Filmanmeldelse: Klovn The Final – Usjov finale ender bare tåkrummende

Kære Frank og Casper.
Da jeg så jeres første film ”Klovn The Movie” (2010), grinede jeg bagdelen i laser. Jeres tour-de-Gudenåen var simpelt hen den morsomste og mest ustyrlige danske film dét år.

Og da jeg så jeres næste film ”Klovn Forever”(2015) var grinene måske blevet mindre. Til gengæld blev jeg rørt, fordi I havde fået en klædelig hudløshed over jer. Man forstod pludselig, hvorfor den evige drengerøv Casper og hans evigt kiksede sidekick Frank var så tæt knyttet sammen – og hvor meget, der af samme grund var på spil i filmen, der handlede om deres venskab. Og samtidig var der overraskende meget substans bag ved vulgariteterne.

Nu har jeg så set den store finale ”Klovn The Final”, og jeg grinede ikke én eneste gang. Jeg blev heller ikke rørt. Den eneste del, at min krop, der var i bevægelse, var mine krummede tæer – og det endda kun en lille smule.

Det var meningen, at denne film skulle handle om kærligheden og parforholdet. I forsøger godt nok at indkredse emnet med endnu en spidsbelastet situation i Caspers og Franks liv: Mia overvejer at bliver skilt, hvilket man ikke kan fortænke hende i, når man ser Frank stavre rundt, med hovedet – og på et tidspunkt også hendes tandbørste – oppe i røven i sit evige, hvide undertøj uden at se hende eller vise hende det mindste begær.

I stedet lytter Frank endnu engang til Casper, der har givet ham en tur til Island i 50 års gave, og lægger Mia på is. På grund af endnu en Frank-katastrofe misser de (selvfølgelig) deres fly og indlogerer sig i stedet i genboerne Lars Hjortshøjs og Tina Bilsbos hus, der står tomt, fordi Lars og Tina er ude at rejse.

Et vulkanudbrud på Island forlænger imidlertid deres ophold på ubestemt tid. Og mens beholdningen af forårsruller i køleskabet svinder ind, og deres situation bliver mere og mere uholdbar, kan Frank følge med i, hvordan Mia på den anden side af gaden får besøg af en beundrer og blomstrer op. Så hvordan vinder han hende tilbage, uden at afsløre, at han igen har kvajet sig og løjet big time over for hende? Og hvordan klarer Casper sig tilsvarende ud af kniben over for sin nye, unge kone, der er gravid med hans barn?

Ja, jeg har formuleret det som et spørgsmål, men kære Casper og Frank i virkeligheden var jeg fuldstændig ligeglad med svaret. Det kræver nemlig, at man engagerer sig i personerne og håber på deres vegne, og det gjorde jeg ikke denne gang.

Der er nemlig ikke noget at håbe på. I 15 år har I nu bygget to figurer op, der på pinligste – og med mellemrum sjoveste – vis har cementeret myten om umodne drengerøvsmænd i midtvejskrise, der kun tænker på øl, fisse og hornmusik.

Til at begynde med var det underholdende. Det ramte måske også en nerve hos mange mænd. Noget som de kunne spejle sig i, mens de stod der i deres eget liv spændt benhårdt ud mellem familieliv og arbejde, med sure, evigt-brokkende koner, der ikke syntes, de var særligt fantastiske, og hvor sexlivet for længst var blomstret af.

Men når det kører på år nummer 15 uden udvikling, så er der ikke længere tale om en midtvejskrise eller en krise, men bare et liv og en historie, der er kørt fast. Det bliver lidt som at iagttage Oliver Bjerrehus fyre den af på endnu en bytur – man orker lige som ikke at være vidne til det længere, fordi det bliver for sølle.

I mellemtiden har verden nemlig rykket sig. Der har været en MeToo-bølge, der, selv om den flere steder er gået helt over gevind, har sat fokus på den måde, som en del mænd groft overskrider kvinders grænser på. Samtidig er der opstået en foruroligende stor gruppe af danske singlemænd, der er blevet koblet af og aldrig får børn og parforhold, fordi kvinderne ikke mener, at de har nok at byde på. Og læser man om mænd i medierne, er det næsten udelukkende negative historier om vold, overgreb, incest, krænkelser og alle mulige andre måder, at mænd er for meget på. Hvide cis-kønnede middelklassemænd er på den måde nærmest den eneste gruppe, der er tilbage, som man kvit og frit kan nedgøre uden at risikere at blive beskyldt for at krænke nogen.

Alt dette gør, at der i den grad er brug for mandlige rollemodeller og anvisninger på, hvordan man som moderne mand bliver den bedste, mest ærlige og mest ansvarlige udgave af sig selv.

I kunne have brugt jeres sidste film til at komme med jeres eget bud på denne problemstilling inden for Klovn-universets rammer. I stedet kommer I endnu engang med to fortabte, dybt utiltalende eksemplarer af racen mand, der ikke magter at rykke sig ud over pik-og-patter stadiet: Casper er stadig i bund og grund en nærmest psykopatisk egotripper, der kun tænker på sig selv og på sex. Og i virkeligheden er han en skoddårlig ven over for Frank, som han konstant får ud i håbløse situationer. Og Frank er slet og ret en stakkels klovn, der ikke formår at sige fra.

Nu har I så skrevet en sidste gravskrift over Klovn-æraen og gud ske tak og lov for det, for det er på høje tid at komme videre.

Klovn The Final – 95 minutter – Danmark – Instruktør: Mikkel Nørgaard – Medvirkende: Casper Christensen, Frank Hvam, Mia Lyhne, Lars Hjortshøj m.fl.