For efterhånden mange år siden var jeg til et arrangement i København med Dalai Lama. Selv om jeg nok er buddhistisk i min tankegang, er jeg også skeptisk, men denne eftermiddag i et overfyldt lokale i den Indre By måtte jeg overgive mig. Det var som om, den rolige, kærlige, lattermilde mands karisma og energi fyldte rummet og os fuldstændigt, som jeg aldrig har oplevet det med nogen hverken før eller nu.
Det er den samme energi, som gør Barbara Millers og Philip Delaquis dokumentarfilm ”Lykkens Visdom – Dalai Lamas rejse mod fred” til en unik oplevelse.
Hans liv startede som Tenzin Gyatso i en lille tibetansk landsby i 1935, inden han som 4-årig blev den 14. Dalai Lama og Tibets spirituelle overhoved. I 1959 flygtede han under stort drama fra den kinesiske besættelse af landet og har siden boet i Indien, hvorfra han har rejst og spredt sine budskaber til resten af verden.
Men trods et tumultarisk liv med store afsavn og kriser og det faktum, at han har levet i eksil i 65 år ud af sit 89-årige liv, udstråler Dalai Lama selv på lærredet en fuldkommen indre fred.
”Vi er otte milliarder mennesker her på kloden og alle – inklusive vore fjender – ønsker fred”, forklarer Dalai Lama, der ikke er i tvivl om, at vejen til lykken netop går via denne indre fred.
Det kan synes som et fuldstændig banalt ja nærmest naivt budskab i en tid fyldt med alt andet end fred og med store miljø- og klimamæssige kriser.
Men når alt kommer alt, så er de største sandheder i livet enkle og banale – og måske netop derfor så utrolig svære at efterleve. Og med ekkoet af Putins despotier og Trumps MAGA-banbuller i baghovedet, er der måske netop brug for, at vi alle prøver at dykke ned i vores sind og lærer at håndtere vores følelser.
Det hele minder på mange måder om et afsnit i DR’s serie ”Det sidste ord”, især fordi, at Dalai Lama jo efterhånden er 634 år gammel og indtil videre blevet genfødt 13 gange.
Men om der bliver en 14. gang hensvæver faktisk i det uvisse. Den nuværende Dalai lama har selv givet modstridende udtalelser om det i årenes løb. Og i filmen nøjes han med lidt underfundigt at konstatere, at den næste Dalai Lama jo også kunne være en kvinde.
På samme måde snakker han om, at der burde være flere kvindelige ledere, fordi kvinder er mere omsorgsfulde end mænd og verden derfor ville blive et bedre sted. Uagtet hvor selvmodsigende den sætning ellers er, når man samtidig hører ham fortælle, hvordan alle mennesker er ens uanset hudfarve, nationalitet, handicap og intelligens – men åbenbart ikke køn?
På den måde er ”Lykkens Visdom – Dalai Lamas rejse mod fred” ikke uden fejl. Om end den mest tydelige nok ikke skyldes Dalai Lama, men snarere instruktørernes lyst til at hylle det hele i en new-age feel good harmoni rent billedmæssigt.
Derfor er der blandt alle de ”ens mennesker”, der smilende ligger på græsset med lukkede øjne og mediterer, en påfaldende overvægt af unge og smukke, mens alle de nedslidte, de udstødte og forarmede, der ellers nok kunne have brug for indre fred, glimrer ved deres fravær.
Det sletter dog ikke indtrykket af et helt unikt menneske, hvis budskaber uanset deres enkelhed lyser af enorm kraft, fordi de kommer indefra. Alene det er hele filmen værd.
Lykkens Visdom – Dalai Lamas rejse mod fred – 90 minutter – USA og Schweiz – Insatruktør: Barbara Miller og Philip Delaquis – Medvirkende: Dalai Lama
