Åh nej, tænkte jeg, da jeg havde set den indledende scene i Saltstien:
Her bliver et midaldrende ægtepars telt og ejendele skyllet ud i havet af et voldsomt tidevand.
Først senere gik det op for mig, at filmens instruktør Marianne Elliott med fuldt overlæg havde ført mig på afveje. Med en start in medias res, der farver vores syn på hovedpersonernes skæbne i mørk mol. Når sandheden er, at scenen med tidevandet I virkeligheden bliver et vendepunkt.
Det ser ellers mørkt ud som i de mørkeste socialrealistiske Ken Loach dramaer. Ægteparret Ray og Moth kan ikke skaffe kunder nok til deres bed-and-breakfast forretning i et idyllisk landhus. Og da de taber en retssag om et lån, mister de også huset og er pludselig hjemløse med kort varsel.
Samtidig bliver Moth diagnosticeret med den livstruende og invaliderende neurologiske sygdom Corticobasalt Syndrom (CBS). Og deres to børn er på vej til at flytte hjemmefra og efterlade forældrene.
Men da fogeden banker på døren, mens ægteparret gemmer sig i deres kælder, får Moth dybt presset en idé: De skal gå en tur – en lang tur – og tænke sig om. Kun udstyret med et telt, ganske få forsyninger og en guidebog drager Ray og Moth afsted fra Somerset. Forude ligger en godt 1.000 kilometer lang tur langs den sydvestlige del af Englands Kyst.
Parret har kun de 40 pund om ugen, de får i hjælp, til at leve for. De må strække hver penny, dele deres teposer og spise i suppekøkkener. De er amatør-vandrere og begår derfor de sædvanlige begynderfejl. Vejret er barskt, og de ender med både vabler og skrammer
Alligevel begynder Ray og Moth at heale, mens de genforbinder sig med naturen og hinanden. Og det er her, at Marianne Elliotts bedrag viser sig. For Saltstien er ikke en tragisk nedtursfortælling, den er det modsatte. En livsbekræftende historie og at finde sig selv, hinanden og en vej – også når det ser mørkest ud.
På den ene side viser Elliott et system, der skulle beskytte borgerne, når verden vælter, men som ikke gør det. Ray og Moth er således ikke kvalificerede til at få hjælp til en bolig, fordi Moth ikke er døende.
På den anden side møder parret en række mennesker undervejs, de hjælper dem. Blandt dem en velhavende mand, der giver dem en is – og luksus, når man skal overleve på parrets budget. Og et ungt, forelsket par, der giver dem den usolgte mad fra en restaurant.
Budskabet er klart: Når systemet svigter, har vi mennesker til syvende og sidst kun hinanden at støtte os til.
Saltstien bygger på en virkelig fortælling og bog af Raynor Winn om den tur, som hun og hendes mand tog, da de mistede alt.
Måske er det derfor, at filmen rammer én lige i hjertet. Fordi den virker så troværdig og minder os om, hvor lidt der skal til, før vi alle sammen kan ende i samme situation.
Men først og fremmest lever Saltstien på grund af en pragtpræstation fra sine to hovedrolleindehavere. Gillian Anderson og Jason Isaacs er perfekte som Ray og Moth i alle deres nedgang og livsduelighed på trods. Der ér en umiddelbar kemi imellem dem, som fanger fra første øjeblik. Og da Ray på et tidspunkt mod slutningen siger ”Du er mit hjem” til Moth, kalder det tårerne frem.
Deres spil er helt hudløst og retoucheret. Sådan ser helt almindelige, midaldrende mennesker ud, når de har ryggen mod muren. Med levede kroppe, rynket hud og trætte øjne. Men også med den humor og kærlighed, der kommer af et langt liv sammen.
Man kan altid diskutere, om det er ansvarligt, at filmen understøtter budskabet om, at Moth klarer sig bedre uden sin medicin. Og at der i virkelighedens verden har været historier fremme om, at Moth ikke var så syg, som det påstås i filmen.
Til gengæld kan det ikke diskuteres, at Saltstien er en gribende og veludført film, der løfter hjertet, når man ser den.
TITEL: Saltstien
VARIGHED: 115 minutter
LAND: England
INSTRUKTØR: Marianne Elliotts
MEDVIRKENDE: Gillian Anderson, Jason Isaacs
