Filmanmeldelse: The Mule – Clinten overvinder alle klichéer som aldrende narkosmugler

Ved et tilfælde var der forrige uge premiere på hele to film, med særdeles modne mænd i hovedrollerne. En dansk og en amerikansk.

70-årige Jesper Christensen kastede sig ud i en sand tour de force både fysisk og følelsesmæssigt som den hårdt prøvede bonde Jens i Michael Noers periodedrama ”Før Frosten”. Og 88-årige Clint Eastwood viser i sin nye film ”The Mule”, at han langt fra er pensionsmoden endnu. Ja faktisk er han filmens største trumfkort.

Det er en halv snes år siden, at Clint Eastwood sidste gang spillede hovedrollen i en film, han selv instruerede. Det var med den vellykkede og veloplagte ”Gran Torino”.

Nu er han så tilbage med historien om blomstergartneren Earl Stone, der hele sit voksne liv har bestyret et gartneri, men nu er blevet ruineret af ”det skide internet”, som han bramfrit udtrykker det.

Huset er sat på tvangsaktion, og samtidig har han gennem årene negligeret sin familie i sådan en grad, at de har vendt ham ryggen.

Midt i sit livs nedtur får Earl imidlertid en uventet chance, da han bliver spottet af et mexicansk narkokartel. De mener, at den ældre mand vil være en perfekt narkokurer, og tilbyder ham at transportere nogle varer fra A til B.

Pengene kan både redde gartneriet og give ham råd til at betale sit barnebarns bryllup og dermed vinde familiens kærlighed tilbage. Earl slår derfor til, og først for sent opdager han, hvad der virkelig gemmer sig i bagagerummet.

Samtidig er DEA-agenten Colin Bates (Bradley Cooper) på sporet af narkokartellets nye topkurrer, så Earl bliver klemt fra flere sider.

Manuskriptet til ”The Mule” er udarbejdet af Nick Schenk, der også skrev manuskriptet til ”Gran Torino”. På papiret tegner det derfor lovende, men Schenk må have haft en off-periode. ”The Mule” er nemlig så fyldt med kliché-figurer, at det nærmest flyder over. Hvad enten det drejer sig om de hærdede – og selvfølgelig tatoverede – narkogangstere eller Earls familie, er der ikke mere dybde i dem end i et soppebassin for vuggestuebørn.

Den eneste undtagelse er Earl selv. De fleste vil nok mene, at Clinten aldrig bliver en kliché, og intet sted er det mere sandt end her. På trods af, at han ikke får meget af arbejde med, gør Clint Eastwood sin figur troværdig og interessant fra første sekund.

Earl er ikke nogen skidt person, men føler sig presset til at tage nogle dårlige valg for at komme på fode igen og hjælpe sine nærmeste – fuldstændig som Jesper Christensen i ”Før Frosten”. Han er på samme tid skrøbelig og hærdet som garvet sålelæder, og så ejer han som Clinten masser af integritet. ”Jeg har været i kamp før, så I snothvalpe skræmmer mig ikke”, vrisser han af narkogangsterne.

Clint Eastwood har instrueret cirka en film om året, siden han fyldte 70 og haft en forbavsende høj kvalitet med værker som ”American Sniper” (2014), ”Gran Torino” (2008), ”Changeling” (2008), ”Flag of Our Fathers” (2006), ”Million Dollar Baby” (2004) og ”Mystic River” (2003).

Holdt op mod disse er ”The Mule” ikke helt på samme niveau, men man er alligevel rigtig godt underholdt af en skuespiller, der trods sin alder stadig performer på topniveau både bagved og foran kameraet. Hvem andre end Clint Eastwood kan i disse krænkelsestider slippe af med at bruge ordet ”neger” i en replik og i næste replik affærdige det med et afvæbnende smil? Ingen.

Som altid forfalder Clinten også til sentimentale optrin, men det glider alt sammen ubesværet ned, og man forlader biografen i rigtig godt humør.

The Mule – 116 minutter – USA – Instruktør: Clint Eastwood – Medvirkende: Clint Eastwood, Bradley Cooper, Lawrence Fishburne, Andy Garcia, Dianne Wiest, Michael Pena, Taissa Farmigga, Alison Eastwood m.fl.