FILM: Buster – Magien lever videre i ny Buster-indspilning

“Stille, stille, stille nu står solen op – nattens trolde er forsvundet”

Det er 38 år siden at Nanna’s udødelige hit gjorde TV-serien og senere filmudgaven af ”Busters verden” (1984) til fælles kult og kulturarv for generationer af danskere.

Lige som Bjarne Reuters bog om tryllekunstneren fra Brønshøj Buster Oregon Mortensen gik filmen lige i hjertet på publikum.

Da instruktøren Martin Miehe-Renard bekendtgjorde, at han var i gang med en nyindspilning af den elskede børnebogsklassiker, spurgte mange derfor, hvordan han dog turde det? Og om det var nødvendigt?

Nu foreligger svaret klart og tydeligt i form af den nye ”Buster” film, der har premiere torsdag.

Magien lever usvækket videre. Den nye Buster-film fortryller lige så meget, som den gamle. Der er således alenlangt fra de tåkrummende, lumre platheder i sidste uges danske premiere ”Centervagt” til denne nænsomme og rørende hverdagsfremstilling i børnehøjde – også selv om man er voksen.

11-årige Buster er en opfindsom dreng, der elsker at trylle. Med hjælp fra den sengeliggende Hr. Larsen forsøger han ihærdigt at få styr på sit tryllekunstnernummer til den store årlige talentkonkurrence i Brønshøj, men noget går altid galt. Som da Buster viser sit nummer i klassen og nær at ved at blive kvalt i det æg, han prøver at trylle ud af munden.

Hans lillesøster Ingeborg har det heller ikke let. En medfødt skavank gør, at hun halter, og samtidig bliver hun moppet at den store pige Bianca.

De to søskende prøver dog hele tiden at hjælpe hinanden. Også da Buster bliver forelsket i den nye pige Joanna, der flytter til Brønshøj.

Klassens populære dreng forsøger dog hele tiden at ødelægge Busters chancer for at gøre indtryk på Joanna, men Buster nægter at give op.

Selv om hovedhistorien er den samme er det lykkedes for Martin Miehe-Renard at komme med en opdateret version, der gør buster-figuren relevant for børn og voksne ano 2020.

På samme måde er filmens budskab om at turde være sig selv og kigge andre i øjnene endnu mere relevant nu end i 80’erne, hvor mange bruger de sociale medier til at skabe et filter mellem sig selv og verden.

Det gør Buster ikke. Han møder modstand med gåpåmod og en fantasi til at gøre alting til et eventyr, mens han insisterer på at være herre over skønheden i sit liv.
Det kan mærkes, at Martin Miehe-Renard har instrueret familie- og børnefilm før – herunder de seneste fire Far til fire film. Men det er i lige så høj grad de unge skuespillere, der bærer filmen med deres præstationer.

Det gælder ikke mindst den jævnaldrende Manfred Weber, i den altoverskyggende rolle som Buster. Manfred, der er søn af TV-vært Ane Cortzen, spiller sin figur med maksimal selvtillid og ukuelig optimisme – også når det går nedad.

Som hans forældre gør Magnus Millang og Ibi Støving god om end lidt anonym fyldest. Til gengæld får Henning Jensen lov at folde sig ud på alle tangenter som den syge Hr. Larsen, der er Busters mentor ud i både trylleriet og kærligheden. Thi som han siger, ”Det mest magiske af alt er kærligheden”. Samtidig insisterer Hr. Larsen på at slutte livet på sin egen måde og har en stor del af æren for, at man er tæt på at knibe en tåre i filmens sidste minutter.

Buster er en 11-årig livs-tryllekunstner, og ”Buster” er ægte og smuk dansk filmmagi.

Buster – 85 minutter – Danmark – Instruktør: Martin Miehe-Renard – Medvirkende: Manfred Weber, Kerstin Jannerup Gjesing, Ibi Støving, Magnus Millang, Henning Jensen, Viola A. Libonati Martinsen m.fl.