bedstemoderen Abuela Alma. Hun og hendes børn og børnebørn har alle sammen superkræfter, som de bruger til at hjælpe det lille samfund.
Når et medlem af familien Madrigal når en bestemt alder, får de tildelt deres magiske kraft af huset. Kræfterne kan være alt fra at kunne tale med dyrene og få blomster til at gro til Herkules-agtig styrke. Den eneste, som ingen magisk evne fik, er filmens hovedperson Mirabel. Hun prøver alligevel at gøre sit bedste for at bidrage og hjælpe, men resten af familien behandler hende enten med medlidenhed, nedladenhed eller direkte foragt.
Da huset en dag begynder at sprække og de andre familiemedlemmer begynder at miste deres kræfter, er det imidlertid kun Mirabel, der kan opklare mysteriet og redde magien.
Og så er den historie faktisk ude – desværre. Det føles lidt som et afbrudt samleje, selv om den sammenligning selvfølgelig er totalt politisk ukorrekt i Disney-sammenhæng.
Men man sidder med fornemmelsen af at være med i noget, der føles rigtig dejligt og lige om lidt kan føre til noget vildt godt, uden at forløsningen nogensinde kommer.
Animationen fejler bestemt ikke noget. Tværtimod er filmen et sandt overflødighedshorn af lys og farver, og det levende hus lever i den grad også hos publikum.
På samme måde er der intet som helst i vejen med de grundlæggende temaer i ”Encanto” om at være god nok, som man er.
I virkeligheden har Disney-koncernen selv været en vigtig drivkraft bag, at begrebet ”girl power” er blevet en del af den moderne populærkultur.
Lige siden ”Den lille havfrue” (1989) havde premiere, har Disney-folkene stædigt holdt girl power flammen vedlige i film efter film med deres handlekraftige ”Disney-prinsesser”.
Men det var først med ”Frost” (2013) at Disney gjorde girl power til en superkraft med prinsessen Elsa, der kunne fryse alt til is, men som samtidig oplevede sine kræfter som alt for stærke og skræmmende. En metafor for den tvivl og frygt, som piger og kvinder kan føle i forhold til at udfolde deres fulde potentiale.
I ”Encanto” repræsenterer Mirabelle det samme dilemma. Hun er den eneste dødelige i en gruppe af superhelte og higer efter at forløse sit sande jeg.
Men hverken hun eller filmen formår at forløse sit fulde potentiale. Man sidder længe – til sidst utålmodigt – og venter på, at der skal vise sig en egentlig skurk. En ond person eller kraft, der truer magien. Men truslen viser sig at komme indefra snarere end udefra.
Og i de afsluttende scener, tør Disney-folkene alligevel ikke tage den fulde konsekvens af deres præmis og lade magien og det kunstige utopi forsvinde.
Encanto er stadig underholdende, men det er ærgerligt, at Disney også denne gang – lige som med ”Luca” – har valgt at lave en Disney-light film.
Encanto – 102 minutter – USA – Instruktør: Jared Bush – Medvirkende (stemmer): Stephanie Beatrix, Maria Cecilia Botero, John Leguizamo, Mauro Castillo, Jessica Darrow, Angie Cepeda m.fl.
