HELE FEM DANSKE FILM I HOVEDKONKURRENCEN i GÖTEBORG
Når Göteborg Film Festival begynder om to uger den 24. januar bliver det med et tydeligt dansk aftryk. Hele tre danske spillefilm og to dokumentarfilm er udtaget til festivalens hovedkonkurrencer. I hovedkonkurrencen for spillefilm deltager Magnus von Horns ”Pigen med nålen” sammen med Sylvia Le Fanus debutspillefilm ”Min evige sommer” og Mathias Broes debutspillefilm ”Sauna”. De tre film dyster om titlen som bedste nordiske film og 400.000 svenske kroner. Og hovedkonkurrencen for dokumentarfilm deltager David Borensteins ”Mr. Nobody against Putin” og Piotr Winiewicz’ ”About a Hero”. Derudover byder festivalen på to danske verdenspremierer, der begge bliver vist i Nordic Light programmet. Den ene er Mads Hedegaards ”Fremmed”. Den anden Sakaris Stórás “The Last Paradise on Earth”. Desuden har arrangørerne valgt, at ”Fremmed” skal være festivalens afslutningsfilm. Endelig tildeler Göteborg Film Festival i år deres hæderspris, Nordic Honorary Award, til den danske instruktør Thomas Vinterberg og viser i den anledning en stor retrospektiv serie med 8 af hans film.

STUMFILMFESTIVAL FEJRER FULBRINGELSEN AF STUMFILM.DK
Når Cinemateket den 22.-26. januar for sjette gang inviterer til Københavns Stumfilmsfestival bliver det noget ganske særligt. I år falder festivalen nemlig sammen med fuldbringelsen af Filminstituttets store stumfilmprojekt, hvor hele den danske stumfilmsarv er blevet digitaliseret og gjort gratis tilgængelig på sitet stumfilm.dk. Det skal fejres, så festivalen bliver samtidig fem dages stumfilmsfest med lutter digitaliserede og for de flestes vedkommende også nyrestaurerede film.
Man vil blandt andet kunne se store internationale stumfilm som japanske Yasujiro Ozus pragtværk ”I Was Born, But…”, tyske Ernst Lubitschs komedie ”Far Mathias’ Døtre” og amerikanske Allan Dwans betagende newyorker-portræt ”East Side, West Side”. Men i år fejrer Cinemateket især Danmark som stumfilmnation ved at vise markante værker af de danske instruktører Benjamin Christensen, Holger-Madsen og selvfølgelig Carl Th. Dreyer, Vi hylder også dansk films største stumfilmdiva Asta Nielsen ved at vise to af hendes store internationale roller i filmene ”Vanina” og ”Der Reigen”.

TUNGE TEMAER PRÆGER ÅRETS ROBERT-NOMINERINGER
FilmAkademiet har offentliggjort listen over nomineringerne til årets Robert-priser – det danske svar på Oscaruddelingen. Og uanset hvilken af de fem danske film, der vinder Robert-prisen 2025 for årets bedste spillefilm, så er der tale om tunge temaer. Christina Rosendahls ”Fuld af kærlighed” handler således om en familie, der kæmper med konsekvenserne af faderens alkoholisme og afvænning. Charlotte Sielings ”Vejen hjem” fortæller historien om en ekssoldat, som tager til Syrien for at få sin søn ud af ISIS, mens Gustav Möllers ”Vogter” er en dyster fortælling om kvindelig fængselsbetjent, der møder sin søns morder bag tremmer. Endelig handler Isabella Eklöfs ”Kalak” om en seksuelt misbrugt mand, der flygter til Grønland, mens Michael Noers ”Birthday Girl” handler om en mor, der tager sagen i egne hænder, da hendes datter bliver voldtaget ombord på et krydstogtsskib.Dety er FilmAkademiets 3.200 medlemmer, der har stemt om nomineringerne. Selve Robert-prisiuddelingen finder sted den 1. februar i Tivoli Hotel & Congress Center i København.

