“Sommetider føler jeg, at fortiden er et behageligere sted at være end fremtiden.”
Sådan siger en af hovedpersonerne i den tredje og sidste Downton Abbey film. Sætningen indkapsler på både godt og mindre godt den 15 år lange franchise.
Siden premieren i 2010 har Downton Abbey bevæget sig som en statelig oceandamper gennem først seks sæsoner med i alt 52 afsnit (2010-15) og derefter tre film (2019-2025). Det har været en fantastisk rejse på første klasse, hvor Downton Abbeys manuskriptforfatter og medproducer Jullian Fellowes ikke af afveget en millimeter undervejs fra sin vinderformel: Sæbeopera-skandaler og sød sentimentalitet blandt herskab og tjenestefolk i de første årtier af 1900-tallet. Storslåede kulisser, mageløse kjoler, boblende champagne og overdådige middage tilberedt og serveret af trofaste tjenestefolk.
Fellowes viger heller ikke fra sin udstukne kurs i den store finale. Her er alt er skræddersyet til ikke at skuffe seriens mange fans. Til gengæld er det næsten umuligt for uindviede at følge med. Det er dog et lille minus. Man kan dårligt forestille sig nogen hoppe med på Downton Abbey toget så sent i forløbet.
Det begyndte med Titanics forlis i 1912. Og med de problemer, det kastede Crawley-familien ud i omkring arvefølgen til Downton Abbey. Nu er vi nået til 1930. Både herskabet og tjenestefolkene er i London til selskabssæsonen. Her sidder de bænket – på forskellige balkon-etager naturligvis – i et West End teater for at se Noel Cowards operette ”Bitter”.
Alt er idyl, men problemerne lurer lige om hjørnet. Da Lady Mary bliver skilt, udløser det en stor skandale i de højeste kredse. Hun må ydmygende forlade et af sæsonens store baller, og hjemme i Yorkshire er hun også persona non grata blandt den lokale landadel.
Og som om, det ikke var nok, må Mary samtidig slås med sin far, som har svært ved at slippe tøjlerne og overgive driften af Downton Abbey til hende.
Samtidig ankommer Marys morbror Harold fra USA med dårligt nyt. Han har tabt en stor del af den arv, som hans søster Cora (Marys mor) betroede ham. Og pludselig er Downton Abbey ikke blot truet af skilsmisse-skandalen, men også af økonomiske problemer.
Men bare rolig. Det hele løse sig – blandt andet via et besøg på godset fra Noel Coward. Faktisk løser det sig så hurtigt og let, at man knap nok når at blive suget ind af konflikten. Og netop her er det, at man savner fortiden. Dengang hvor Fellowes ikke var bleg for at slå elskede hovedpersoner ihjel. Hvor Marys mand Matthew omkom ved et tragisk biluheld og hendes yngste søster Sybil døde af svangerskabsforgiftning – endda i samme sæson.
Det er her, at den store forskel mellem at lave en TV-serie og en film viser sig. I en serie, har man en hel sæson – nogle gange endda flere – til at opbygge sine personer og konflikter. I en film skal alting derimod bygges op og forløses inden for et par timer.
På den måde fremstår ”Downton Abbey: Den store finale” nærmest som en forviklingskomedie af Noel Coward. Hvor folk hele tiden myldrer ind og ud af døre på kryds og tværs. Og hvor ingen scener tager mere end et par minutter – ofte langt mindre. Hovedretten er for længst spist og fordøjet. Nu er vi i gang med en let og luftig dessert med et sidste glas champagne til.
Når man alligevel er vældig godt underholdt – og et par gange decideret rørt – skyldes de to ting: At man i forvejen kender og elsker Downton Abbey universet. Og at skuespiller spiller fremragende hele vejen rundt. For det gør de, selv om man bliver forpustet af manuskriptets hast med at binde alle ender sammen og op.
Dog savner man i den grad Maggie Smith, der lige indtil forrige film spillede rollen som enkegrevinde af Grantham med stor vellyst og spidende skarphed i sine replikker. Når Marys far Robert ser på lejlighed i London og undres dybt over konceptet med fremmede, der bor oven over og nedenunder hinanden, er det næsten som at høre hans mor sige ordene.
Derudover gør Arty Froushan sit bedste for at tilføre nyt verbalt skarpt blod i rollen som Noel Coward og stjæler hver scene, han er med i.
Samtidig hænger mindet om Maggie Smith, der døde for knap et år siden, over filmen, der er dedikeret til hende. Og også over Downton Abbey, hvor hendes portræt skuer ned over indgangshallen.
Det er her, vi forlader det univers og de personer, vi har lært at kende og elske – i minderne. Oceandamperen er nået til kaj efter en tur på første klasse. Tak for rejsen.
Downton Abbey: Den store finale – 123 minutter – England og USA – Instruktør: Simon Curtis – Medvirkende: Michelle Dockery, Joanne Froggatt, Elizabeth McGovern, Hugh Bonneville, Allen Leech, Sophie McShera, Robert James-Collier, Brendan Coyle, Jim Carter, Phyllis Logan m.fl.
