Jeg ville lave en western

Interview med instruktøren bag ”Før Frosten”, Michael Noer, der allerede før sit internationale instruktørdebut med ”Papillon” havde drømt om at lave en periodefilm.

Det er ret præcist tre år siden, at jeg sidste gang havde en snak med Michael Noer. Dengang sad vi på hans stamsted Cafe Paté Paté kun et stenkast fra hans kontor i Kødbyen i København. Denne gang er mødestedet en elegant salon på 1. sal i Grand Biografen, hvor Noer en lille time senere skal være hovedperson i et publikumsarrangement med filmanmelderen Christian Mongaard.

I de mellemliggende tre år er Michael Noers børn vokset til at være 4 og 6 år. Den del havde han naturligt nok set komme. Til gengæld kom det fuldstændig bag på ham, at han efter succes’en med ”Nøgle Hus Spejl” pludselig blev tilbudt instruktørrollen i genindspilningen af filmklassikeren Papillon (2017) og stod med det kunstneriske ansvar for en næsten 80 millioner dyr produktion.

På det tidspunkt havde Michael Noer længe gået og syslet med planerne om at lave en vaskeægte periodefilm. Og under optagelserne til ”Papillon” modnedes planen og blev flyveklar.

“Jeg tror ikke, at jeg kunne have lavet ”Før Frosten”, hvis jeg ikke først havde lavet ”Papillon”. Den gjorde mig klar til lige præcis den genre og den film. Man kan også sige, at det var en meget dyr workshop, som lærte mig præcis, hvordan jeg skulle gennemføre min egen idé”, understreger Michael Noer.

“Var det også en del af planen, at filmen skulle foregå i midten af 1800-tallet?”

“Ja, det vart helt bevist. Min drøm var et lave en periodefilm fra 1850’erne, fordi det var en brydningstid. Det var her, at man oplevede de sidste krampetrækninger med rigtig barske forhold ude på landet, hvor folk kunne risikere at sulte ihjel, hvis høsten slog fejl.”

“Det var lidt som det vilde vesten, og det var det, jeg ville. Lave en dansk western. Samtidig så jeg et gammelt billede i Berlingske Tidende fra samme periode fra danmarkshistoriens første forbryderalbum. Det forestillede en forbryder, der blev kaldt for ”Handskemageren”, og det transcenderede mine egne tanker og inspirerede mig til at starte min research omkring filmen.”

Da Michael Noer havde samlet nok materiale, begyndte han at skrive manuskript til filmen sammen med Jesper Fink.

“Hvordan var det at skrive historien selv?”

“Der er fordele og ulemper ved alting, og selvfølgelig er det en anden proces at skrive et manuskript frem for at filme et manuskript, der allerede er lavet. Men det giver også en langt større frihed, lige som det gav en frihed at skrive en historie, der foregår i fortiden. Det gjorde, at jeg kunne male med meget bredere pensel.”

“Hvad er hovedtemaet i ”Før Frosten”? Og hvordan adskiller den sig fra dine andre film?”

“I princippet handler alle mine film om det samme: Om at være truet på sin eksistens. Jeg har også noget omkring faderskab og sønner. Tidligere har jeg identificeret mig meget med vrede, unge mænd, men her har vi en hovedperson, der står tæt på livets afslutning og forsøger at redde livets træ. Min egen far døde for et halvt år siden, og filmen er derfor dedikeret til ham, så det har også været en meget balsamisk proces.”

“Derudover handler filmen også om det maskuline versus det feminine og om datidens kønsroller. Når man tænker på den debat, der er i øjeblikket, er det jo historisk interessant, at vi kun skal en lille smule tilbage i tiden i Danmark for at finde arrangerede ægteskaber.”

“Jesper Christensen yder jo en kæmpe præstation i ”Før Frosten”. Var det ham, du havde udset til at spille Jens lige fra starten?”

“Ja, det var det. Rollen blev skrevet til Jesper, og jeg har aldrig været mere nervøs i hele processen, end den dag, hvor han mødtes med os for at høre om filmen. Jeg havde skrevet til ham, at jeg ikke ville se andre i den rolle, og nu sad vi så der og skulle forklare ham om historien.”

“Hvordan reagerede han?”

“Først sagde han ”Nej, jeg skal fane’me ikke have våde sokker”. Men han oplevede det også som en cadeaux, så han endte med at sige ja.”

