Filmanmeldelse: The Wife – Glenn Close i Oscar-form
Bag enhver stor mand, står en kvinde siger man. Sjældent har det været mere sandt end i Björn Runges nye film ”The Wife”, der fortæller historien om kvinden bag sådan en mand set ud fra hendes synspunkt.
Den verdensberømte, aldrende, amerikanske forfatter Joe Castleman (Jonathan Pryce) står foran den ultimative hyldest, da han bliver ringet op af Det Svenske Akademi og får at vide, at han er udset til at modtage Nobels Litteraturpris.
”Vi vandt Nobelprisen” råber han glædesstrålende med sin kone Joan (Glenn Close), men siden skal denne sætning vende tilbage som en boomerang. For hvem har egentlig skabt Joe’s succes?
Allerede på flyet til Stockholm begynder tingene at falde fra hinanden. Ægteparret Castleman bliver stalket af den nævenyttige fan Nathaniel Bone (Christian Slater), der gerne vil skrive Joes biografi. Joe afviser ham dog med foragt. Det skulle han nok ikke have gjort, og Joan råder ham da også til at være mere diplomatisk.
Dette er en nøglescene, som ikke blot viser forholdet mellem de to ægtefæller, men også slår tonen an til det drama, der siden udfolder sig.
I Stockholm slår Joe om sig floskler om, at uden Joan ville han ikke være noget, og at hans kone er hans muse, men at hun ikke skriver selv. Det skulle han nok heller ikke have gjort, lige som han ikke skulle have ladet være med at anerkende sin søn David (Max Irons) – en forfatterspire der også er med på turen til Sverige.
Rejsen og hele sceneriet omkring prisuddelingen kickstarter en livskrise hos Joan, der selv var en lovende forfatter engang med en stil, der minder mistænkeligt meget om stilen i Joes debutroman. Nu er hun ved at blive ædt op af, at have spillet rollen som hjælpende hustru i så mange år, at hun nærmest ikke kan holde ud at være i sit ægteskab længere. Og samtidig har hun kun overbærende foragt over for Joe’s interesse for den unge kvindelige fotograf, der skal følge dem under opholdet i Stockholm. De to ægtefæller har tydeligvis været igennem samme forstillelse omkring Joes affærer før.
Joan beslutter sig for at gøre oprør, og når Joan spilles af Glenn Close ved man, at der er god grund til at være bange.
At Glenn Close er en fabelagtig skuespiller burde ikke komme som en overraskelse for nogen. Men her leverer hun sit livs måske stærkeste præstation, der burde sikre hende en adgangsbillet til den næste Oscar-uddeling.
Close er et førsteklasses skoleeksempel på underspillet utilfredshed, der alligevel skinner igennem i hver en lille sætning, hun siger, mens hver eneste følelsesudbrud skjuler lige så meget, som det afslører.
Jonathan Pryce er lige så stilsikker i fremstillingen af narcissisten Joe – en mageløst patetisk, selvoptaget nar, der kun lever for smiger og applaus. Umådelig svær at holde af i sin opblæste hulhed.
Men igen ”The Wife” er først og fremmest Glenn Close’s film, og både Jonathan Pryce og Christian Slater cirkler om hende som lydige måner om en planet. I en anden nøglescene bliver en afslappet snak mellem Joan og Nathaniel pludselig til et dybdeborende interview, og Close parerer øvet Christian Slaters spørgsmål, indtil hun på mesterlig vis begynder at afsløre præcis hvor meget intelligens og indsigt, hun har holdt igen med hele tiden.
På den måde har ”The Wife” masser af bid, men selv om den også kommer ind på, hvor svært det førhen har været for kvindelige forfattere at blie taget alvorligt, er filmen ikke noget feministisk manifest. I stedet er den et præcist og bidende stykke underholdning fra start til slut.
The Wife – 100 minutter – England, Sverige og USA – Instruktør: Björn Runge – Medvirkende: Glenn Close, Jonathan Pryce, Christian Slater, Max Irons, Elizabeth McGovern m.fl.
