Så er 2025 i gang, og som sædvanlig var jeg spændt på at se årets første film, fordi den altid lægger bunden og stemningen for det nye filmår.
2024 begyndte således med Tod Haynes grænseoverskridende melodrama ”May December”, der efterlod én med en afmagtsagtig følelse af manglende tryghed. 2025 begynder derimod med en asiatisk feelgood komedie, der giver én varme i maven og håb i hjertet.
”Min mormors millioner” er den thailandske instruktør Pat Boonnitipats spillefilmsdebut. Den er blevet den helt store filmsucces ikke bare i sit hjemland men over hele Asien, og er blevet udtaget til Thailands bidrag til dette års Oscar-uddeling.
Det er ikke svært at forstå. ”Min mormors millioner” er et sentimentalt komediedrama, hvor moderne tankemåder og ambitioner brydes med traditionelle familiemønstre i et nutidigt Thailand.
Den unge slacker M bor hjemme hos sin mor og har hovedet fyldt af gamerdrømme. Uden dog at kunne drive planerne om at blive rig ud over gamerstolen.
Men en dag møder han en kusine, der er anderledes handlekraftig. Hun har passet og plejet sin gamle onkel – ikke fordi hun elskede ham, men for at køre sig selv i position til at arve hans penge foran de normale arvinger. Og planen har givet bonus.
Da M’s mormor Amah bliver alvorligt og uhelbredeligt syg, øjner han derfor chancen for at gøre det samme og arve hendes hus. Han flytter ind hos hende og begynder at hjælpe hende både hjemme, med undersøgelser og behandlinger på hospitalet og med at forberede den risgrød, som hun hver dag står tidligt op for at sælge på Talat Phlus berømte madmarked.
I begyndelsen er Amah ikke overraskende mistroisk over for nevøens pludselige interesse. M har ikke besøgt hende i umindelige tider, så hvorfor nu? Men Amah føler sig også ensom. Hendes ene søn besøger kun sin mor for at låne penge, og den anden er optaget af sin egen familie og kommer kun sjældent forbi. Og M’s mor er i forvejen overbebyrdet med arbejde for at forsørge sig selv og søn.
M fortæller ikke Amah om sine motiver, men samtidig er han som den eneste ærlig over for hende omkring hendes sygdom. Og langsomt knytter de to sig til hinanden i en form for gensidig respekt. ”Det er godt at have dig i nærheden”, siger Amah omkring 70 minutter inde i filmen.
Det skal dog vise sig at familie- og følelsesbånd er mere komplicerede end som så.
Pat Boonnipat bygger langsomt, men sikkert sin historie op med et trænet øje for såvel de unge generationer i Thailand som de traditionelle familieværdier, der langsomt smuldrer bort.
Og han holder sig heller ikke tilbage for en god omgang samfundskritik ved at vise, hvordan kvinder ofte ende med at trække det korteste strå i det patriarkalsk opbyggede Thailand. Således vil Amahs storebror ikke hjælpe hende til at få det smukke gravsted, som hun ønsker, selv om hun var den, der primært tog sig af deres forældre, da de levede. ”Sønner arver pengene, mens døtrene arver kræft”, konkluderer Amah.
På den måde er ”Min mormors millioner” både en smuk og vemodig fortælling om livets sidste tid og om at være gammel og ensom og en livsbekræftende coming-of-age historie om en ung mand, der indser, at der er andet i verden end penge. Og at de ikke kan erstatte nærheden mellem mennesker.
Filmen er smukt irammesat. Den både starter og ender på kirkegården. Og imellem disse to yderpunkter rummer den en række smukke billeder fra Bangkoks gamle kvarterer og de gamle skikke, der er på vej til at forsvinde med Amahs generation.
Og selv om thailandske film ikke er hverdagskost i danske biografsale, så burde dens almengyldige temaer om liv og død og familie uden besvær vække genklang også i vores del af verden.
Min mormors millioner – 125 minutter – Thailand – Instruktør: Pat Boonnitipat – Medvirkende: Putthipong Assaratanakul, Usha Seamkhum, Sarinrat Thomas, Tontawan Tantivejakul m.fl.
