Man kan roligt sige, at Magnus von Horns nye film ”Pigen med nålen” skyller ind over de danske biografsale på en brusende tidevandsbølge af omtale. Lige fra verdenspremieren på sidste års Cannes Filmfestival til Oscar-nomineringen for få dage siden.
På samme måde føler man sig ramt af en bølge på alle sanser og slynget rundt, når man ser filmen. ”Pigen og nålen” er ikke bare totalt kompromisløs i sin fortælling. Den er en overdådig visuel sort/hvid åbenbaring, der kaster tilskueren 100 år tilbage i tiden til en stumfilmsæstetik, der er en blanding af Murnaus ”Nosferatu” (1922) og Robert Wienes ”Dr. Caligaris Kabinet” (1920). Rendyrket tysk neo-ekspressionisme.
Det starter allerede i åbningsscenens montage af fortrukne ansigter, der smelter ind over hinanden i forskellige stadier af smerte og fortvivlelse. Fotografen fremmaner et kalejdoskop af menneskelig lidelse – inden kameraet lander på det udmattede, hærgede ansigt og tomme øjne hos hovedpersonen Karoline.
Vi er i København i tiden lige efter 1. Verdenskrig. Karoline er kronisk bagud med huslejen og bliver derfor smidt ud af det beskedne værelse, som hun kalder sit hjem. Hendes mand Peter er aldrig vendt tilbage fra krigen. Og hun hutler sig derfor igennem på minimumsløn som syerske på den lokale klædefabrik.
Da fabriksejeren Jørgen indlader sig med hende, starter de en kort, men intens affære. Karoline tror naivt, at hendes lykke er gjort. Hun afviser derfor brutalt Peter, da han uventet dukker op med ansigtet grusomt vansiret efter at være blevet såret i krigen.
Men Jørgens ægteskabsløfter er tomme. Da Karoline bliver gravid, efterlades hun på bunden – nu også uden job. I desperation prøver hun at fremkalde en abort på en offentlig badeanstalt, men forhindres i det i sidste øjeblik af en ældre kvinde ved navn Dagmar.
Dagmar fortæller, at hun driver en slikbutik og derudover som bibeskæftigelse hjælper kvinder, der er blevet uønsket gravide, med at finde adoptivfamilier til deres børn.
Hun tilbyder at hjælpe Karoline som tager imod tilbuddet. Hun opdager dog snart, at der er noget, der ikke stemmer omkring Dagmars adoptionsforretninger, og langsomt åbner der sig en anden og langt mere dyster sandhed.
”Pigen og nålen” bygger løst på den autentiske historie om Dagmar Overbye, der drev et undergrundsadoptionsbureau, men i virkeligheden kvalte børnene og smed dem i kloakken eller brændte dem i kakkelovnen.
Det er en af Magnus von Horns genistreger, at historien om ”Danmarkshistoriens største seriemorder” opstår som en bifortælling i en langt større historie om fattigdom og forarmede kvinder i en tid, hvor abort var ulovligt.
En anden genistreg er filmens maleriske, men aldeles fremmedgørende billedunivers. ”Pigen med nålen” er for en stor dels vedkommende optaget i Polen, så det København, der fremstilles her, er som en forvrænget Dickens-agtig udgave, hvor man nærmest venter art møde Oliver Twist på næste gadehjørne. En labyrint af dårligt oplyst rum, skumle baggårde, stejle trapper og smalle gyder gennemskåret af revner, skygger og dybe sprækker hvor liv let kan kasseres eller skjules.
Michael Dymeks smukke, sort/hvide billeder kræser om Jagna Dobesz fantastiske scenografi, hvor hver enkelt scene er bygget op som et formfuldendt tableau der kræver adskillige gennemvisninger for at fange alle de mange detaljer.
Magnus von Horns største genistreg er dog, at han har sat Danmarks måske to stærkeste skuespillerinder op imod hinanden som to tidevandsbølger, der brydes mod hinanden.
Vic Carmen Sonne er med sine store øjne, hævede øjenbryn og spinkle krop et perfekt valg til rollen som Karoline. Hun leverer et dybt varieret portræt af en ung, uuddannet kvinde, hvis muligheder og fremtid er 100% afhængig af hendes handlekraft. Her er der i sandhed ingen lette genveje eller ”free lunches” – kun kamp til stregen og det yderste af fingerneglene for at holde hovedet oppe over armodens stinkende latrin. Carmen Sonnes ansigt skifter bestandigt mellem klodsede følelsesudbrud, desperation, uskyld, intelligens, fortvivlelse og resignation.
Over for denne simple mimik står Trine Dyrholms mere modne, psykologiske spil som Dagmar. Hun spiller med en blanding af kold frygtløshed, undertrykte traumer og sårbarhed, der næsten gør, at vi holder med hende. En anden type ”falden kvinde”, der ser sig selv som redningsplanke for at skåne kvinderne for en langsom udmattelseskamp og nederlag i en verden, der hverken har plads eller bekymring til overs for dem. Hendes forsvar i den afsluttende retssag, hvor hun siger ”Jeg gjorde det nødvendige” udstiller til fulde samfundets hykleri.
Mellem sig og omkring sig danner Sonne og Dyrholm et mesterligt drama, der selv om historien har rod i en anden tid stadig føles foruroligende aktuelt og vedkommende. Det er således ikke uden ironi, at i Polen, hvor filmen er optaget, er abort praktisk talt forbudt. Og i USA er abort skudt til hjørne først af den Trump-udnævnte højesteret og senest af Trump selv.
Nu er filmåret jo lige begyndt, men jeg vil gerne vædde en god middag på, at der ikke komme en bedre dansk film i år.
Pigen og nålen – 123 minutter – Danmark, Polen og Sverige – Instruktør: Magnus von Horn – Medvirkende: Vic Carmen Sonne, Trine Dyrholm, Joachim Fjelstrup, Ava Knox Martin, Ari Alexander, Besir Ceciri, Søren Sætter-Lassen, Benedikte Hansen m.fl.
