FMin snart 16-årige datter havde talt ned til den nye Barbie-film i månedsvis. Hun er imidlertid også en ægte teenage-woke og mere velorienteret end de fleste og vidste derfor, at Greta Gerwigs og ægtemanden Noah Baumbachs nye film bestemt ikke er for de små piger, som legetøjsgiganten Mattels generationer af Barbie-dukker ellers er rettet imod.
Nej, når feministiske frontløbere som Gerwig og skuepillerinden Margot Robbie går på banen, så handler det netop om woke. Og om at illustrere og problematisere de kønsstereotyper, som Barbie står for.
For selv om Barbie-dukkerne markedsføres som rollemodeller, der viser små piger, at man som pige og kvinde kan gøre hvad som helst og få en hvilken som helst karriere, så er det først og fremmest hendes skønhed og tøj, som holder salget kørende.
Derfor er hovedpersonen da heller ikke læge-Barbie eller brandmand-Barbie eller sågar præsident-Barbie men netop Stereotyp-Barbie – indbegrebet af, hvad Barbie er i mange pigers bevidsthed.
I en svimlende indledningsscene dumper vi ned i Barbie-land, et lyserødt LSD-trip af pink i alle farver, hvor Stereotyp-Barbie (Robbie) bor med alle de andre Barbie-dukker. Et matriarkalsk safespace med en kvindelig præsident og lutter kvindelige højesteretsdommere og kvindelige bygningdarbejdere etc.
Selvfølgelig er Ken og de andre mandlige Barbie-dukker der også, men kun som vedhæng og guf for Barbie-øjnene. Man kan ikke engang tale om et seksualiseret blik, for Barbie og Ken kysser ikke og har ikke kønsorganer eller sex. I Barbie-land er Kens rolle og beskæftigelse reduceret til noget så ukonkret som ”Beach” og hver aften i Barbies hus er pigeaften.
Men noget er galt i Stereotyp-Barbies lyserøde verden af perfekte dage og øjeblikke. Hun får pludselig tanker om døden, og en morgen vågner hun op med flade fødder og begyndende appelsinhud på lårene.
Hun konsulterer Mærkelig-Barbie, der er blevet er blevet leget så vildt med, at hun ligner Harley Quinn, og som fortæller hende, at der har åbnet sig en rift i barrieren mellem Barbie-land og den virkelige verden.
Derfor må Stereotyp-Barbie drage til virkelighedens verden for at finde årsagen til riften. Her oplever hun en mandsdomineret verden, hvor hun er reduceret til en mandlig sexfantasi. Men det hårdeste slag kommer fra en ung gymnasiepige, der skånselsløst fortæller Barbie, hvordan hun har været med til at give generationer af unge piger og kvinder et forkvaklet kropsbillede, mindreværd og spiseforstyrrelser.
Ken er også taget med på turen, der for ham bliver en åbenbaring på en helt anden måde. Han oplever pludselig patriarkatet og følelsen af at blive set og taget alvorligt. Han tager de nye ideer med tilbage til Barbie-land, og så er kampen om kønsmagten pludselig i fuld gang også dér.
Og mellem de to kæmper Mattels direktør og ledelse – der selvfølgelig kun består af mænd – indædt for i bogstaveligste forstand at putte Stereotyp-Barbie tilbage i boksen. Mere symbolsk kvindeundertrykkende kan det nærmest ikke blive.
Det skal siges til Gerwigs og Baumbachs forsvar, at de prøver at fremstille tingene nuanceret. Barbie vises både som helt og fjende, og hun er på ingen måde en tomhjernet blondine. Tværtimod reflekterer hun over tingene, og da en mand klasker hende bagi under hendes besøg i virkelighedens verden, siger hun rygmarvsagtigt og krystalklart fra med et knytnæveslag i ansigtet. Og samtidig kan man også sagtens forstå Ken og de andre mande-Barbiers frustrationer over den undertrykkelse, de oplever i Barbie-land.
Desværre virker det også som om, de tager munden lidt for fuld. Det hele ender i en omgang forloren, lyserød feminisme, hvor mændene skiftevis fremstilles som patriarkalsk undertrykkende eller hjælpeløse uden kvindens blik og anerkendelse.
Men det er jo også den moderne feminismes svaghed, at kvinder forsøger at forklare mænd, hvordan de skal være (som mænd har gjort det i århundreder og stadig gør det med kvinder). Og at de hævder at føre ligestillingskamp for alle, men gør det under et kønnet navn. Allerede her brister illusionen om, at mænd er inkluderet.
Barbie-filmen ender da også uden en løsning på, hvordan vi skaber en verden, hvor de to køn vitterlig ønsker og har brug for hinanden og kan mødes på en ligeværdig måde.
Men måske må vi alle starte med at finde og definere os selv – uafhængig af nogens blik eller forventninger til os bortset fra vores helt eget.
Barbie – 114 minutter – USA – Instruktør: Greta Gerwig – Medvirkende: Margot Robbie, Ryan Gosling, America Ferrera, Kathe McKinnan, Rhea Pearlman, Will Ferrell m.fl.
