BRANCHEN – Spændende halvår venter med masser af danske film
Så er biograferne åbne igen. Søndag den 16. januar slog de danske biografer på ny dørene op efter at have været lukket siden midten af december.
Ved et af skæbnens gunstige sammentræf havde Det Danske Filminstitut valgt samme uge til at afholde deres halvårlige ”Film på vej” arrangement.
Her var åbenheden dog endnu på halv. Normalt holdes arrangementet i Cinemateket i København, men på grund af smittesituationen og de øvrige corona-restriktioner havde man valgt at afvikle det online.
Til gengæld kunne DFI’s direktør Claus Ladefoged fortælle, at vi står over for et spændende halvår med mange og stærke danske film.
I alt venter 18 danske film på at få premiere i biograferne frem til sommer. De 6 skulle allerede have haft premiere sidste år, men måtte vente på grund af nedlukningen. Dertil kommer 12 nye film – 11 spillefilm og én dokumentar – som tematisk spænder lige fra animation og familiefilm til drama, gys og thrillere.
Claus Ladegaard tøvede ikke med at kalde 2021 for ”et lorteår” for den danske biografbranche. Men der var også lyspunkter:
”Det kan godt være, at mange har vænnet sig til at streame derhjemme under nedlukningerne, men danskerne vil rigtig gerne i biografen. August og september 2021 var de måneder, hvor der blev solgt flest biografbilletter de seneste 10 år”, fortalte han og fortsatte:
”Der blev solgt hele 2,8 millioner billetter til danske film sidste år. Det er mindre end de 3,5 millioner billetter til danske film, der normalt sælges på et helt år, men her skal man tænke på, at biograferne var lukket frem til 6. maj og igen fra midten af december, så det var faktisk mere end normalt. Og de danske film havde en markedsandel på 41% af billetsalget, hvilket er historisk højt”, understregede Claus Ladegaard.
De 18 film, vi kan se frem til, er følgende:
27.01
– Tag min hånd
Komedie
af Lars Kaalund med Mille Dinesen som Maja, der kommer i frit fald, da hendes
mand Claes (Ulrich Thomsen) pludselig meddeler, han vil skilles.
27/01
– The Lost Leonardo
Andreas
Kofoeds dokumentarfilm om historien bag Salvator Mundi, verdens indtil nu
dyreste maleri. En fascinerende fortælling om magt, penge og berømmelse.
03/02
– Vildmænd
Komedie
af Thomas Daneskov Mikkelsen om Martin, der skrider fra det hele for at bo i
naturen i Norge, hvor han møder hashsmugleren Musa.
10/02
– Du som er i himlen
Historisk
1800-tals-drama af instruktøren Tea Lindeburg om den 14-årige Lisa, hvis liv
forandres for altid, da hendes mor går i fødsel og noget går galt.
10/02
– Robotbror
Børnefilm
af Frederik Nørgaard fra en nær fremtid, hvor 11-årige Alberte får den nyeste
humanoid-robot på markedet i fødselsdagsgave.
24/02
– Rose
Niels Ardens Oplevs nye drama om Ellen og hendes mand Vagn, der tager på en
bustur til Paris med Ellens sindslidende søster Inger.
10/03
– Hvidstengruppen – de efterladte
Anne-Grethe
Bjarup Riis’ længe ventede opfølger til ”Hvidstengruppen” (2012), der følger de
overlevende kvinder under resten af krigen.
17/03
– Speak No Evil
Psykologisk gyser af Christian Tafdrup om et ægtepar og deres datter, der
inviteres til et afsides landsted i Holland.
17/03
– Krummerne – Det er svært at være 11 år
Næste film i Krummene-serien af instruktøren Michael Asmussen, hvor Krumme
starter et detektivbureau.
24/03
– Klienten
Drama/thriller af Anders Klarlund om den velrenommerede psykolog Susanne, der
tager imod en klient, der viser sig at være en berygtet seriemorder.
07/04
– Miss Viborg
Drama af Marianne Blicher om førtidspensionisten og den tidligere
skønhedsdronning Solvej, der indgår venskab med naboens rodløse og
grænsesøgende datter Kate.
21/04
– Natten har øjne
Drama af Gabriel Bies Gislason om Maja der falder pladask for den unge jødiske
kvinde Leah og senere møder hendes dominerende mor i London.
21/04
– De forbandede år 2
Anders Refn fortsætter med anden og sidste del af sit familiedrama fra 2.
Verdenskrig om familien Skov.
19/05
– Intet
Coming of age drama/thriller af Trine Piil om Pierre Anthon som I 8. klasse
konstaterer, at livet er meningsløst, og flytter op i et træ.
02/06
– Esthers orkester
Drama af Alexander Bak Sagmo om Thomas der konfronteres med tiden, kærligheden
og døden, da hans kone Esther dør.
07/07
– Resten af livet
Frelle Petersens nye drama. Da Egon
og Maren mister deres voksne søn, bliver de to forældre og søsteren Line,
kastet ud i en dyb krise.
28/07
– Lille Allan
Animeret
børnefilm af Amalie Næsby Fick, hvor den indadvendte dreng Allan ovetales til
at agere menneskelig antenne for sin ufo-besatte nabo Helge.
11/08
– Alle for fire
Rasmus Heide fortsætter Alle-for-serien om brødrene Timo og Ralf og deres gamle
ven Martin, der kastes ud i deres mest dumdristige kup nogensinde.