FILM: Petit Maman – Magisk realisme i lille, fransk filmperle
De fleste har vist spekuleret på, hvordan deres mor eller far var, da de var børn.
For 8-årige Nelly i den franske instruktør Céline Sciammas nye film ”Petit Maman” bliver tanken til virkelighed.
Oversat til dansk betyder titlen ”Lille Mor”. Og filmen, der blev vist i Berlinalens hovedkonkurrence sidste år, er en lille, funklende perle af magisk realisme. Nu får den så lov til at være med til at åbne biograferne igen.
Da hendes mormor dør, tager Nelly ud til hendes hus sammen med sine forældre for at rydde det. Nelly spørger nysgerrigt sin mor om hendes barndom. Marion er imidlertid tynget af sorg – så meget faktisk, at hun en morgen er taget afsted, da Nelly står op, og har efterladt sin datter og mand til at gøre oprydningsarbejdet færdigt.
Knapt er den voksne Marion væk, før Nelly finder moderens gamle træhytte i den omkringliggende skov. Her møder hun en jævnaldrende pige ved navn Marion, og det går hurtigt op for hende, at det er hendes mor som barn.
Snart afslører hun hemmeligheden for Marion, og de to piger oplever nu nogle fantastiske dage sammen i hinandens selskab.
Celine Sciamma begyndte som queer kult-instruktør med film som ”Water Lillies” (2007) og ”Tomboy” (2011). Senere sprang hun ud som fuldvoksen, internationalt respekteret auteur med ”Portrait of a Lady on Fire” (2019). Og nu er hun så tilbage med en tæt komponeret fortælling på bare 72 minutter om forholdet mellem en mor og hendes datter.
Men det er ikke mindst barne-udgaven af moderen, som Nelly forholder sig til. På den måde fortsætter Sciamma med at bandlyse forstyrrende voksenstøj fra sine film.
Det bliver aldrig helt klart, om det mystiske venskab kun eksisterer i Nellys hoved, men udfaldet er det samme. Gennem mødet med barne-Marion får hun en dybere forståelse af sin mor og vendt ting, som hun ikke er i stand til med den voksne Marion.
Samtidig håndterer Sciamma filmens magiske præmis med ubesværet elegance. Normalt er film med tidsrejser større udstyrsstykker, der er afhængige af en eller anden dims for at gennemføre tidsrejsen – som f.eks. den berømte Delorean i ”Tilbage til fremtiden” (1985).
Sciamma hopper imidlertid over alle de snørklede forklaringer og fokuserer i stedet på de muligheder, som dette kunstgreb giver fortællingen. Mens Nelly og hendes mor er låst fast i magtbalancen mellem voksen og barn, kan Nelly relatere helt frit til barneudgaven af Marion fuldstændig som en ligesindet.
De to piger besøger hinandens huse, som er fuldstændig ens, bare i to forskellige tidsepoker og med forskellige møbler og tapet. Og når Nelly overnatter hos Marion og fortæller hende, at hun fik/får hende som kun 23-årig, svarer Marion smilende at det kan hun godt mærke, og at hun allerede tænker på Nelly.
På den måde er ”Petit Maman” en af de smukkeste små, magisk realistiske film, som denne anmelder har set, siden det franske mesterværk ”Den røde ballon” (1956). Den har med andre ord alt det, der gør det fantastisk at gå i biografen.
Oplevelsen bliver i øvrigt ikke mindre af, at Nelly og barne-Marion spilles af tvillingesøstrene Joséphine og Gabrielle Sanz. Deres slægtskab uden for lærredet gør, at kemien og spillet mellem de to piger er tæt lige fra starten. Og at se Nelly og Marion grine, mens de laver mad sammen, er magisk i sig selv.
Petit Maman – 72 minutter – Frankrig – Instruktør: Céline Sciamma – Medvirkende: Joséphine Sanz, Gabrielle Sanz, Nina Meurisse m.fl.