
Kender du Sahti? Hvis ikke, så synes jeg, at du skal se den finske Teemu Nikkis voldsomt promillebugnende film 100 liter guld.
Sahti er nemlig en finsk, hjemmebrygget gæret drik på byg og rug. Og voldsomt stærk med mellem syv og ny procent alkohol.
Men Sahti er tilsyneladende også kernen i den finske folkesjæl. Gudedrikken, som alle tyller ned uden stop, som var det saftevand. Og som er den vigtigste ingrediens ved enhver festlig lejlighed.
Sådan er det i hvert fald i 100 liter guld, der foregår i Nikkis hjemegn i det sydlige Finland i landsbyen Sysmä.
Her bor de to midaldrende og slagfærdige søstre Taina og Pirkku, som er berømte på deres hjemegn for deres bryg. Det går som varmt brød blandt de lokale, og samtidig tyller de to søstre konstant en lind strøm af deres eget bryg ned. Man er faktisk i tvivl, om de nogensinde er ædru et eneste sekund i løbet af filmen.
Dramaet spidser til, da deres etbenede lillesøster endelig har fundet sig en kæreste og skal giftes. Hun vil nemlig gerne have storesøstrene til at levere 100 liter sahti – ja du læste rigtigt 100 liter – til brylluppet.
Det vil søstrene selvfølgelig gerne, men under et af deres navnkundige drukorgier når de – og resten af drukgildet – at drikke alt den producerede sathi. Så hvad gør man så? Uret tikker og søstrene begiver sig ud på en mere og mere desperat jagt for at skaffe nye 100 liter et elle andet sted fra.
Det lyder umiddelbart som ren lagkagekomik. Og en klichë-agtig bekræftelse af myten om, at finnerne drikker vildt. Men 100 liter guld er faktisk mere hjerteskærende end sjov. For bagom de to søtres hæsblæsende jagt rasler de mørke familieskelletter kraftigere end en hærdet dranker på afvænning.
For hvorfor mangler lillesøsteren et ben? Og hvad er det for et bånd, der har bundet de to ældste søstre sammen i en dynamik, hvor de trækker hinanden ned og er ude af stand til at bryde den inde cirkel.
Oprindelig havde Nikkis designet sin film, så det handlede om to brødre. Men så så han de to kvindelige skuespillere Elina Knihtilä og Pirjo Lonka og blev overbevist om, at hovedpersonerne i stedet skulle være søstre.
Det var en genial idé for Knihtilä og Lonka er intet mindre end fremragende i deres nonstop drukorgie: Bandende, tumlende, skidende, slående og på en eller anden måde også dybt rørende i deres mildt sagt uelegante og slingrende kurs gennem verden.
På den måde kryber fortællingen og søstrenes rå energi langsomt, men sikkert ind under huden på én.
100 liter guld er indstillet som Finlands Oscar-bidrag i år. Man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om de grove løjer trods alt har dybde nok? For Nikkis balancerer hele tiden hårfint på grænsen mellem komik og dyb alvor.
Men bagefter sidder man eftertænksom tilbage og trænger egentlig til noget at skylle efter med. Dog ikke sahti, det kræver sin finne.
TITEL: 100 liter guld
VARIGHED: 88 minutter
LAND: Finland
INSTRUKTØR: Teemu Nikkis
MEDVIRKENDE: Elina Knihtilä, Pirjo Lonka m.fl.

