Man tager et år, lad os sige 1982, og et sted, en forstad til Detroit. Man skriver et løst manuskript om, hvordan denne forstad pludselig bliver flyttet til forhistorisk tid. Og så tilsætter man et par kendte skuespillere og en masse mindre kendte. Og vips, så har man en letfordøjelig sommerfilm med lidt Spielberg-stemning rørt sammen med et par drys Jumanji.
Nogenlunde sådan kan man sammenfatte Warner Bros nyeste film The End of Oak Street, der har premiere i denne uge. Den lidt længere version lyder sådan her:
Familien Platt bor på Oak Street i den idylliske forstad Flowervale i udkanten af Detroit. Men det er så som så med idyllen inden for de fire vægge i deres hus. Mor Denise er nemlig ikke lykkelig i ægteskabet med den mobile pizzasælger Greg. Faktisk er hun så lidt lykkelig, at hun skriver fiktive bøger om det i kælderen i deres hus og overvejer at forlade både ham og deres to teenagebørn Maisy og Christian.
Men så en aften sker der noget. Et mystisk lysglimt og bulder udenfor får strømmen til at gå i hele kvarteret. Og næste dag opdager familien Platt, at den ikke kommer tilbage foreløbig. En mystisk kosmisk hændelse har nemlig gjort, at både Oak Street og resten af Flowervale er blevet flyttet tilbage til dinosaurernes tid.
Nu starter en desperat kamp. Dels mod dinosaurerne, som næsten kun findes i den kødædende udgave, der meget hurtigt får smag for menneskekød. Dels for at finde en vej tilbage til deres egen tid.
Så vidt handlingen. Man kan næsten høre idéfolkene hos Warner Bros klappe hinanden på ryggen af begejstring: En familie i nød, blodtørstige dinosaur, slidt kærlighed der får en ny chance, thriler, familiefilm og science fiction blandet sammen. What’s not to like.
En hel del faktisk, men lad os tage det gode først. The End of Oak Street ér faktisk jævnt underholdende, hvis man kan se igennem de åbenlyse plothuller, og der alligevel ikke er andet at lave dén biografdag.
Og Ann Hathaway og Ewan McGregor ér faktisk ganske udmærkede som ægteparret Platt. Der er umiddelbart kemi, og de får det optimale ud af det, de har at gøre med. De har ingen problemer med at spille desperate forældre. Hathaway er allerede oppe i gear efter netop at have spillet Odysseus kone Penelope i Christopher Nolans The Odyssey. Og McGregor har en lang række af actionroller bag sig – blandt andet som Obi-Wan Kenobi i den første Star Wars triologi.
Endelig har filmfolkene undladt at kopiere kæmpeøglerne fra Jurassic Park, men lavet en mere faktakorrekt udgave, hvor de har en form for fjer/pels. Og den obligatoriske teenage-romance i den slags film har fået et LBGT-twist.
Alt sammen gode ting. Og hvis man er i det rigtige ikke alt for kritiske eller forventningsfulde humør, så burde man være nogenlunde tilfreds. Altså på samme måde som efter at have spist et måltid hos McDonalds.
Desværre er The End of Oak Street samtidig ved at segne under sine mangler, der er lige så tunge som de forhistoriske dyr.
Det ér som om, at der ikke er én eneste selvstændig idé i manuskriptet, men blot en masse lån fra andre film. Og samtidig er der nogle oplagte plothuller: For eksempel forsøger familien ikke en eneste gang, efter at kvarteret er endt i fortiden, at finde andre overlevende og slå sig sammen med dem. De ses højst i baggrunden rende rundt med dinosaurusser efter sig. Tyrannosaurusser kan trods deres tyngde liste sig ind på folk, og børn tøver ikke et sekund med at liste rundt i kvarteret for at redde en hund.
Endelig er løsningen på, hvordan familien kommer tilbage, lige så tynd som forklaringen på, hvordan de overhovedet endte i fortiden. Og slutningen lige så utroværdig i sit forsøg på at lande blødt.
Så nej, The End of Oak Street er middel underholdende og et let pusterum, mens vi venter på Jumanji Open World.
TITEL: The End of Oak Street
VARIGHED: 99 minutter
LAND: USA
INSTRUKTØR: David Robert Mitchell
MEDVIRKENDE: Ann Hathaway, Ewan McGregor, Maisy Stella, Christian Convery, Jordan Alexa Davis m.fl.
