Har du brug for nogen, som kan stå for skud, når din kone raser over din affære? Bare ring til selskabet Rental Family. Så sender de en skuespillerinde til at spille rollen som din ekstra kvinde, så du ikke skal ulejlige din rigtige elskerinde.
Eller har du brug for at overbevise din gamle, berømte skuespilfar om, at alle ikke for længst har glemt ham? Rental Family sender straks en falsk reporter over for at interviewe ham.
Ovennævnte eksempler kunne sagtens foregå i vore dages Japan, hvor den slags selskaber og serviceydelser eksisterer. De er imidlertid hentet fra den japanske instruktør Hikaris nye film ”Rental Family”.
Her spiller Brendan Fraser den amerikanske skuespiller Philip Vanderploeg, der har forsøgt at slå igennem i Tokyo i syv år uden held.
En dag får han imidlertid et tilbud fra firmaet Rental Family, der udlejer personer til at spille familie eller andre roller i personers liv.
Firmaet har brug for en til at spille brudgom for en japansk kvinde. Hun ønsker at blive gift og rejse væk til USA for at starte et nyt liv på sine egne præmisser langt væk fra sine forældre.
Først nægter Philip at spille med. Konceptet er simpelt hen for sært mener han. Til slut indvilger han dog og finder ud af, hvilken kæmpe tjeneste han har gjort kvinden.
Derefter går det slag i slag med et væld af forskellige jobs. Tingene begynder imidlertid at krakelerer, da en mor vil hyre Philip til at spille den forsvundne far til hendes 11-årige datter Mia.
Mere skal ikke afsløres her, for ”Rental Family” er lang nok, som den er, og har brug for sine få overraskelser.
Ideen om at leje personer til den slags opgaver i Japan er ikke ny. Heller ikke på film. Werner Herzog lavede sin pseudodokumentariske film Family Romance, LLC (2019). Og før ham havde danske Kaspar Astrup Schröder gjort det samme med dokumentarfilmen Lej en familie A/S (2012).
Begge film er mere helstøbte over for deres emne. Hitaki forsøger derimod at lave en feel-good fortælling, men gør det som om, at der var tale om et drama. Og det fungerer ikke rigtigt.
Den største forhindring er dog valget af Brendan Fraser. Filmens præmis om falske personer er udfordrende nok uden også at skulle omfatte en stor, drenget amerikaner, der på ingen måde ligner en japaner. Prøv bare at forestille jer den modsatte situation, med en japansk skuespiller, der skulle spille en lignende rolle i en film, der foregik i New York.
Og tilmed har Brendan Fraser ikke helt den skuespilmæssige dybde, der for alvor ville have gjort rollen interessant. Han reagerer tilpas underspillet, men det er bare ikke nok. Her ville en Robin Willams have passet helt perfekt ind, men han er jo desværre ikke en mulighed.
Jeg må her indskyde, at min kone modsat mig blev dybt rørt af Rental Family, inklusive Frasers spil, så måske ramte den mig bare en forkert dag.
Til gengældblev jeg grebet af 77-årige Akira Emoto, som den aldrende skuespiller, der er bange for, at han er blevet glemt. Hans furede ansigt og øjne udstråler mere følelsesmæssig dybde end hele resten af Rental Family.
Dermed ikke sagt, at filmen ikke kan noget. Den er god, gedigen vinterunderholdning i de små to timer, den varer. Og scenografen Takuro Ishizaka har skabt vidunderlige billeder af Tokyos vidtstrakte urbane landskaber – med smukke Mount Fuji i baggrunden – Der understreger Philip og mange af de andre indbyggeres ensomhed.
TITEL: Rental Family
VARIGHED: 109 minutter
LAND: Japan og USA
INSTRUKTØR: Hikari
MEDVIRKENDE: Brendan Fraser, Takehiro Hira, Mari Yamamoto, Kimura Bun, Shino Shinozaki, Shannon Mahina Gorman, Akira Emoto m.fl.
