En italiensk kvinde vågner ved siden af sin mand. Hun siger imødekommende ”Buongiorno” (godmorgen), hvorefter han vender sig i sengen og slår hende hårdt uden et ord.
Derefter svulmer romantiske 40’er-toner ud over lærredet, mens Delia står op for at starte sin dag. For hende er voldelige overgreb tilsyneladende lige så fast en del af hverdagens rutiner, som at børste sit hår eller klæde sig på for at gå på arbejde.
Nogle film sætter hele stemningen for en film i deres åbningsscene. Det gælder også ovennævnte scene Paola Cortellesis instruktørdebut ”Vi har stadig i morgen”.
Vi befinder os i Rom i sommeren 1946 et år efter slutningen på 2. Verdenskrig og lige før italienske kvinder for første gang fik stemmeret.
Her lever Delia i en snusket kælderlejlighed samme med sin voldelige ægtemand Ivano og deres tre børn: To larmende drenge, der altid toppes, og deres smukke datter Marcella.
Delia forsøger at få familiens økonomi til at hænge sammen ved hjælp af en håndfuld forskellige jobs. Hun giver folk indsprøjtninger, reparerer paraplyer, ordner vasketøj og syr. Og oven i det hele passer hun sin misogyne svigerfar Ottorino, der også bor i kælderlejligheden.
Samtidig skal hun kæmpe med Ivanos vold, svigerfaderens gramseri og nedladende bemærkninger og Marcellas foragt, fordi hun finder sig i behandlingen.
”Hvor skulle jeg gå hen?”, svarer hun sin datters frustrerede spørgsmål, men langsomt starter Delia alligevel sin egen frigørelse.
Det lyder meget tungt. Og det kunne også sagtens være blevet en tung film. Men Paola Cortellesi er ikke en stjerne i den itaflienske underholdningsbranche og kendt som en formidabel komiker for ingenting.
Derfor har hun heller ikke sigtet efter at lave et engelsk kitchen zink socialdrama eller en moderne neorealistisk italiensk fortælling. Selv om filmens skarpe og smukke sort/hvid billedside minder om klassisk neorealisme.
I stedet bruger hun humoren til at skabe et billedskønt, morsomt, feministisk drama. For eksempel bliver en voldelig scene mellem Ivano og Delia til en s effektivt koreograferet dans mellem de to ægtefæller, der er lige så æstetisk smuk, som den er frygtelig.
På samme måde er en scene mellem Delia og ungdomskæresten Nino, hvor de sammen deler noget chokolade og viser hinanden deres chokoladedækkede tandsmil er næsten Chaplinsk poesi.
Det lyder måske paradoksalt at sige, at en film, der skildrer vold mod kvinder, på den måde er medrivende. Men Paola Cortelles håndtering af disse scener sammen med dens behændige skift i tone og topkvalitet på alle filmiske niveauer gør ”Vi har stadig i morgen” til noget helt særligt.
Det samme gør instruktøren selv i den altdominerende rolle som Delia, der forvandles fra dørmåtte til at gribe fat i magten over sit eget liv.
En spirende – eller måske aldrig slukket – gnist mellem Delia og Nino – en hjælpsom amerikansk soldat samt ankomsten af et mystisk brev, sørger for at plottet bliver twistet lige til det sidste.
”Vi har stadig i morgen” ér en kærlighedshistorie, men snarere end romantisk kærlighed handler den om en mors kærlighed til sin datter. Da Marcella er ved at blive gift med Giulio, hvis forældre er langt mere velhavende, og han trods sine søde ord viser nogle af de samme tendenser som Ivano, tøver Delia ikke med at handle.
Tilsammen gør disse ingredienser ”Vi har stadig i morgen” til et lifligt smagende, italiensk mesterværk.
Vi har stadig i morgen – 118 minutter – Italien – Instruktør: Paola Cortellesi – Medvirkende: Paola Cortellesi, Valerio Mastandrea, Romana Maggiora Vergano, Emanuela Fanelli, Giorgio Colangeli, Vinicio Marchioni m.fl.
