Først to indrømmelser, nej tre:
Indrømmelse 1: Jeg er næsten 61 år og derfor 20 år for gammel til at være hoppet med på Master’s of the Universe dillen, da Mattel introducerede det nye univers i 1982. Jeg har derfor aldrig ejet en He-Man eller Skeletor actionfigur eller en model af Castle Grayskull. Og jeg har aldrig set et eneste af de 130 afsnit i den oprindelige tegnefilmsserie, der begyndte i 1983.
Indrømmelse 2: Efter årtier med Marvel og DC’s (alt for) mange superheltefilm, er jeg fyldt til kvalmegrænsen med genren. Jeg orker faktisk ikke flere af den slags film.
Indrømmelse 3: På grund af de første to indrømmelser havde jeg stor lyst ikke at gå til presseforestillingen på den nye MOTU-film.
Men men men, hvis der er noget, jeg har lært her i livet, så er det at blive, når jeg ellers har mest lyst til at løbe væk. Så sker der som regel noget fantastisk.
Så jeg gik til presseforestillingen – og blev vildt og positivt overrasket. Instruktøren Travis Knight har ikke blot bragt den legendariske franchise tilbage til det store lærred. Filmen er også massivt underholdende og befriende ikke-selvhøjtidelig. Faktisk grinede jeg adskillige gange undervejs. Og vel at mærke ægte, hjertelige grin – ikke bare høflige småfnis.
Historien er klassisk coming of age stof: Den galaktiske prins Adam på planeten Eternia er under oplæring for at blive en modig og stærk sværdkæmper.
Men Adam er ikke rigtig krigermateriale. Han er lille og klejn og bliver mobbet af de andre elever. Hans eneste ven er den jævnaldrende Teela, som klarer sig langt bedre. Hendes adoptivfar Duncan, der leder træningen, prøver imidlertid at bevare tiltroen til Adam.
Da Eternia bliver besat af den frygtindgydende Skeletor, som vælter Adams forældre fra tronen må han flygte. Adam undslipper derfor til Jorden med det mægtige Kraftsværd, som gør én uovervindelig. Han taber det dog undervejs.
Som voksen er Adam stadig ikke blevet kriger. Han er ansat i en HR-afdeling, hvor han i stedet søger at skabe dialog og løse konflikter ved hjælp af ord. Adam har kun tågede minder om sin fortid. Han leder dog stadig efter Kraftsværdet, der skal bringe ham tilbage til Eternia.
Da han omsider finder det, vælter fortiden til gengæld ind over ham i ekspresfart. Han skal nu beslutte, om han vil påtage sig sin skæbnebestemte rolle som helt, der kan befri Eternia fra Skeletor. Blandt andet med hjælp fra Teela og Duncan.
Selv om grundhistorien er set mange gange før på film, handler det om udførelsen. Og her er Nicholas Galitzine genial i rollen som den voksne Adam. Galitzine, der for nylig kunne nydes i den glimrende animationsfilm Fårbrydelsen, er således perfekt som antihelt. Han selvironiske timing er perfekt – som da han sidder og forklarer sin forhistorie over for en måbende date. Eller da han skal forklare, hvem han er, til oprørsbevægelsen på Eternia, og trækker til mere måben trækker sit identitetskort. Og selv da han forvandles til superhelt, er der mange begyndervanskeligheder.
Idris Elba gør god fyldest som den modige Duncan, der har brug for at genvinde troen på sig selv. Og Camila Mendes har både udseendet og fysikken til at spille den voksne Teela.
En af filmens mest underholdende figurer er dog Skeleton (en ukendelig Jared Leto), der mest virker som et forvokset, urimeligt barn. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænkte Trump, når Skeleton forsøger at bruge sin magt, men sammenligningen ligger lige for.
Som det fremgår, er Masters of the Universe ikke voldsomt skræmmende. Måske er det helt bevidst af hensyn til målgruppen. Og dejligt, at vi ikke skal have ondskab i Thanos-størrelsen. På denne måde får vi lov at blive i eventyruniverset.
Masters of the Universe er både tro over for den oprindelige franchise og sætter den i en ny, uhøjtidelig ramme. Som det faktum, at karakterernes navne såsom He-Man, Fisto og Ram-Man er nogle, som barneudgaven af Adam har fundet på, da han endte på jorden. Som en cadeaux ender filmen som hvert afsnit af tegnefilms-serien med det lærerigt budskab fra karaktererne. Og som en endnu større cadeaux medvirker Dolph Lundgren, der spillede He-Man i den oprindelige MOTU-film fra 1987, i en lille cameorolle: ”You take my spot” siger han dobbelttydigt, da Adam møder ham i det lokale vægttræningscenter.
Den nye Masters of the Universe er ikke noget mesterværk. Men den er veltoneret og så underholdende, at den snildt er et besøg værd i biografen. Og til at blive husket blandt myriaden af superheltefilm og superhelteserier. Hvilket faktisk er lidt af en galaktisk bedrift.TITEL: Masters of the Universe
VARIGHED: 141 minutter
LAND: USA
INSTRUKTØR: Travis Knight
MEDVIRKENDE: Nicholas Galitzine, Idris Elba, Camila Mendes, Jared Letro m.fl.
