Filmanmeldelse: Young Ahmed – Stærk belgisk Cannes-prisvinder om religiøs radikalisering

Film efter film har de talentfulde belgiske Dardenne-brødre Jean-Pierre og Luc fået os til at overgive vores følelser og hjerter til de misforståede og marginaliserede.

To gange har de vundet De Gyldne Palmer i Cannes med deres realistiske, menneskelige dramaer. Den første gang i 1999 med filmen ”Rosetta” om en teenagepige, der lever på en campingplads med sin alkoholiserede mor, og som desperat forsøger at få et job, så hun kan flytte væk og få et stabilt liv.

Anden gang i 2005 med filmen ”L’enfant” om en 20-årig mand og hans 18-årige kæreste, der overlever på sociale ydelser og småkriminalitet. Da hun bliver gravid, sælger han deres barn på det sorte adoptionsmarked for at score nogle hurtige penge.

Som surrogatforældre har Jean-Pierre og Luc håndteret den ene vanskelige teenager efter den anden på lærredet. Og hver eneste gang har man kunnet fornemme et skær af optimisme bag den barske historie.

Men i ”Unge Ahmed” er der et mørke bag det hele, som man ikke har oplevet før med Dardenne-brødrene. Lige fra starten fornemmer man, at hovedpersonen Ahmed, en 13-årig radikaliseret muslimsk teenager, der forsøger at slå sin lærer ihjel, måske allerede er for langt ude til, at han kan reddes.

Den krybende fornemmelse af gru forstærkes af, at vi aldrig får at vide, hvad der har skabt skiftet i Ahmed. Ved filmens start har han allerede indgået en farlig forbindelse med imamen Youssou, som opmuntrer ham til at blive en sand muslim.

Til gengæld fornemmer man klart frustrationen og fortvivlelsen fra hans familie og venner, der alle tager afstand fra hans religiøse vækkelse og ikke kan forstå, hvad der er sket med den person, der få uger tidligere var en helt almindelig teenagedreng.

For Ahmed virker omgivelsernes reaktion som én stor sammensværgelse for at få ham væk fra den sande vej. Han foragter sin mor, der ikke bærer hijab og som drikker alkohol. Han fortæller sin søster, der går i lårkort, at hun klæder sig som en ludder. Og han nægter at give hånd til sin velmenende skolelærer Ines. Da Ines underviser de unge i arabisk via sange og ikke på den ortodokse måde via koranvers opfatter Ahmed hende som en ond kætter, der ifølge imamens renhedsbudskab skal dø.

Han opsøger hende derfor med en frugtkniv gemt i sokken. Og selv om hans klodsede forsøg mislykkes, får det det til at løbe koldt ned af ryggen på tilskuerne. Så lidt skal der åbenbart til for at forvandle en ung dreng til morder.

Efter mordforsøget anbringes Ahmed i et ungdomsfængsel. Også her mødes han af velmenende mennesker, der gerne vil hjælpe. Man respekterer hans bedetider, og han sendes endda ud på en gård, hvor han møder en sød pige, der gerne vil kysse.

Spørgsmålet er nu, om alle disse gode hensigter er nok til at nå ind til Ahmed?

Som tilskuer sidder man med en klump i maven, fordi man – modsat Ahmeds omgivelser – kan se, hvordan han selv om han udadtil virker samarbejdsvillig, stadig har en plan om at straffe lærerinden. Denne viden driver en stor del af filmens spænding.

Det er et pessimistisk billede, som Dardenne brødrende dermed tegner, men også en meget nødvendig film om radikaliseringens skræmmende væsen. Man forstår til fulde, at det kan slå ned når og hvor som helst og også ramme selv velfungerende børn og unge.

Hvad man derimod ikke forstår, er hvordan personer, der er opvokset i vestlige demokratiske velfærdssamfund, kan lade sig forføre af religiøse dogmer?

Filmen formår ikke at skabe bro eller forståelse mellem Ahmeds og omgivelsernes tankesæt. Modstandere af religion i al almindelighed vil blive bekræftet i, at der intet godt kommer ud af at være religiøs. Og modstandere af islam i særdeleshed vil blive bekræftet i alle deres fordomme om islamistiske værdier – og voldsparathed. Selv om resten af Ahmeds familie på ingen måde er radikaliserede, planter filmen sit – formentlig helt reelle – skræmmebillede, men kommer ikke med nogen løsning.

Samtidig er det som altid vanskeligt med en hovedperson, som man måske nok kan have ondt af og håbe for, men som man dybest set ikke kan forstå – og dermed ikke sympatisere med. Man kommer aldrig ind under huden på denne vildledte dreng uanset hvor meget, man har lyst til at nå ham med kram og kærlighed.

Måske ville det have været anderledes, hvis det var muslimer, der havde lavet denne film, og ikke to ældre og sikkert velmenende vestlige mænd, der trods alle gode hensigter kun kan beskrive tingene udefra.

Uanset hvad, så er ”Unge Ahmed”, der havde verdenspremiere på sidste års Cannes Festival, hvor Dardenne brødrene vandt prisen for bedste instruktion, en både underholdende og tankevækkende film.

Unge Ahmed – 90 minutter – Belgien og Frankrig – Instruktør Jean-Pierre og Luc Dardenne – Medvirkende: Idir Bern Addi, Olivier Bonnaud, Myriem Akheddiou, Victoria Bluck m.fl.