Filmanmeldelse: Three Billboards Outside Ebbing, Missourri – Fantastiske Frances i mesterlig Golden Globe vinder

For få dage siden triumferede ”Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” ved Golden Globe, hvor den vandt prisen for såvel bedste film, som bedste skuespillerinde, bedste birolleskuespiller og bedste manuskript.

Dermed nåede den op på i alt 61 priser ud af 136 nomineringer, og det er da også svært ikke at lade sig rive med af den irsk-britiske instruktør Martin McDonaghs, tredje spillefilm.

”Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” er ikke blot årets første mesterværk. Det er også en meget morsom og dybt gribende film og samtidig totalt uforudsigelig. Læg dertil en pragtpræstation fra Frances McDormand, og resultatet er en af den slags filmoplevelser, som man kun har ganske få af hvert år. En af dem som gør det værd fortsat at gå i biografen og lade sig forføre.

For forført bliver man af dette drama om sorg, hævntørst, vrede, fordomme, gryende forståelse for hinanden og måske tilgivelse. Og det endda så eftertrykkeligt, at man slet ikke har lyst til, at den slutter efter næsten to timer.

Filmen springer ind i sin historie uden omsvøb. Tre nedslidte reklameskilte flankerer en sparsomt brugt vej uden for byen Ebbing i midtveststaten Missouri. En midaldrende kvinde Mildred Hayes (Frances McDormand) kører forbi med et blandet udtryk af fortvivlelse og beslutsomhed i ansigtet. Hun fortsætter ind til byens reklamebureau, der ejer skiltene, og lejer dem for et år. Derefter får hun sat tre røde plakater op med tre sammenhængende budskaber: ”Raped While Dying”, ”Still No Arrests” og ”How Come Chief Willoughby?”.

Mildred har mistet sin teenagedatter Angela syv måneder tidligere, hvor pigen blev voldtaget, dræbt og brændt lige ved siden af reklameskiltene (og ikke nødvendigvis i den rækkefølge). De tre plakater er udtryk for hendes frustration over, at det lokale politi med politichefen Bill Willoughby (Woody Harrelson) i spidsen ikke har kunnet opklare sagen – eller har brugt nok tid på den.

Da Willioughby hører om plakaterne, bliver han både vred og provokeret. Dermed er der lagt op til en klassisk kamp mellem en mor i sorg på den ene side og nogle inkompetente lovhåndhævere, der hellere vil chikanere sorte end opklare forbrydelser, på den anden.

Og lige her, hvor filmen har tændt alle ens indgroede fordomme og forventninger, er det, at ”Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” slår sin første koldbøtte, og dens sort/hvide konflikter bliver opslugt af grå tåger.

Mildred er således endnu mere besat af hævntørst, end man skulle tro, og da Willoughby dukker op for at tale med hende, lyder han overraskende oprigtig i sit ønske om at finde morderen. Han fortæller også, at han har kræft (koldbøtte nummer to), men det får ikke Mildred til at fjerne plakaterne, kun til at udbryde ”De vil jo ikke være effektive, når først du er død”.

Den lokale præst har ikke mere held til at tale hende ned, og da hun senere er hos tandlægen og skal bores, og han viser sig at støtte op om Willoughby, ordner hun ham så kontant, at det må være en nyklassiker blandt tandlægescener på film.

På den måde er ingen eller intet, som man skulle tro i filmen. Alt er tværtimod særdeles nuanceret, hvilket ikke mindst understreges af Willoughbys trofaste betjent Dixon (Sam Rockwell): En racistisk ordenshåndhæver og taberagtig mors dreng med voldelige tendenser, der repræsenterer alt det ynkelige og frastødende i en mand, men som gennemgår en forvandling, der sætter tingene i et helt andet lys.

Der spilles sømfrit og yderst troværdigt hele vejen rundt og over det hele stråler Frances McDormand med en kompromisløs indlevelse, der burde lande en Oscar i favnen på hende.

Mildred er ikke bare ude på at presse ordensmagten. Hun forkaster, hvad hun ser som en patriarkalsk sammensværgelse. Lysvågen, hård, skamløs og fuldstændig uden skrupler skriger hun sin sandhed ud til myndighederne, mens hun er så fuld af vrede, at hun retningsløst lader sin hævntørst eksploderer mod alt og alle: Hun overhører sin søns sorg, nedgør hans skolekammerater, håner sin eksmand, der har håndteret tabet af datteren ved at finde sig en ung kæreste, og viser foragt for byens lokale dværg (Peter Dinklage), som gerne vil i bukserne på hende.

Frances McDormand gør Mildred til en heroisk fighter, hvis glødende modstand mod at give op bliver det, der definerer hende. Men under den hårde overflade lurer alle de menneskelige og følelsesmæssige konflikter. På ét plan er Mildred blot en traditionel alenemor i en lille by, mens hun på et plan andet bærer sin overall og grå polkaprikkede bandana som en hærdet soldat i Vietnamkrigen.

Martin McDonagh har lavet en film, der er lige dele Tarrantino og Coen Brødrene med et ordentligt skvulp ”Manchester by the Sea”. Fuld af sort humor og rørende scener, så man skiftevis griner og sidder med en klump i halsen.

Samtidig er ”Three Bilboards Outside Ebbing Missouri” en film, der konstant bevæger sig i overraskende retninger og derfor svær at klassificere. Den er ikke et selvhøjtideligt demagogisk angreb på politiet og maskulin vold og privilegier, selv om den klart funderer over disse ting. Den er heller ikke et kriminaldrama med en klar skurk, hvor brikkerne langsomt samles til en stor afsløring, selv om den lige så klart spiller på vores forventninger og ønsker i den retning. Og frem for alt er den ikke et eventyr med en fiks og færdig lykkelig slutning, selv om filmen, når den er slut, føles som en fascinerende rejse gennem smerte, vrede, tilgivelse og forløsning.

Nej, ”Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” er helt sin egen og en forbandet god filmoplevelse. Den er et must for alle, der elsker film.

Three Billboards Ouside Ebbing, Missouri – 115 minutter – USA – Instruktør: Martin McDonagh – Medvirkende: Frances McDormand, Woody Harrelson, Sam Rockwell, Abbie Cornish, Lucas Hedges, Seljko Ivanek, Amanda Warren, Peter Dinklage m.fl.