Filmanmeldelse: Dolittle – Sjusket familiediscount
Pyha jeg må åbenbart have passeret den usynlige grænse for, hvornår man bliver en gnaven gammel mand. Sådan føler jeg i hvert fald, efter at have være inde og se 2020-versionen af Dr. Dolittle.
Men lad os starte med begyndelsen. I år er det præcis 100 år siden, at den britiske forfatter Hugh Lofting fik den geniale idé at skrive en historie om en læge, der har den helt særlige evne, at han kan tale med dyrene.
Som andre af den slags udødelige klassikere, begyndte eventyret om Dr. Dolittle som en fortælling i breve, som Lofting skrev hjem til sine børn, mens han kæmpede i skyttegravene i 1. verdenskrig. Siden blev de samlet til den første bog, og resten er historie, som man siger.
Og det er lidt over 50 år siden, at Rex Harrison talte og sang med dyrene i Richard Fleisners kendte musical, der blev nomineret til ni Oscars og endte med at vinde to.
Jeg kan godt afsløre, at det kommer ”Dolittle” aldrig til at gøre. Den er hverken original, charmerende eller sjov – faktisk under gennemsnitlig og glemt så snart, man forlader biografen igen.
Historien følger standard-skabelonen for familievenlig actionunderholdning: Fart over feltet, masser af tåkrummende platheder og en god dosis forloren følsomhed.
Efter at have mistet sin elskede kone, der druknede på havet, har Dr. Dolittle isoleret sig fra omverdenen sammen med sine dyr. Hans selvvalgte eksil bliver dog afbrudt af jægerdrengen Tommy Stubbins, der ved et uheld er kommet til at såre et egern. Han opsøger derfor Dolittle til at redde egernets liv. Samme dag bliver han kontaktet af Lady Rose, der insisterer på, at han skal følge med til Dronning Victoria, der er døende efter at have spist en farlig natskyggeplante. For at redde dronningen må Dolittle gennemføre sin afdøde hustrus sidste rejse og finde det hemmelige Paradisets Træ.
Og så er der lagt op til det store eventyr, hvor Tommy og Dolittle får hjælp af den ængstelige gorilla Chee-Chee, isbjørnen Yoshi, strudsen Plimpton, anden dab-Dab og det tidligere skamskudte egern Kevin, der ikke overraskende bærer nag til Tommy.
Som sagt alt sammen uskadeligt og lige akkurat så minimumsagtigt underholdende, at de mindste nok skal hænge ved.
Og imens man gaber og længes efter friheden kan man så undre sig over et par ting:
For det første: Hvorfor i alverden har den Oscar-vindende instruktør Stephen Gaghan sagt ja til at instruere filmen? Med langt bedre – men også langt mørkere – film som ”Traffic” (2000) og ”Syriana” (2005) på cv’et, virker han nærmest som antitesen på det oplagte valg til at styre en familiefilm. Med mindre, det havde været ”Festen” (1998).
Og næsten mere gådefuldt. Hvad har man forsøgt, da man ansatte den intenst karismatiske Robert Downey Jr. til at spille Dolittle? Var det for at slå eddie Murphys sjove Doolittle fra 1998-filmudgaven? Eller har man snarere håbet at skabe en ny Jack Sparrow figur? I så fald lykkes det skidt. Robert Downey Jr. har tilsyneladende glemt de fleste af sine basale skuespiller-færdigheder, og hvis der overhovedet er noget Jack Sparrow over det, så er det Aldi-versionen – ren discount og uden finesse.
Alting klasker sjusket sammen, og mens man baner sig vej ud af biografen mellem glemte popcornbægre, tænker man over alle de mange bedre ting – og film – man kunne have brugt tiden på.
Dolittle – 104 minutter – USA – Instruktør: Stephen Gaghan – Medvirkende: Robert Downey Jr., Harry Collett, Antonio Banderas, Michael Sheen, Emma Thompson, Ramimalek m.fl.
