Da den tyske instruktør F.W. Murnau lancerede sin film ”Nosferatu” i 1922, var han allerede den lysende ledestjerne inden for den tyske ekspressionistiske bevægelse.
Måske er det derfor, at filmen blev en af de mest mindeværdige stumfilm nogensinde. Eller måske skyldtes det den omstændighed, at Bram Stokers bog ”Dracula”, som den bygger på, var som skabt for stumfilmmediet. Bogen, der mestendels består af en række breve og meget lidt direkte dialog, er således skræddersyet til stumfilmverdenen.
Når filmen endte med at hedde ”Nosferatu” og ikke ”Dracula” skyldtes det udelukkende, at Stokers arvinger ikke ville give rettighederne til Murnau. For bortset fra disse navneændringer er filmens historie stort set den samme som bogens.
Uanset hvad, så er ”Nosferatu” stamfaderen til alle vampyrfilm. Så der skal mere end almindeligt mod til at lave en nyindspilning af filmen. Spørgsmålet er derfor, om instruktøren Robert Eggers, har været modig eller overmodig?
Eggers er allerede kendt som en af sin generations største billedskabere med film som ”The Witch” (2015), ”The Lighthouse” (2019) og ”The Norhtman” (2022) på cv’et.
Der er da heller ikke nogen tvivl om, at selv om Eggers har været opmærksom på Murnaus distinkte, gotiske gyserstil, så er han alt for talentfuld til bare at kopiere den originale ”Nosferatu”. I stedet har han med stor omhyggelighed scene for scene skabt sin helt egen udgave, der ikke lader originalen noget efter. Det er som om, at hvert billede fremstår som et kunstværk i sig selv. Og når skyggen af Grev Orloks krogede hånd som en mørk sky driver ind over den lille tyske by Wisborg, sidder man tryllebundet – for en kort stund.
For selv om Eggers har skabt sin egen version, sidder man alligevel underlig uforløst tilbage med en flad fornemmelse i maven. Det er som om, at filmen trods sin gennemførte billedside føles sært drænet for liv, som havde vampyren sat tænderne i lærredet.
Historien er hurtigt fortalt: Thomas er en ambitiøs og nygift ejendomsmægler, der ivrigt venter på en chance for at blive forfremmet. Den kommer, da hans chef Herr Knock giver ham et tilbud, han ikke kan afslå. Han skal rejse til det fjerntliggende Transsylvanien og indgå en aftale med den excentriske Grev Orlok. Den eneste hage er, at han bliver nødt til at efterlade sin unge kone Ellen i Wisborg.
Da han efter mange anstrengelser – og ikke så få advarsler undervejs – ankommer til Orloks slot, går det snart op for ham, at hans vært ikke er et almindeligt menneske. Han er et monster, der sover i sin kiste i slottets krypt om dagen og suger blod fra sine ofre – herunder Thomas – om natten.
Det lykkes med nød og næppe Thomas at undslippe. Han indleder nu et kapløb med tiden for at nå tilbage til Wisborg og hindre Orlok i at udføre sin plan om at sprede død og ødelæggelse i byen. Samtidig viser det sig, at Orlok også står bag de voldsomme spirituelle anfald, som Ellen har lidt af siden sin barndom. Og at han længes efter at forene sig med hende.
Mere er der ikke at sige om fortællingen. Temaerne og det overordnede plot er stort set det samme som i Murnaus film, lige som det har været det i de fleste af de filmatiseringer, der er fuldt efter.
På den måde føles Eggers’ film på samme tid som den ultimative vampyrfilm samtidig med, at man hele tiden spørger sig selv, hvorfor den skulle laves? Hvilken af de to, der vinder, afhænger af ens temperament – og måske også af, om man har set den oprindelige film.
Selv er jeg ikke i tvivl. Den nye ”Nosferatu” er ikke original nok til at retfærdiggøre dens eksistens. Og den er heller ikke spillet godt nok.
Der er noget lidt for manieret over ikke mindst Nicholas Hoult og Aaron Taylor-Johnson i rollerne som Thomas og hans nære ven Friedrich. Og Lily-Rose Depp (datter af Johnny Depp og Vanessa Paradis) formår trods alle sine anstrengelser ikke at transformere den følelsesmæssige opløsning hos den unge kvinde Ellen, der er besat af en oldgammel ondskab, til andet og mere end hysteri.
På den måde virker det befriende, da Willem Dafoe op som Professor Albin Ebehart von Franz – Nosferatus’ udgave af Van Helsing. Dafoe er simpelt hen ude af stand til at spille, så det ikke er en fryd at se på. Men hans energi understreger også, hvor fladt de øvrige personer og historien udfolder sig omkring ham.
Værst er dog selve monsteret, Dracula alias Grev Orlok. Hvis blot Will Skarsgård var lykkedes her ville mange af filmens andre synder kunne tilgives. Men det gør han ikke – eller også har manuskriptet eller instruktøren ikke givet ham lov. Med en overdreven accent og en tonering, der får hvert minut til at føles som en time, føles denne udgave af Nosferatu mere irriterende end intimiderende. Og mere som en misskabt bølle og jaloux ekskæreste end den ondskabens kraft, som skal retfærdiggøre rædslen og kaosset omkring ham.
Man længes efter Max Schrecks pragtpræstation i Murnaus film. Med det skaldede hoved og spidse ører, var den næsten to meter høje tyske skuespiller et af gysergenrens mest ikoniske og imponerende monstre.
Det er en skam. Hvis Eggers havde brugt færre kræfter på filmens æstetik og flere på at understøtte de kvaliteter, der gjorde Orlok-figuren uforglemmelig kunne filmen også være blevet det. Nu er den glemt, så snart den går af plakaten i biograferne.
Nosferatu – 132 minutter – USA, England og Ungarn – Instruktør: Robert Eggers – Medvirkende: Lily-Rose Depp, Nicholas Hoult, Bill Skarsgård, Aaron Taylor-Johnson, Willem Dafoe m.fl.
