Det er ikke tit, at en dansk-færøsk film får premiere i biograferne. Og det er vist aldrig sket før, at en film er blevet optaget på Færøernes sydligste ø Suðuroy, der ellers af mange – også på Færøerne – regnes for den smukkeste af de 18 nordatlantiske øer.
På den måde lever den færøske instruktør Sakaris Stórás nye film ”Det sidste paradis på jord” fint op til sin titel. For når solen skinner, mens de grønne, græsklædte fjelde rejser sig fra det blanke, blå hav, er det svært ikke at lade sig rive med af skønheden og landskabets enkle klarhed.
Sådan er det også for filmens unge hovedperson, den jordbundne Kári, der elsker det enkle liv i sin lille landsby, hvor han arbejder på byens livsnerve den lokale fiskefabrik.
Men paradis-fortællingen er også oppe mod nogle realiteter, der er alt andet end paradisiske både på det ydre og det indre plan. Hjemme sørger familien i stilhed over hans mors død. Faderen har trukket sig helt væk, og ender med at stikke til havs på en fiskerbåd, mens teenagelillesøsteren Silja har mere end svært ved at komme op og passe sin skole. Derfor er det op til Kári, at få de daglige rammer til at hænge sammen.
Samtidig trues fiskefabrikken af nedlukning. Flere og flere af Káris venner og kolleger ser ikke længere nogen fremtid for sig i landsbyen og søger i stedet andre veje væk fra øen for at finde en bedre tilværelse et andet sted.
Men mens den gamle verden langsomt forandrer sig, har Kári ikke lyst til at søge væk. For ham er landsbyen stadig det bedste sted i verden. Og han ønsker at blive og møde udfordringerne der, hvor han er. For Siljas skyld og for sin egen.
Sakaris Stóras har skabt en både rørende og følsom coming of age historie med en fortælling og nogle personer, der virker så ligeud troværdige, at man ind imellem er i tvivl, om det i virkeligheden er en dokumentarfilm, man ser.
Det er heller ikke en film, hvor der ruttes med ordene. Meget af det, der sker, foregår i stedet på et indre plan og formidles i stedet i personernes øjne, mimik og kropsholdning.
Det lyder stille, og det er det også en del af vejen. Men det er også en stilhed, der er i perfekt samklang med filmens rammen midt mellem fjelde og hav. De smukke billeder er i øvrigt skudt af den belgiske fotograf Virginie Surdej, som også var fotograf på den anmelderroste ”Den blå kaftan” (2022).
Men stille betyder ikke kedelig – slet ikke. Tværtimod er der meget at hente, hvis man lader sig synke ned i filmens langsomhed og lader sig fortrylle af dens tempo.
Den altbærende hovedrolle som Kári spilles fornemt af Sámal H. Hansen, der fylder lærredet med sit nærvær, og formår at udtrykke alle sit livs nuancer i sit blik, hvad enten det er bortvendt eller lige på. Det samme kan siges om Bjørg B. Egholm som lillesøsteren Silja, der evner at forene styrken og sårbarheden i den unge, sorgramte teenagepige.
”Det sidste paradis på jord” er en lille nordatlantisk perle fra en del af Danmark, vi normalt ikke hører fra.
Det sidste paradis på jord – 87 minutter – Danmark og Færøerne – Instruktør: Sakaris Stórá – Medvirkende: Sámal H. Hansen, Bjørg B. Egholm, Bjørn M. Mohr, Esther á Fjallinum m.fl.
