Filmanmeldelse: QT8: The First Eight – Flot og engageret fanfilm om Tarantino, men dybden mangler

Man kunne næppe have valgt et mere passende startpunkt, da de danske biografer igen slog dørene op efter måneders nedlukning, end Tara Woods portræt af instruktøren Quentin Tarantino og hans første otte film.

For hvilken instruktør i nyere tid har bedre end ham været symbol på alt det, der gør det værd at gå i biografen og se film?

Det er da også svært ikke at føle sig godt underholdt af denne kronologiske fremstilling af Tarantinos skaberværk. Den brillante ”Håndlangerne” (1992). Den fuldstændig overraskende ”Pulp Fiction” (1994), hvor ingen scener går, som man forventer. Den langsomt ulmende sensualitet i ”Jackie Brown” (1997). Det todelte hævn-mesterværk ”Kill Bill” (2003 + 2004). Det voldelige 2. Verdenskrigsdrama “Inglorious Basterds”. Slaveri-eposet “Django Unchained” (2012) og endelig western-krimien “The Hateful Eight”, der på eminent vis lykkes med at forene to klassiske genrer.

Tara Woods instruktion oser langt væk af, at hun selv er en stor QT-fan. Det er ikke altid ubetinget en fordel, men her er det. Woods’ motivation for at lave filmen afspejles smukt i hovedpersonens nærmest barnlige fascination og hengivenhed over for det medie, han om nogen har sat standarden for.

I en af filmens nøglescener ser man Tarantino under optagelserne til den ikoniske dansekonkurrence-scene i ”Pulp Fiction”. Mens Uma Thurman og John Travolta vrider sig på dansegulvet til ”You Can Never Tell” og laver den berømte finger-hen-over-øjnene bevægelse, står instruktøren ved siden af kameraet, mens han selv danser.

Ikke fordi han er ”Quentin Tarantino”, der laver en gestus for at vise sig, men fordi han lige der ikke længere er instruktør, men bare en fyr, der elsker film og det, der sker foran kameraet, så meget, at han bare blive nødt til danse med.

På samme måde afslører ”Quentin Tarantino, The First Eight”, en anden af hemmelighederne bag QT’s succes: At skuespillerne elsker ham, fordi han giver dem deres karakterer og lader dem få frie tøjler til at gøre med dem, præcis hvad de vil.

I den berømte øre-tortur scene i ”Håndlangerne” stod der ikke andet i manuskriptet end ”Mr Blonde danser som en galning”. Skuespilleren Michael Madsen opfandt sine psykopatiske dansetrin på stedet, lige som han improviserede den del af scenen, hvor han står og taler ind i det afskårne øre.

Som titlen antyder, så bliver Tarantinos niende film ”Once Upon A Time In Hollywood” (2019) ikke taget under behandling, hvilket er en skam, da det ikke blot er en af hans bedste film i årevis, men måske nogensinde.

Hvad der er langt værre, og filmens største svaghed, er, at Quentin Tarantino selv mangler. Bevares, han er med i mange af scenerne, og hans stemme høres fra gamle interviews, men der er ikke nogen nye interviewscener med ham. Ingen retrospektive betragtninger fra mesteren selv. Det eneste nye er de mange interviewklip med nøglefigurerne fra hans film., hvilket blot gør skuffelsen over, at han ikke selv deltager, så meget desto større.

Så selv om ”Quentin Tarantino, The First Eight” er basalt underholdende og en flot hyldest til en mand, der har revolutioneret filmkunsten næsten lige så meget som den Franske Nybølge i 60’erne, så når den aldrig dybere ned og bag om mennesket Tarantino, end hvad man ville kunne finde ved at slå op på Wikipedia.

QT8: The First Eight – 103 minutter – USA – Instruktør: Tara Wood – Medvirkende: Quentin Tarantino, Uma Thurman, Michael Madsen, Samuel L. Jackson, Diane Kruger, Christoph Waltz m.fl.