What the f…!!!!
Et sted i Halina Reijn’s nye film ”Baby Girl” forsøger hovedpersonen Romy (Nicole Kidman) at forklare sin mand, at hun ikke er normal, fordi hun lige fra helt ung har haft de her mørke fantasier. Hun vil gerne underkaste sig, men har aldrig turdet give efter for sin lyster.
På det tidspunkt følte jeg mig lige så unormal. Det er mig nemlig totalt umuligt at hoppe med på den begejstrede hype, der er fulgt i kølvandet på den hollandske instruktørs film. Eller være benovet over, hvor modig Nicole Kidman er i rollen.
Faktisk er det mig umuligt at mønstre så meget som et enkelt strejf af fantasi eller lyst ved at se filmens mange sexscener – hvis man da kan kalde disse påklædte, blødt erotiske tableauer det.
For omkring 10 år siden i 2015 anmeldte jeg filmatiseringen af ”Fifty Shades of Grey” og rigmanden Christian Greys forsøg på at trække den unge studine Anastasia ind i sit mørke SM-univers. Et univers der var så halvhjertet fremstillet, at det også der var svært at lade sig rive med. ”Gør dit værste” siger Ana på et tidspunkt til Christian, hvorefter han giver hende seks ikke alt for hårde slag i bagdelen med en stok – ja, man kunne næsten høre alle medium hardcore og hardcore sm-dyrkere trimle ned af stolene af grin.
Derfor siger det en del, at ”Baby Girl” får selv ”Fifty Shades of Grey” til at virke hardcore. Men det gør den.
Det starter ellers lovende med Romy, der højlydt stønnende ridder en ansigtsløs mand. En af den slags filmscener, som man tidligere ville have beskrevet som ”hot”. Men så snart, at det er overstået, og manden – der viser sig at være Romys instruktørmand Jacob – siger ”jeg elsker dig”, ser man hende snige sig ind i et andet rum i den store Manhattan-lejlighed, lægge sig på gulvet og bringe sig selv til en ægte orgasme, mens hun kigger på noget incest-agtigt porno på sin laptop.
Udadtil fremstilles Romy ellers som en kvinde, der har alt: Administrerende direktør i eget internethandelsselskab, en dejlig støttende teaterinstruktørmand (Antonio Banderas – helloh hvad skal der efterhånden til?), to livlige teenagedøtre, luksuslejlighed og hus på landet. Problemet er bare, at hun ikke har det hele samme sted. Hun forsøger at få Jacob med på sine hemmelige fantasier, men han er bare ikke lige dér.
Derfor gør hun det, man selvfølgelig ikke skal gøre, når man sidder på toppen af magten. Da en af de nye yngre praktikanter i hendes firma, Samuel, lægger an på hende, lader hun sig forføre. Samuel evner langt bedre end Jacob at tale og handle ind i Romys underkastelses-fantasier. Hun bliver hans ”baby-girl” og sætter dermed både sit professionelle og private liv på spil.
Eller sådan burde det have været. Men lige som man først til allersidst får fornemmelsen af, at Nicole Kidman rent faktisk har direktør-pondus og kan sætte sig i respekt frem for at sige sine replikker lavmælt, kommer der først til sidst en lille smule på spil for personerne og kun i kort tid.
Heller ikke erotisk virker filmen som om, at den egentlig mener det. Mængden af bar hud er undervældende, hvilket man godt kunne bære over med, hvis dialogen og stemningen ellers blev bygget ordentligt op, men det gør den ikke.
Jacob, der skal forstille at tage kontrollen, gør det kun tøvende. Han fortaber sig i stedet i snak om samtykke og stopord. Og knap har han fået Romy til at kravle rundt på gulvet som en hund og slikke mælk op fra en skål, før han i stedet beder hende holde sig som en lille dreng, der skal trøstes.
Rollefordelingen sejler, men måske skal det hele i stedet opfattes som en satire over, hvor vi er endt efter MeToo med hensyn til at skildre sex og begær? Eller også er manuskriptet i virkeligheden ikke særlig dybt? Vi får i hvert fald ikke meget baggrundshistorie eller dybdepsykologiske forklaringer på nogen af hovedpersonerne og deres handlinger – og da slet ikke Jacob.
Faktisk virker mange af deres handlinger uforståelige. Når du for eksempel møder din teenagedatter i en sen nattetime, og du spørger, om hun er okay, og hun svarer ja med tårerne løbende ned ad kinderne. Svarer du så ”Det er vist sengetid for os begge to”? Eller lægger du armene om hende og forsøger at finde ud af, hvad der er galt?
Og når din kone langer ud, mens I ligger i sengen, og fortæller, at hun aldrig har fået orgasme med dig, når I havde sex, i de 19 år, I har været sammen. Bruger du det så som en tiltrængt åbning til en dyb snak om jeres forhold, lyster og behov? Eller vender du dig bare og går? Og næste morgen, når I mødes i køkkenet, lægger du så ud med at spørge, hvem der skal hente jeres ene datter efter dans?
Scener som disse, og dem er der mange af, slider gevaldigt på troværdigheden i ”Baby Girl”.
Og så er der endelig Nicole Kidman selv. Den 57-årige australske skuespillerinde har mange gange i sit professionelle liv bevist, at hun sagtens kan portrættere kvindeligt begær. Tænk bare på ”Eyes wide shut” (1999) eller ”Mouling Rouge” (2001). For ikke at tale om TV-serien ”Little Big Lies”, hvor hun spillede en hustru til en voldelig ægtemand, der samtidig aldeles ambivalent tændte på deres voldelige sex.
Men her lykkes det ikke rigtigt. Måske fordi hendes ansigt efterhånden er så opereret og botox-behandlet, at der ikke er meget tilbage at spille med selv for en storslået skuespillerinde som hende. Selv om det ikke er politisk korrekt at tale om antallet af en kvindes kosmetiske operationer, virker det som om, at manuskriptforfatterne selv kommer med en metakommentar til det, da man i en scene ser Romy få en botox-indsprøjtning. Noget der siden kommenteres af både Jacob og af hendes ældste datter.
Og så har jeg ikke engang nævnt den mildt sagt hykleriske slutning, nu vi lever i MeToo-tider (eller er det post MeToo-tider?). Jeg vil vove den påstand, at filmen aldrig ville være endt sådan, hvis det havde været en mandlig chef, der forførte/lod sig forføre af en unge kvindelig praktikant.
Som sagt føler jeg mig unormal ved ikke at blive grebet. For når ret skal være ret udvikler ”Baby Girl” sig hele tiden i uventede retninger. Og Halina Reijns har klogt undgået alle de sædvanlige klichéer fra erotiske thrillere. Hun vil således langt mere end thriller-elementet – nemlig fange noget ægte omkring kvinders erotiske oplevelser i en tidsalder præget af kontrol og mangel på muligheder for at give slip og give sig hen.
Jeg ville ønske, jeg havde kunnet gøre det samme i biografsædet.
Baby Girl – 114 minutter – USA og Holland – Instruktør: Halina Reijns – Medvirkende: Nicole Kidman, Antonio Banderas, Harris Dickinson, Sophie Wilde, Esther McGregor, Vaughan Reilly m.fl.
