FILM: The French Dispatch – 100% rendestilleret Wes Anderson

Ifølge definitionen er en auteur en filminstruktør, der via sin helt egen stil og kontrol over alle elementer i produktionen får sat sit helt personlige aftryk på en film.

Ud fra den definition er den amerikanske instruktør Wes Anderson en fuldblods auteur. Få har som han udviklet en visuel stil og scenografi, der gør, at man aldrig er et sekund i tvivl om, at man nu igen befinder sig i Wes Anderson-land.

Det gælder også hans nyeste film ”The French Dispatch”, der stilistisk er fuldstændig 100% rendestilleret Wes Anderson.

For inkarnerede fans af Anderson vil det være som at åbne en flaske af den dyreste luksuschampagne. Ren forkælelse af sanserne hele vejen igennem.

Til gengæld bør folk, der ikke har oplevet en Wes Anderson-film før, starte et andet sted. For handlingen er lige så enkel, som den er kompliceret.

I virkeligheden er der tale om fem, meget fermt eksekverede kortfilm, der er bundet sammen af en rammefortælling. Udgangspunktet er den nyligt afdøde Arthur Howitzer, som frem til sin død var redaktør på magasinet The French Dispatch. Et magasin målrettet udlandsamerikanere i den fiktive franske provinsby Ennui-sur-Blasé, der er en krydsning mellem Paris og provinsbyen Angoulême, hvor de fleste af filmens udendørsscener er optaget.

De fem kortfilm er filmede uddrag af magasinets sidste nummer og rummer en rejsebeskrivelse, en nekrolog og tre featureartikler:

Den første handler om den geniale maler Moses, der sidder på den lukkede afdeling for dobbeltmord. Her finder han en muse i fængselsbetjenten Simone, som han maler en serie abstrakte nøgenbilleder af. Da medfangen og kunsthandleren Julian ser et af billederne øjner han straks chancen for at tjene en formue.

Den anden filmatiserede featureartikel foregår under ungdomsoprøret i 1968. Den ældre kvindelige journalist Lucinda møder sine venners søn Zeffirelli – en ung student, som er i færd med at skrive et revolutionært manifest. Hun hjælper ham med at gøre manifestet færdigt og indleder samtidig en hemmelig affære med ham.

Endelig er der den forrygende fortælling om madjournalisten Roebuck, der besøger en fransk politikommissær for at skrive en artikel om hans japanske kok Nescaffier. Det hele udvikler sig dog i en helt anden retning, da kommissærens søn Gigi bliver kidnappet af en mystisk chauffør.

Fem kortfilm, der umiddelbart intet har med hinanden at gøre og tilmed er så usædvanlige, at man tænker over, hvordan Wes Anderson har pitch’et manuskriptet filmen til producenterne. Det møde gad jeg personlig godt have overværet.

Men trods forskelligheden knytter de fem film sig sammen til en yderst velkoreograferet, visuel overdådig smuk hyldest til fransk kultur og til literære magasiner.

Når man dertil lægger, at filmen nærmest bugner af stjerneskuespillere som Bill Murray, Benicio del Toro, Adrian Brody, Tilda Swinton, Frances McDormand og mange flere – listen er så lang, at adskillige stjerneskuespillere henvises til rene cameo-roller – ja så er man i rigtig gode hænder.

Det ligger i Wes Andersons natur, at der ikke er så meget som et sekund, hvor man får lov til at glemme, at dette er en film og dermed en konstruktion. Det vil forstyrre indlevelsen for nogen, mens andre vil nyde en instruktør på toppen af sin kunnen lege så overlegent med sit medie.

Og der er både lutrende nostalgi og vemodig skønhed i at følge Anderson fejring af en generation, der udvidede vores opfattelse af, hvad historiefortælling er for en størrelse, og som skabte noget langt større end traditionel journalistik. Og noget langt mere værdifuldt end vores dages jagt på internet-trafik og populære trends.

The French Dispatch – 108 minutter – USA og Tyskland – Instruktør: Wes Anderson – Medvirkende: Bill Murray, Benicio del Toro, Adrian Brody, Tilda Swinton, Frances McDormand, Timothée Chalamet, Léa Seydoux, Jeffrey Wright, Owen Wilson, Christoph Waltz m.fl.