SERIE: Squid Game – Grusomme sydkoreanske børnelege udfordrer vores medmenneskelighed
Da ”Hunger Games” (2012-14) filmene løb over biograflærredet i første halvdel af 10’erne troede man, at man havde set den ultimative, menneskelige kynisme: Unge der udvælges og tvinges til at kæmpe mod hinanden til døden for alle på nær én som symbol og soning for den dyrkøbte fred, der holder et post-apokalyptisk USA sammen.
Men det er intet mod kynismen og grusomhederne bag den sydkoreanske serie ”Squid Game”, der tegner til at blive en af Netflix største succes’er nogensinde.
På overfladen er konceptet enkelt: 456 stakkels forgældede mennesker melder sig til et mystisk spil, hvorefter de bedøves og transporteres til et hemmeligt sted.
Her tvinges de til at spille seks børnespil, hvor vinderen kan gå derfra med et gigantisk beløb. Det viser sig imidlertid hurtigt, at indsatsen er langt højere, end de kunne forestille sig. Taberne elimineres således koldt og kontant og uden mindste medfølelse eller tøven af spillets maskerede vogtere.
Alene i det første spil – en form for stopdans – bliver over halvdelen af deltagerne skudt ned, fordi de ikke står stille nok, eller ikke når frem til slutlinien, inden den fastsatte tid udløber.
Under det enkle koncept gemmer sig imidlertid både en lammende samfundskritik, men også en medmenneskelighed, der både bringer håb, men samtidig også gør det næsten ubærligt at se.
Da deltagerne får lov at forlade spillet, viser det sig snart, at den virkelige verden repræsentere et endnu større helvede for dem end spillets nådesløse rammer. De har vitterligt intet valg i en kapitalistisk verden, hvor kun de rige har råd til at sige, at penge ikke er alt.
I centrum for det hele står hovedpersonen Seong Gi (spiller 456), en ludoman der skylder penge til alle og endda stjæler fra sin mor for at spille. Og alligevel er det ham, der inde i spillet bedst formår at bevare sin medmenneskelighed lige til det sidste.
I spillet allierer Seong Gi sig blandt andet med en gammel mand, en veluddannet barndomsven, en pakistansk indvandrer og en nordkoreansk flygtning.
Nøglen til Squid Games store succes er, at disse personer kommer ind under huden på os, så vi sidder rystende angste for, at en af dem bliver den næste, der bliver elimineret.
Spillet øger konstant ubærlighedsfaktoren, når alliancer bliver splintret og deltagerne tvinges til at kæmpe mod dem, de er kommet tættest på. Kan medmenneskeligheden stadig overleve her, hvor håbet ikke gør?
Og hvad med os tilskuere? Hvor er vores medmenneskelighed? Og har vi ikke også et medansvar, når vi sidder og lapper de ni afsnit i os? Godt nok er det kun skuespillere og teaterblod, men det glemmer man næsten undervejs. Der var engang, hvor gladiatorkampe til døden var hverdagsunderholdning. I ”Squid Game” er vi meget tæt på at være det samme sted. Og man kan alt for godt forestille sig en nær fremtid med realityshows til døden.
Det er måske det mest tankevækkende ved ”Squid Game”. At den udstiller vores egen menneskelighed og kynisme hånd i hånd.
Squid Game – 9 afsnit af 60 minutter – Sydkorea – Instruktør: Hwang Dong-hyuk – Medvirkende: Lee Jung-jae, Park Hae-soo, Wi Ha-joon, Jung Ho-yeon, O Yeong-su, Heo Sung-tae, Anupam Tripathi m.fl.
