“Giv piger sko, men ingen sti at gå på”
Sådan mumler en ældre mand på et tidspunkt i den prisbelønnede iranske dokumentar Saras stempel. Sætningen rammer ikke blot tilværelsen ind for filmens hovedperson Sara, men for alle kvinder i den nordiranske landsby, hvor hun bor.
Et postrevolutionært, patriarkalsk samfund, hvor kvinder ofte giftes væk, mens de endnu er 10-12-årige piger. Og hvor det opfattes som naturstridigt, at en kvinde skal bestemme noget som helst over en mand. Eller over sit eget liv.
Men filmens 43-årige heltinde – den fraskilte, aleneboende Sara Shahverdi – nægter at bøje sig. Hun finder sine egne stier og erobrer dem på sin motorcykel. Iført armykasket og pelsbesat læderjakke, kører hun omkring som en kvindesagsforkæmpende enmandshær.
For Sara er blevet opdraget af sin far som en dreng, efter hun kom til verden som den syvende datter. Han lærte hende blandt andet at køre den motorcykel, som hun arvede, da han døde, da hun var 16 år.
Det er et scoop, som de to instruktører Sara Khaki og Mohammadreza Eynis har gjort, da de faldt over Sara. Og man forstår fuldstændig, hvorfor de bare måtte filme hendes historie og endte med at følge hende i syv år.
For Sara handler. Vi ser det første gang, da hendes brødre får hendes søstre til at skrive under et papir, hvor de giver brødrene deres familiearv. Sara møder resolut op hos broderen, forlanger at se dokumentet og river det lige så resolut i stykker. Sådan!
Og vi ser det igen, da Sara som den første kvinde nogensinde stiller op til lokalrådet i sin lille religiøse landsby. Og endda bliver valgt ind med flest stemmer. Dermed lykkes det hende også at få kommunestemplet vristet fra lokalrådets mænd. Det stempel som gør alle kommunale skrivelser lovlige.
Senere er hun på besøg i byens pigeskole og får pigerne til at skrive under på, at de vil tage en videregående uddannelse og vente med at gifte sig, til de er 25. Og da hun endda får reddet den 16-årige pige Fereshteh fra at blive bortgiftet for anden gang og flytter hende hjem til sig selv, er man lige ved at begynde at tro på mirakler.
Men Saras må sande, at hun er oppe mod et mangehovedet uhyre, hvor selv autoriterne er imod kvinderne. Da Feresteh søger om skilsmisse fra sin første mand, indskærper dommeren (selvfølgelig en mand) hende om at tænke sig grundigt om og i stedet acceptere sin skæbne. Saras mandlige læge mener, at hun er overbelastet, og råder hende til at trække sig fra lokalrådet. Og da hun udsættes for en anmeldelse, sætter dommeren spørgsmålstegn ved selve hendes køn og identitet. For hun må jo være en mand, når hun på den måde udfordrer mændenes magt.
På den måde er Saras stempel både opmuntrende og knugende. Men frem or alt er den et fantastisk vidnesbyrd om, at al forandring starter hos det enkelte menneske, og med at nogen tør sige fra og gå deres egne veje.
Og selv om Sara må indse, at nogle gange er små forandringer nok, så viser hun med sit eget liv og sine egne handlinger en anden vej for byens kvinder. Og sår måske nogle frø, der bliver til overlevelsesdygtige træer. Lige som de to træer, hendes far og hende plantede, og som hun stadig bruger som et helle.
Det er en film, som også må vække til eftertanke i Danmark, hvor ligestillingskampen er på et helt andet niveau end i Iran. Og den burde helt klart visers i sit hjemland og i Saras landsby. Om det sker, er til gengæld tvivlsomt. Foreløbig tør de to instruktører ikke rejse tilbage til Iran.
TITEL: Saras stempel
VARIGHED: 95 minutter
LAND: USA, Iran, Tyskland, Canada, Iran, Chile og Quatar
INSTRUKTØR: Sara Khaki og Mohammadreza Eynis
MEDVIRKENDE: Sara Shahverdi