– Først sagde han ”Nej, jeg skal fane’me ikke have våde sokker”. Men han oplevede det også som en cadeaux, så han endte med at sige ja. – AT HAN JO FAKTISK OGSÅ SAGDE JA, FORDI HAN SELV KUNNE SE HVORDAN HAN KUNNE VENDE MØRKE TIL LYS OG OMVENDT – ALTSÅ SOM DEN DYGTIGE SKUESPILLER OG LÆSER HAN ER – SIMPELTHEN SÅ POTENTIALET OG LØFTEDE MATERIALET I SIT PORTRÆT AF JENS.

“Hvorfor lige Jesper Christensen?”

“Ud over at være en fantastisk skuespiller, så eksponerer Jesper en enorm varme både som menneske og på lærredet. Det mente jeg var meget vigtigt, når han i overlevelsens tegn ville skulle gøre mange usympatiske ting. At man fornemmede det gode og varmen bagved. På den måde er ”Før Frosten” jo også interessant, fordi man ikke bare kan skelne mellem gode og onde. Personerne indeholder noget af begge dele.”

“Når Jesper valgte at sige ja, så var det jo også, fordi han kunne se, hvordan han kunne vende mørke til lys og omvendt. Som den dygtige skuespiller og læser han er, så han simpelt hen potentialet og løftede materialet i vores manuskript i sit portræt af Jens.”

“Hvordan var det at instruere ham?”

“Jeg har jo også prøvet at instruere folk, der aldrig har lavet film før, og det er en lige så stor udfordring som at instruere meget erfarne skuespillere.”

“I bund og grund handler det vel om, at hvis man viser folk oprigtig nysgerrighed, så falder maskerne. Samtidig er periodefilm jo en genre, der er kendt for at være meget opstyltet. Derfor ville det være komplet idiotisk, hvis jeg som instruktør kom og var lige så opstyltet. Jeg tror snarere på at give skuespillerne total frihed.”

“Der er for eksempel en scene i filmen, hvor Jesper ser storbonden Gustav trylle. Han havde med vilje ikke villet øve scenen eller se trylleriet på forhånd, fordi han er så professionel, at han ville gemme sin reaktion, når han så det, til kameraet.”

Hvad har været den største udfordring ved at lave ”Før Frosten”?

“Tid, helt afgjort tid. Ikke det, at den foregår i en anden tid, men fordi periodefilm bare tager længere tid at filme, fordi folk skal sminkes. Og hvis en scene skal tages om, så tager det også længere tid. Så tiden eller rettere mangel på tid var en stor udfordring.”

“Du har også Ghita Nørby med i filmen, som spillede hovedrollen i ”Nøgle, Hus, Spejl”. Her har hun så en helt anden type rolle.”

“Ja det grinede vi også meget af. I ”Nøgle, Hus, Spejl” har hun en datter, der gerne vil bestemme over sin mor. Men i ”Før Frosten” er hun selv moderen, der styrer tingene fra baggrunden. Det fik også mange tanker frem om, hvordan vi mennesker egentlig behandler hinanden.”

“Hovedpersonen i ”Før Frosten” går langt for at beskytte sine børn. Hvor langt ville du selv gå?”

“Som instruktør har jeg jo den fordel, at jeg kan nøjes med at forklare noget via min film, men aldrig selv skal stå foran kameraet og forsvare noget. Men jeg vil da sige, at i takt med, at jeg selv er blevet ældre, så har jeg rykket mig inden i, og er blevet opmærksom på de mere mørke sider i mig selv, så jeg nu føler mig tættere på hovedpersonen og hans måde at handle på, en jeg gjorde tidligere. Jeg tror ikke, at man kender sine egne grænser, før man står i det.”

Den lille time, der er afsat til interviewet er ved sat være slut. Det føles helt tomt, for Michael Noer har så meget at fortælle, men salen og Christian Monggaard venter.

“Når vi mødes igen om tre år, hvad er der så sket i mellemtiden?”

“Jeg har gang i forskellige projekter. Om kort tid tager jeg for eksempel til Miami for at researche til en film med en kvindelig hovedrolle, der bliver en selvtægtsfortælling. Men jeg vil helst ikke sige mere om det projekt nu.”

“Samtidig føler jeg ikke, jeg er færdig med periodefilm-genren endnu. Her har jeg også et projekt i gang, men det kan jeg ikke fortælle mere om lige nu”, slutter Michael Noer