Filmanmeldelse: I Syrien – Fanget midt i borgerkrigens gru

Det er altid fascinerende at opleve, hvordan mennesker forsøger at opretholde et skær af normalitet midt i en verden, der er i opløsning. Alligevel er der noget næsten ubærligt dramatisk over den hollandske instruktør Philippe Van Leeuw’s nye film ”I Syrien”.

Filmen udspiller sig over en enkelt dag i en overfyldt lejlighed i Damaskus, hvor en familie har barrikaderet sig, mens borgerkrigen raser udenfor. I dette selvvalgte fængsel forsøger den viljestærke matriark Yazan at holde sammen på det hele. Hendes mand er gået efter hjælp, og hun står nu med ansvaret for deres to døtre Yara og Aliya, sønnen Yazan, datterens kæreste Kareem, sin ældre svigerfar Mustafa, deres unge nabo Selim, hans kone Halima og deres nyfødte baby samt stuepigen Delhani.

En halv snes mennesker proppet ind på få kvadratmeter, mens maden og vandet er ved at slippe op, granaterne brager og snigskytterne lurer på, balkonerne udenfor for at plaffe enhver ned, de får øje på. Alligevel lykkes det Yazan at skabe en illusion om, at alt er, som det plejer, ved disciplineret at holde de andre fast på de daglige huslige pligter og gøremål.

Men tragedien lurer lige om hjørnet. Da Selim forsøger at snige sig ud for at møde en kontaktperson, der kan hjælpe Halima og ham til Libanon, bliver han ramt af en kugle – måske død, måske kun hårdt såret.

Delhani overværer nedskydningen og fortæller det til Yazan, der beslutter at holde det skjult for resten – ikke mindst for Halima, der ellers vil styrte ud på gaden og selv risikere at blive ramt. Det kan virke som et hårdt og umenneskeligt valg, men Yazan vil gøre alt for at bevare alle sikkert i lejligheden, og det bliver ikke det sidste, af den slags valg, hun kommer til at træffe, for snigskytterne rykker tættere og tættere på.

Med lejlighedens begrænsende rammer føles ”I Syrien” mere som et teaterstykke end en film. På samme måde forekommer filmens følelsestæthed, klaustrofobiske stemning og rå brutalitet næsten for iscenesat.

Når Yazan sættes over for umulige valg, virker det mere som et øjeblik skabt af et nøje kalkuleret manuskript for at fremkalde den slags moralske dilemmaer, som normalt ellers kun debatteres i etikklasser på universitetet.

Det er ikke fordi, at den nuværende situation i Syrien ikke kan skildres fremragende på film. Det så man for eksempel både med ”De sidste mænd i Aleppo” (2017) og ”Aleppo’s Fall” (2017). Og det er ikke fordi, at ”I Syrien” ikke indeholder masser af drama, som man godt kan lade sig rive med af, hvis man vil.

Det er heller ikke fordi, at begivenheder, som dem i filmen, ikke sker i både Damaskus, Aleppo og Mosul og talrige andre krigszoner. Her foregår der hver dag endnu værre ting.

Men hvis noget skal virke 100 procent kraftfuldt på film, så kræver det mere end en lille dreng, der spørger sin mor, om hun dør på et tidspunkt – efterfuldt af følelsesfuld pianomusik – eller indstuderede replikker der mere er beregnet på at tvangsfodre publikum med information end at udfolde hovedpersonernes tanker og personlighed på en naturlig måde. På den måde forsøger Philippe Van Leeuw lidt for hårdt at intensivere sin fortælling, så tragedien drukner i billig følelsesporno.

I Syrien – 85 minutter – Belgien, Frankrig og Libanon – Instruktør: Philippe Van Leeuw – Medvirkende: Hiam Abbass, Diamand Bou Abboud, Juliette Navis, Mohsen Abbas, Moustapah al Kar m.fl.