Hvor starter man en film i Rio? På stranden selvfølgelig. Og det er her, vi er i Walter Salles gribende drama I’m Still Here. På stranden i Rio omkring juletid i 1970.
En omstrejfende hund griber ind i et spil volleyball. Unge piger dypper deres hud med cola for at blive endnu mere solbrændte. Små børn spiller bold. Og flirtende teenagepiger udveksler sladder om popstjerner og drenge, de er interesserede i.
I det glitrende vand flyder Eunice Paiva rundt på ryggen og kniber øjnene sammen mod solen. Der er ikke en sky på himlen, men der er en helikopter.
Så subtilt kan man sætte scenen og introducere slangen i det solbeskinnede paradis. For i 1970 har Brasilien været et diktatur i seks år. Og vil fortsætte med at være det i endnu 15.
Men for Paiva-familien – Eunice, hendes ingeniørmand Ruben, der er tidligere kongresmedlem, og deres fem volleyball-spillende, hunde-adopterende børn og husholdsken Zeze – er diktaturets tilstedeværelse mest noget, de oplever ved vejkontroller. Hører om i radioen når endnu en udenlandsk diplomat kidnappes for at blive udvekslet med fængslede oprørere. Eller ser en militærkonvoj ruller forbi på vejen, der adskiller Paiva-familiens hus fra stranden.
For selvom I’m Still Here er historien om, hvordan en enkelt familie rammes på ødelæggende vis af statsautoriserede forbrydelser, er det også i høj grad husets historie. Et hus, som instruktøren selv har tilbragt en masse tid i, eftersom han kendte den virkelige Paiva-familie siden 60’erne. Et hus som var åbent over for verden, for gæster og venner og fodbold og snakke om politik, musik og kunst. Og som langsomt blev stille og fuld af frygt og til sidst forladt af sine beboere.
For en dag banker det på døren. Bevæbnede mænd med alvorlige ansigter iklædt sorte lædderjakker fører Ruben væk til afhøring. En afhøring han aldrig vender tilbage fra. Eunice bliver også selv smidt i en beskidt fængselscelle og afhørt mange dage om oprørs-aktiviteter, hun intet kender til. Da hun vender tilbage til huset, beder hun Zeze om at finde nøglen til den ellers altid ulåste port. Og den simple handling føles som enden på en epoke.
Myndighederne nægter overhovedet at have hentet Ruben. Eunice må nu ikke bare kæmpe en ensom kamp for at finde ud af sandheden om, hvad der er sket med hendes mand. Hun må samtidig finde en måde at beskytte sine børn og genopfinde sig selv og sit liv.
Walter Salles film emmer af troværdighed. Ikke blot fordi, han selv har kendt familien Paiva. Manuskriptet bygger på en bog fra 2015 skrevet af Rubens nu voksne søn Marcelo Rubens Paiva.
Men I’m Still Here fokuserer ikke bare på de mørke år under militærdiktaturet. Den viser også Brasilien som et dybt forandret, konservativt patriarki. Både Ruben og hans mandlige venner var alle politisk aktive imod styret. Men ingen af dem havde tænkt på at informere deres koner, om den fare, de udsatte deres familier for. Og en mandlig bankdirektør og ven af familien nægter Eunice adgang til hendes og Rubens fælles konto uden hendes mands underskrift.
Men uagtet historiens kvaliteter, så er det som altid udførelsen, der tæller. Og den brasilianske skuespillerinde Fernanda Torres er et sandt powerhouse i rollen som Eunice. Hendes karisma og energi føles i hver eneste scene, hvor hun er med – hvilket er de fleste.
En kvinde som udstråler en tidløs elegance, uanset hvordan hun er klædt – og hvis souffléer aldrig brænder fast på panden. Efter hendes mands forsvinden og hendes egen afhøring akkumulerer hun en voldsom styrke for at fortsætte opdragelsen af de fem børn – trods sin egen kæmpe sorg. Hun er familiens og filmens rygrad i denne fortælling om overlevelse og stille mod.
Salles håndterer historien på samme måde som Eunice: Med stil og tilbageholdthed. Han overudnytter aldrig filmens følelsesmæssige momenter, men forlader sig i stedet på Torres fremragende præstation.
På nogle virker de afsluttende afsnit fra 1996 og 2014 unødvendige. På den anden side har man som publikum ikke lyst til at slippe denne familie og deres gribende historie. Samtidig viser det restrospektive, at uanset hvor meget et styre undertrykker folk, så vil de overleve dig, rejse sig og få sange og historie skrevet om sig. Og få lavet smukke, helstøbte film som I’m Still Here til deres ære.
TITEL: I’m Still Here
VARIGHED: 137 minutter
LAND: Brasilien & Frankrig
INSTRUKTØR: Walter Salles
MEDVIRKENDE: Fernanda Torres, Selton Mello, Valentina Herszage, Barbara Luz, Guilherme Silveira m.fl.
