Man må sige, at Greenland 2: Migration med sin titel giver alle mulige associationer til den aktuelle verdenssituation. Det første, der refleksmæssigt dukker op på nethinden, er billedet af USA megalomaniske præsident, det igen og igen ranter om, at USA har brug for at eje Grønland.
Men ro på. Det er ikke et nyt Grønlands-kampagnefremstød fra Det Hvide Hus. I stedet er der tale om opfølgeren til katastrofefilmen Greenland (2020), som ramte verden for fem år siden midt under en anden verdensomspændende katastrofe – covid-pandemien. Dengang gjorde de mange biograf-nedlukninger, at filmen hurtig røg ud af biograferne og over på VOD.
Udgangspunktet i Greenland var, at menneskeheden var truet af en stor meteor, der ramte jorden i forskellige fragmenter. Og første film endte med, at de tre hovedpersoner – bygningsingeniøren John Garrity, hans kone Allison og sønnen Nathan – reddede sig i sikkerhed i en betonbunker under den amerikanske Thule-militærbase på Grønland.
På den måde er titlen både på den første film og efterfølgeren faktisk misvisende. For Grønland spiller kun en perifær rolle i dem begge.
I to’eren er der gået fem år, som familien sammen med andre overlevende har tilbragt i bunkeren. Og katastrofen er ikke slut endnu. En Saturn-agtig ring af meteor-fragmenter har nemlig lagt sig om jorden. Herfra styrter de med mellemrum ned og forårsager yderligere ødelæggelse.
Da basen omsider udslettes af jordskælv og en tsunami må Garrity-familien igen ud i en desperat flugt. Denne gang er målet Frankrig, hvor rygtet siger, at der findes et stabilt og frugtbart område, dér hvor det største meteorstykke ramte fem år tidligere.
Meget mere skal ikke røbes her. Og jeg vil heller ikke gå for dybt i manuskriptforfatternes mangel på viden om verden – eller logik. Men bare for at nævne et oplagt eksempel, skal familien undervejs krydse Den Engelske Kanal. Til trods for, at Dover er oversvømmet, er kanalen nu et totalt udtørret kløftlandskab? Det betyder blandt andet, at de skal forcere en virkelig dårlig, konstrueret hængebro. Meget effektfuldt på film, men logikken mangler som sagt totalt.
Men sådan ér det jo med katastrofefilm. De fordrer, at man går ind på den Hollywood-konstruerede præmis og ikke stiller for skarpt på realismen.
Til gengæld formår Greenland 2: Migration, at udforske det spørgsmål, som få katastrofefilm formår at stille: Hvad sker der, når støvet har lagt sig efter en verdensomspændende katastrofe?
På den måde minder filmen mere om en serie som ”The Last of Us” end om en katastrofefilm. De største udfordringer er ikke længere naturkræfterne selv, men de overlevende mennesker. Det er en ny verden fyldt med vold, selvtægt og nød, hvor menneskene ofte er lige så dødbringende som de faldende meteorsten.
Midt i dette prøver Garrity-familien selv at overleve. Og det er i deres indbyrdes spil og sammenhold, at Greenland 2: Migration lige som forgængeren finder sin sande styrke og hjerte. Det, der gør begge film seværdige. Og det der gør, at mødet mellem katastrofefilm og dystopisk overlevelsessamfund på forunderlig vis fungerer.
Far John er stadig trekløverets og filmens solide teltpæl, mens mor Allison fermt balancerer mellem hudløs sårbarhed og wirestærk beslutsomhed. Og midt imellem de to forældre er Nathan filmens følelsesmæssige dynamo. Et ungt menneske i en totalt forandret verden, der bare længes efter det ungdomsliv, han aldrig har fået lov til at leve.
Og det er faktisk denne to’ers største styrke: At den trods katastrofer og undergang formår at holde fokus på sine personer.
Så skidt med, at der ikke er en eneste indfødt grønlænder i Thule-bunkeren. Vi er efterhånden vant til USA’s forskruede selvbillede på det område.
TITEL: Greenland 2: Migration
VARIGHED: 98 minutter
LAND: USA og England
INSTRUKTØR: Ric Roman Waugh
MEDVIRKENDE: Gerard Butler, Morena Baccarin, Roman Griffin Davis, Amber Rose Revah m.fl.
