Filmanmeldelse: Du er den – Når voksne mænd leger tagfat
Sommeren er over os med sin vanlige, lette blanding af superheltefilm, blockbusters, Far til fire og drengerøvskomedier.
Jeff Tomsics debutfilm ”Du er den” hører afgjort til i den sidste kategori. Faktisk bruger filmen samtlige sine 100 minutter til at slå fast, at nogle mænd aldrig rigtig bliver voksne.
Filmen er inspireret af en artikel i Washington Post om en gruppe på 10 mænd, der som voksne fortsætter med at lege den populære børneleg ”Du er den”.
For overskuelighedens skyld har manuskriptforfatterne reduceret 10 til 5. En gruppe barndomsvenner er fortsat med at lege for på den måde at bevare deres sammenhold. Hvert år afsætter de hele maj til at lege tagfat, og alle knep gælder.
Men dette år er tingene anderledes. Gruppens leder dyrlægen Hoagie (Ed Helms) sammenkalder de andre – forretningsmanden Bob (Jon Hamm), den stenede taberfyr Chili (Jake Johnson) og den deprimerede Sable (Hannibal Buress). Sammen lægger de en plan for, hvordan de kan få ramt på gruppens femte og sidste medlem Jerry (Jeremy Renner), der som den eneste aldrig er blevet fanget. Nu skal han giftes og vil trække sig ud af legen, så gruppen beslutter sig for at slå til på hans bryllupsweekend.
Det skal dog vise sig at blive sværere end som så, for Jerry tænker hurtigt og har reflekser som en kat, og han har forberedt sig grundigt på vennernes ankomst.
Der er noget rørende over de fem mænds stædige holden fast i deres indre legebarn, selv om man godt kan spørge sig selv om, hvad deres forhold egentlig indeholder ud over det? Bortset fra den hektiske jagt efter hinanden en måned om året har de nemlig tilsyneladende ikke meget med hinanden at gøre. Man ser dem således aldrig have mere dybsindige vennesnakke eller hænger ud sammen på andre måder.
Omvendt undgår ”Du er den” at ryge ned på samme, gumpetunge og bøvede drengerøvsniveau, som for eksempel ”Tømmermænd i Las vegas”. I stedet blander Jeff Tomsic meed held sin bromance komedie med surrealistiske aktionelementer. Filmen er således sjovest, når den bliver mest underlig og de fire på samme tid kaster sig over Jerry, som i slowmotion-sekvenser aflæser deres bevægelser og undgår dem.
De fem hovedrolleindehavere er alle garvede skuespillere og afvikler deres roller med både engagement og indlevelse. Rundt om denne kerne lyser en række kvindelige skuespillere momentvis op: Anabelle Wallis spiller en Wall Street Journal journalist, der kommer på sporet af den usædvanlige historie. Isla Fisher buldrer af intensitet som Hoagies kone Anna, der længes efter at være med i legen. Leslie Bibb er Jerrys overgearede kommend brud Susan med verdens største smil, mens Rashida Jones giver den som gruppens tidligere barndomsveninde Cheryl, som både Chili og Bob er interesserede i.
”Du er den” er måske ikke lårklaskende sjov, men fuldt tilstrækkelig som uforpligtende sommerunderholdning.
Du er den – 100 minutter – USA – Instruktør: Jeff Tomsic – Medvirkende: Jeremy Renner, Ed Helms, Jon Hamm, Jake Johnson, Hannibal Buress, Isla Fisher, Leslie Bibb, Rashida Jones m.fl.