STREAMING: Ehrengard – forførelsens kunst – Let og underholdende, men ikke forførende nok

nFå instruktører har omsat så mange bøger til film som Bille August. Det startede helt tilbage i 1983, hvor han omsatte Bjarne Reuters nøgleroman ”Zappa” til det store lærred.

Det blev en stor succes. Og da han derefter i rask trav kastede sig over en anden Bjarne Reuter klassiker ”Når snerlen blomstrer”, som i filmudgaven blev til ”Tro håb og kærlighed” (1984) og derefter vandt en Oscar for filmatiseringen af Martin Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren” (1987), var stilen lige som lagt. En stil, som Bille August ikke er veget ret meget væk fra i de 35 år, der er gået siden.

Nu gælder det så Karen Blixens kortroman ”Ehrengard”, der udkom i 1963 et år efter forfatterindens død. Der er tale om en kulørt forvekslingskomedie fra et fiktivt tysk hertugdømme Babenhausen.

Her huserer portrætmaleren Cazotte, der får storhertuginden til at sitre af orgasmisk fryd, da han retter på hendes positur. Han fuldfører dog ikke forførelsen til hendes store fortrydelse. Cazotte skønner nemlig – sikkert helt korrekt – at hans hoved sidder mere sikkert, hvis han ikke lægger sig ud med hertugen.

Til gengæld hjælper han hertugparret med at åbne øjnene for lidenskaben hos deres lidt træge, unge søn Lothar, så magten over hertugdømmet bliver sikret.

Desværre gør han sin opgave lidt for godt. Kort efter brylluppet bliver det konstateret, at Lothars hustru er højgravid. Og da arvinger undfanget uden for ægteskabet ikke går ved hertughoffet, er gode råd dyre.

Lothar og hans hustru gemmes bort på et fjerntliggende slot indtil et år efter fødslen. Som hofdame får Ludmilla den smukke, stærke Ehrengard, som Cazotte har kastet sine forførerøjne på.

Men har han her gabt over for meget? Det mener storhertughinden, som indgår et væddemål: Hvis ikke Cazotte lykkes med at forføre Ehrengard, skal han male et nyt portræt af storhertuginden – og denne gang ikke afvise hende.

Og så går det ellers over stok og sten med en lethed, som man ikke normalt forbinder med Bille August.

”Ehrengard” er bevidst bygget op som en tysk drømmeverden af spidse bjerge og smukke landskaber oversået med slotte – næsten som hvis vi trådte ind i en Askepot-fortælling.

På samme måde er hele spillet holdt i dur – så meget faktisk at det er lige ved at blive en tand for let og overspillet. Det er som en omgang Bridgerton-light, hvilket også gør ”Ehrengard” svær at bedømme set med anmelder-øjne.

Publikum skal såmænd nok blive tilfredse. Selveste Dronning Margrethe står bag scenografien og kostumedesignet, og håndværksmæssigt er alt fint og upåklageligt udført. Men når en film slår sig op på at handle om forførelse, så vil man gerne forføres, og det bliver man ikke – i hvert fald ikke helt.

Mikkel Boe Følsgaard er simpelt hen ikke overbevisende nok som Cazotte, snarere lidt famlende i mange replikskifter. Her savner man noget mere elegance og George Clooney/Antonio Banderas-agtig udstråling.

Faktisk er filmens mest interessante ansigt – i bogstaveligste forstand – Ehrengard selv i skikkelse af Susanne Biers talentfulde datter Alice Bier Zanden. Hendes ansigt er så skulpturelt smukt, at det alene er filmen værd. Og den indledende scene, hvor hun fægter med sin forlovede og de legende nærmer sig hinanden med de skarpe sværd, er langt den mest erotiske.

Hvilket illustrerer problemet i en nøddeskal: At Alice Bier Zanden ikke får nok at lege med i resten af filmen til at nå tilstrækkelig dybde. Og at Mikkel Bo Følsgaards Cazotte ikke formår at lege med hende, så hun eller vi bliver forført.

Det er også ærgerligt, fordi Karen Blixen skrev om en kvinde, der både fægtede og var en kriger – altså var fuld af styrke. Og at hun i øvrigt altid latterliggjorde den arketypiske, mandlige forførertype. Blixen vidste på den måde selv bedre end nogen, hvad det ville sige, at sætte sig ud over normerne som kvinde og selv blive det forføriske rovdyr. Det fik vi illustreret i filmen ”Pagten” (2021) om Blixens forhold til den unge forfatterspire Thorkild Bjørnvig, der ligeledes var instrueret af Bille August.

Så dér ender ”Ehrengaard”. Som en lidt for let sensommerforførelse, der ikke rigtig får fat. Til gengæld kan den nydes hjemme i sofaen via Netflix.

Ehrengard – forførelsens kunst – 94 minutter – DanAlice Bier Zanden, Sidse Babett Knudsen, Emil Aron Dorph, Emilie Kroyer Koppel, Jakob Lohmann m.fl.