FILMPRISER: Bodilprisen 2025 – her er de nominerede
I dag har Danske Filmkritikere offentliggjort årets nominerede til Bodilprisen 2025. Det sker cirka en uge efter, at Danmark Film Akademi offentliggjorde de nominerede til årets Robert-priser.
Og både filmkritikerne og filmakademiet er rørende enige om, hvilke fem film, der skal dyste om at blive årets bedste: Det drejer sig om Michael Noers ”Birthday Girl”, Christina Rosendahls ”Fuld af kærlighed”, Charlotte Sielings ”Vejen hjem”, Gustav Møllers ”Vogter” og Jacob Møllers ”Madame Ida”.
Herefter skilles vandene imidlertid, fordi Danske Filmkritikere for første gang har skullet nominere skuespillere til de nye kønsneutrale skuespilkategorier. Kategorierne bedste kvindelige og mandlige hovedrolle er således blevet erstattet af en ny fælles kategori ”Bedste hovedrolle” med syv nominerede. Det samme gælder birollekategorierne.
De syv er en blanding af nogle af dansk films største stjerner – Trine Dyrholm (”Birthday Girl”), Nikolaj Lie Kaas (”Vejen hjem”), Bodil Jørgensen (”Rom”), Sidse Babett Knudsen (”Vogter”) – og største unge talenter i form af Viilbjørk Malling Agger (”Fuld af kærlighed”), Gustav Giese (”De lydløse”) og Flora Ofelia Hoffman Lindahl (”Madame Ida”).
Som man vil bemærke, har skiftet ikke betydet, at der er færre kvinder, som nomineres, idet hele fem af de syv er kvinder.
Flora Ofelia Hoffmann Lindahl er endda endt med hele tre nomineringer. Hun er nemlig også nomineret i kategorien ”Bedste birolle” for sin præstation i ”Birthday Girl” og i kategorien ”Bedste ensemble” for sin rolle og det fælles samspil med Kare-Lise Mynster og Christine Albeck i ”Madame Ida”.
Ensemble-kategorien er også ny og skal give mulighed for at hylde en større gruppe skuespillere i en film, hvis fælles præstation løfter filmen op over de enkelte skuespilleres præstationer.
Ud over ”Madame Ida ” er skuespilensemblerne i ”Børnene fra Sølvgade” og ”Fuld af kærlighed”.
I alt blev ”Fuld af kærlighed” topscorer med seks Bodilpris-nomineringer, mens det blev til fire nomineringer hver til ”Birthday Girl”, ”Vejen hjem”, ”Vogter” og ”Madame Ida”.
Bodilprisen afvikles i år for 78. gang. Det sker ved et stort gallashow lørdag den 15. marts 2025 på Folketeatret i København.
I alt fordeler nomineringer sig således:
Bedste film (fiktion)
Birthday Girl
Fuld af kærlighed
Kalak
Vejen hjem
Vogter
Bedste hovedrolle
Bodil Jørgensen (Rom)
Flora Ofelia Hoffman Lindahl (Madame Ida)
Gustav Giese (De lydløse)
Nikolaj Lie Kaas (Vejen hjem)
Sidse Babett Knudsen (Vogter)
Trine Dyrholm (Birthday Girl)
Viilbjørk Malling Agger (Fuld af kærlighed)
Bedste birolle
Albert Rudbeck Lindhardt (Vejen hjem)
Asta Kamma August (Kalak)
Flora Ofelia Hofmann Lindahl (Birthday Girl)
Karen-Lise Mynster (Madame Ida)
Lars Ranthe (Fuld af kærlighed)
Sebastian Bull (Vogter)
Stine Stengade (Fuld af kærlighed)
Bedste ensemble
Børnene fra Sølvgade (Ida Skelbæk Knudsen, Alfred Nordhøj Kann, Amelia Ahmad Abdullatif, Alfred Rivera, Jakob Fauerby & Anders W. Berthelsen)
Fuld af kærlighed (Lars Ranthe, Stine Stengade, Viilbjørk Malling, Ella Paaske & Luca Uhde Jacobsen)
Madame Ida (Flora Ofelia Hoffman Lindah, Karen-Lise Mynster & Christine Albeck)
Bedste fotograf
Adam Wallensten (Birthday Girl)
Adam Wallensten (De lydløse)
Nadim Carlsen (Kalak)
Bedste manuskript
Christina Rosendahl (Fuld af kærlighed)
Mads Matthiesen (Mr. Freeman)
Niclas Bendixen, Christian Torpe & Kristian Halken (Rom)
Nagieb Khaja, Jesper Fink & Charlotte Sieling (Vejen hjem)
Emil Nygaard Albertsen & Gustav Möller (Vogter)
TV 2 Talentprisen
Amalie Skovhus Petersen, scenograf (Madame Ida)
Lina Lund Jørgensen, skuespiller (Mr. Freeman)
Jonas Risvig, instruktør (Kontra)
Josefine Skov, komponist (Mulm)
Roja Pakari, dokumentarinstruktør (The Son and the Moon)
Bedste dokumentar
A Dangerous Boy (Instruktør: Ole Bendtzen)
Ekko af kærlighed (Instruktør: Zara Zerny)
Før stormen (Instruktør: Juan Palacios, Co-instruktør: Sofie Husum Johannesen)
Livet og andre problemer (Instruktør: Max Kestner)
The Son and the Moon (Instruktører: Roja Pakari, Co-instruktør: Emilie Adelina Monies)
Bedste engelsksprogede film
All of Us Strangers
Anora
Poor Things
The Holdovers
The Substance
Bedste ikke-engelsksprogede film
Drengen og hejren
Frit fald
La Chimera
Perfect Days
The Zone of Interest
Udover disse priser uddeler Danske Filmkritikere en Sær-Bodil for en af årets væsentlige indsatser samt en Æres-Bodil til en person, der gennem årene har markeret sig betydningsfuldt. Dertil uddeles Henning Bahs Prisen i samarbejde med Sammenslutningen af Danske Scenografer med formål at hylde fremragende arbejde indenfor produktionsdesign og filmscenografi.
Bodilprisen er Danmarks ældste og en af Europas ældste filmpriser. Den er opkaldt efter skuespillerinderne Bodil Ipsen og Bodil Kjer og blev uddelt første gang helt tilbage i 1948.

