FILM: Forsvundet til Halloween – Den første danske Halloween-film er både original og sjov

Det er næsten lige som ved juletid. Her kommer der ofte i god tid en julefilm, der på en eller anden måde sætter højtiden i relief. På samme måde rammer den nye, danske film ”Forsvundet til Halloween” den amerikanske tradition ind, som siden slutningen af 90’erne for alvor er kommet til Danmark.

Den første danske Halloween-film er meget passende instrueret af dansk-canadieren Philip Th Pedersen, hvis navn i sig selv er et signal om hans blandede, nationale baggrund.

Født af en dansk far og en canadisk mor og med en kandidatgrad i filmvidenskab fra København Universitet har Philip Th. Pedersen efterhånden et solidt film-cv med sig. Blandt andet instruerede han op gennem 10’erne alle fire sæsoner af den anmelderroste og Emmy-nominerede børne-superhelteserie ”Sprinter Galore”(2016-2019) for DR’s børnekanal Ramasjang samt spin-off serierne ”Heino fikser alt” (2018) og ”Heino og Vildmarksholdet” (2020).

Nu spillefilmsdebuterer han så på det store lærred med en både original og morsom familiefilm, der på befriende vis bryder med de bevidstløse romertalsfilmserier Far til Fire og Min søsters børn.

Teenagerne Asger og Esther har været venner i lang tid, men er gledet fra hinanden. Og samtidig hænger familietragedien som en tung, mørk sky over Asgers hjem, da hans far for nylig blev dræbt ved en trafikulykke.

Men da Asgers lillesøster Petra overrasker to tyve og bliver kidnappet, tvinges han og Esther til at drage ud sammen for at finde og redde hende. De får følgeskab af den lille spøgelsesdreng Svend og skal nu forcere både uhyggelige huse, flygte gennem skoven og håndtere tricktyve og psykologiske problemer.

Samtidig er Petra en lillesøster med ben i næsen. Mens redningsholdet er på vej, arbejder hun selv målrettet på at få de to tyve ned med nakken.

Var der nogen, der sagde ”Alene hjemme” (1990)? ”Forsvundet til Halloween” er en smuk hyldest til den amerikanske klassiker – ikke mindst i den tempofyldte finale. I det hele taget kan det mærkes, at Philip Th. Pedersen, der selv er født i 1980, er vokset op i med klassikere som Steven Spielbergs ”E.T.” (1982) og Richard Donners ”Goonierne” (1985). Der er således spor af begge disse film i “Forsvundet til Halloween”.

Men først og fremmest vinder filmen gennem de fire hovedpersoners præstationer, der mange steder er så mundrette, at man er lige ved at glemme, at det er en film.

Storm Exner Fjærstad og Hannah Glem Zeuthen giver den maksimal gas i hver sin retning som den stoiske Asger og den sprælske, skarpmundede Petra. Og Katinka Evers-Jahnsen fylder ubesværet rollen ud som Esther.

De overstråles imidlertid alle tre af Max Kaysen Høyrup i rollen som Svend. Den kun 10-årige skuespiller, der også var med i Thomas Vinterbergs ”Druk” (2020), har simpelt hen en mimik og en komisk timing, der ligger lysår foran hans alder. Det er komik på højt plan.

Det lykkes for Philip Th. Pedersen både at levere en halloween-film for hele familien, men også at komme med en opbyggelig fortælling og venskaber og tab og det vanskelige vadested mellem barn og voksen.

Så navigér trygt mellem spøgelser, hekse, zombier og varulve ind i biografens mørke og lad dig rive med.

Forsvundet til Halloween – 87 minutter – Danmark – Instruktør: Philip Th. Pedersen – Medvirkende: Storm Exner Fjærstad, Hannah Glem Zeuthen, Katinka Evers-Jahnsen, Max Kaysen Høyrup m.fl.