Det koster dyrt at stjæle ilden fra guderne og give den til menneskene. I den græske mytologi blev Prometheus lænket af Zeus til en klippe, hvorefter en ørn hver dag hakkede hans lever ud.
Christopher Nolans nye film om atombombens fader, J. Robert Oppenheimer folder sig da også guddommeligt ud som en moderne Prometheus-historie over gavmilde tre timer – storslået, visionært, ambitiøst fortalt og velspillet.
Det er tydeligt, at Nolan har villet giver verden en 360 grader biografisk skildring af Oppenheimer. Både de historiske fakta, hans person, hans holdninger og moral.
Og sjældent har noget menneske stået i større moralske dilemmaer. For hvordan kan man forsvare at være leder af et projekt, hvis ultimative mål er at fremstille en bombe, der på et splitsekund kan dræbe mange tusinde mennesker og bringe enorme ødelæggelser med sig? Hvordan kan man retfærdiggøre det over for andre og i sidste ende sig selv?
Som atomkernen i midten stråler Cillian Murphy med en fænomenal præstation som den mangefacetterede Oppenheimer: Jødisk af baggrund med et politisk ståsted som socialist der plejede omgang med kommunistiske kredse i USA, men samtidig var ærkepatriot i sin sjæl.
Lige fra sin ungdom, var Oppenheimer voldsomt tiltrukket af kvantefysikkens fagre nye verden, som han efter studieophold i Europa fik introduceret i USA. Og Cillian Murphy spiller den perfekt i midten med sine store blå øjne og Chaplin-hår. På en gang varm, glødende humanist og kold videnskabeligt vidunderbarn. En notorisk kvindebedårer, der løbende havde udenomsægteskabelige affærer – herunder med kollegernes koner – mens han fra en hastigt opført barakby i New Mexicos ørken styrede det intense kapløb mod Hitler om at komme først med atombomben.
I periferien ses andre store kvantefysikere. Kenneth Branagh har et par cameo-scener som Niels Bohr (var der ingen danskere, der kunne spille rollen?), og Tom Conti optræder i nogle af filmens bedste scener som Albert Einstein.
I det hele taget er ”Oppenheimer” lige så meget mændenes film, som ”Barbie” er kvindernes. Så det er et pudsigt træf, at de to film havde premiere i danske biografer samme uge.
Men først og fremmest er ”Oppenheimer” Christopher Nolans film, hvilket man ikke få lov til at glemme et øjeblik. Billedsiden er blændende og handlingen ambitiøst delt op i tre parallelle spor: Den fortløbende fortælling om Oppenheimers liv fra ungdomsårene og frem til midten af 50’erne, brydes fermt af klip fra to andre handlingsspor. Dels den skueprocesagtige sikkerhedshøring af Oppenheimer i 1954, hvor han fik afvist at få fornyet sin sikkerhedsgodkendelse, og fra hans ærkefjende Lewis Strauss forsøg på at blive handelsminister i USA senere. Noget der blandt andet mislykkedes på grund af hans behandling af Oppenheimer.
Lige fra start føles ”Oppenheimer” som noget langt mere og større end en almindelig biopic. Efter nogle år med film som ”Inception” (2010), ”Dunkirk” (2017) og ”Tenet” (2020), hvor fokus var på de store idéer og udførelsen, er han vendt tilbage til udgangspunktet fra ”Memento”, hvor det er mennesket, der er i centrum.
Resultatet er et fantastisk menneskeportræt, men også en nuanceret fremstilling af de tanker, der lå bag fremstillingen af atombomben og nedkastningen af de foreløbig to eneste A-bomber i 1945 over henholdsvis Hiroshima og Nagasaki.
Hvilket fører til det indledende spørgsmål om, hvordan den moderne Prometheus retfærdiggjorde at give menneskeheden muligheden for at udslette sig selv? I filmen siger han, at ved at bruge A-bomben kunne man give verden en gruopvækkende demonstration af, hvorfor den aldrig må bruges igen.
Det har foreløbig holdt stik. Og vi andre kan så være glade for, at den potentielle mulighed for, at bomben ville udløse en ustoppelig kædereaktion og ende med at antænde hele atmosfæren og udslette alt liv på jorden, til gengæld ikke holdt stik.
Oppenheimer – 180 minutter – USA og England – Instruktør: Christopher Nolan – Medvirkende: Cillian Murphy, Emily Blunt, Matt damon, Robert Downey Jr., Florence Pugh, Kenneth Branagh m.fl.
