FILM: Venom: Let There Be Carnage – Morsom symbiose i rodet film

Forestil dig, at du er blevet invaderet af et rumvæsen, som har indgået en symbiotisk forbindelse med din krop.

Forestil dig endvidere, at dette rumvæsen er en blodtørstig størrelse, som helst vil have, at I bruger tiden på at bekæmpe slemme skurke, så det kan æde deres hjerner. De indeholder nemlig det stof, som rumvæsenet har brug for til at overleve.

Og forestil dig endelig, at stoffet også findes i chokolade, så du i mangel af hjerner hele tiden er nødt til at fodre rumvæsenet med store mængder chokolade.

Lyder alt dette en smule vildt? Måske, men det er ikke desto mindre præmissen i de foreløbig to Venom-film. Den første kom i 2018, og nu er efterfølgeren ”Venom: Let There Be Carnage” så i biograferne.

Carnage betyder noget i retning af blodbad, og det beskriver meget godt filmens indhold.

Hovedpersonen, journalisten Eddie Brock, render stadig rundt med rumvæsenet Venom inden i sig. De to bruger tiden på at skændes om Venoms morderiske spisevaner, som Eddie har nedlagt forbud mod.

Samtidig er Eddie i eksistentiel krise på grund af ekskæresten Anne, der nu er forlovet med en ny mand.

Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret indvilger Eddie i at interviewe den vanvittige seriemorder Cletus Kassady. Undervejs lader Eddie sig provokere til at angribe Kassady, som bider ham i armen. Dermed får seriemorderen selv en symbiot i kroppen – en endnu mere blodtørstig udgave af Venom ved navn Carnage (her behøves vist ingen symbolik).

Da Venom forlader Eddie efter endnu et skænderi, og Kassady/Carnage samtidig bryder ud af fængslet, står Eddie over for en kæmpe udfordring. En udfordring der hurtigt bliver meget personlig, da Kassady/Carnage kidnapper Anne.

Rent historiemæssigt er der ikke meget nyt over plottet i ”Venom: Let There Be Carnage”. Den slags fortællinger er set mange gange før i superheltefilm.

Man får hurtigt følelsen af, at filmen først og fremmest tjener som alibi for at introducere Venoms hovedmodstander Carnage, og filmen når aldrig dybere ned i forholdet mellem Eddie/Venom og Kassady/Carnage.

På samme måde virker det som ren kliché at se Woody Harrelson i endnu en psykopatisk seriemoderrolle. Og det bliver ikke mere spiseligt af, at han overspiller sin rolle i hvert eneste ansigtsudtryk og replik.

Resultatet er en film, der trækker i alt for mange retninger og efterlader et noget rodet indtryk.

Den virkelige styrke og attraktion i ”Venom: Let There Be Carnage” ligger derfor i det forrygende ping-pong spil mellem Eddie og Venom, som sine steder er rendyrket Hollywood-slapstick. Her er det svært ikke at klukke eller skraldgrine.

Deres forhold er filmens dynamo. På den måde er det lidt ærgerligt, at mens den første Venom-film koncentrerede sig om deres ligheder som outsidere, så fokuserer den anden på deres forskelligheder.

Indtil nu har Venom-filmene levet deres egen outsider-tilværelse uden for Marvels superhelte-filmunivers, der lige nu er i fuld gang med fjerde fase.

Det allerbedste ved filmen er måske derfor den lille ekstrascene under rulleteksterne, der mere end antyder, at Venom bliver en fastere del af den etablerede Marvel-kanon.

Venom: Let There Be Carnage – 97 minutter – USA, England og Canada – Instruktør: Andy Serkis – Medvirkende: Tom Hardy, Woody Harrelson, Michelle Williams, Naomie Harris, Reid Scott, Stephen Graham, Peggy Lu m.fl.