Der findes store, episke filmfortællinger. Og så findes der store film om de små drømme. Craig Brewers musikdrama Song Sung Blue hører afgjort til i den sidste kategori. En film om to midaldrende mennesker, der midt i livets rutsjebaneture møder hinanden og skaber en musisk succes.
Mike og Claire lever begge i Milwaukee og er begge skilte og har børn. Han er Vietnam-veteran og tørlagt eksalkoholiker på 20. år. Til dagligt lever han af forskellige forefaldende deltids-mekanikerjobs, og i fritiden spiller og synger han i hvilket som helst band, der vil have ham. Altid med sorte negle fra mekanikerjobbet. Hun er frisør, kæmper med livet som alenemor og må tage medicin for at dæmpe sin angst. Også hun synger i fritiden, hvor hun leverer Patsy Cline numre iført rød cowgirl-skjorte med fryns.
De mødes på et stort marked, hvor udvalgte semi-amatører efterligner sanglegender som Elvis, Buddy Holly og Barbara Streisand. Clare synger et af sine Patsy Cline numre, mens Mike skal synge Don Ho nummeret Tiny Bubbles. Men han er så træt af at synge, at han siger op på stedet.
Mike foreslår Claire, at de i stedet laver et Neil Diamond kopiband. Det bliver til bandet Lightning & Thunder, og sammen begynder de nu en kopiband-karriere med jobs på barer og i hotellobbyer.
Samtidig forelsker Mike og Claire sig og bliver gift. Men trods succesen lurer skæbnens næste slag lige om hjørnet.
En film om et Neil Diamond band lyder umiddelbart som kitch. Men nej, ikke alene bygger Song Sung Blue på de virkelige Mike Sardinia og Claire Stingl. Den er også en rørende, befriende jordbunden film om to forliste, helt almindelige mennesker, der vover at gå efter deres drømme
Craig Brewer har én fremragende film bag sig (Hustle & Flow), én god (Dolomite Is My Name) og et par middelmådige (Footloose og Coming 2 America), Hans nye film ligger klart i den øvre ende og balancerer sikkert mellem det lette og det rørende.
Noget, man blandt andet lægger mærke til, er, hvordan han fuldstændig uironisk omfavner karaoke-kulturen. Her mener jeg ikke bare det, der sker hver eneste dag i barer rundt omkring i verden. Jeg taler om det, der ligger bag, og som ikke bare har startet karaokee, men også programmer som American Idol. Hele den næsten religiøse tro på, at nogen, der ikke ér nogen, kan stille sig op og synge en berømt sang med tilstrækkelig gennemslagskraft og lidenskab til at skabe deres eget unikke udtryk.
De to hovedroller spilles med kæmpe indlevelse, nærvær og styrke af Hugh Jackman og Kate Hudson. Jackman rammer virkelig sin figur og både ser ud og lyder som Neil Diamond. Og samtidig smiler man bredt, når han går rundt hjemme iført underbukser og synger Craclin’ Rose, indtil han smertefuldt forstrækker en muskel i lysken, mens han snurrer rundt.
På samme måde er Hudson fremragende som Patsy Cline imitator. Og det er hendes forpinte præstation, der holder filmen sammen, efter at katastrofen indtræffer.
Jakcman og Hudson har ikke bare kemi sammen. De har en følelsesmæssig synergi, der bliver mere og mere rørende, efterhånden som Mike og Claire knytter bånd – og endnu engang smelter sammen med Neil Diamonds kraft – for at hele sig selv.
Song Sung Blue handler også om sårbarhed og ensomhed i forsøget på at slå igennem i musikbranchen – eller inden for et hvilket som helst område for den sags skyld. Og filmens stædige insisteren på aldrig at give op er det mest optimistiske budskab i den mørke vintertid, man kunne ønske sig.
TITEL: Song Sung Blue
VARIGHED: 133 minutter
LAND: USA
INSTRUKTØR: Craig Brewer
MEDVIRKENDE: Hugh Jackman, Kate Hudson, Ella Anderson, Hudson Hensley, King Princess m.l.
