FILM: Nostalgia – En mand og en by fanget mellem forløsning og undergang
Tilbage i 1995 deltog den italienske auteur-instruktør Mario Martone i hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Cannes med filmen ”L’amore molesto. Derfor var det også passende, at han sidste år var tilbage i Cannes med filmen ”Nostalgia”, der også blev Italiens bud på en Oscar for bedste internationale film.
”Nostalgia” er også en tilbagevenden til det Napoli, som Martone i sit filmiske liv aldrig rigtig har forladt.
Det har til gengæld filmens hovedperson Felice Lasco spillet af Pierfrancesco Favino. En mand i midten af 50’erne, der efter mange år vender tilbage til byen for at besøge sin aldrende mor.
Men som det ofte går i den slags historier, kommer Felice også til at kæmpe med fortidens dæmoner.
Han forlod byen som blot 15-årige for at rejse til Mellemøsten af grunde, der langsomt bliver afsløret i løbet af filmen. Og han har været væk så lang tid, at han ikke engang taler flydende italiensk længere. Nu er arabisk hans modersmål.
Men problemer med sproget er kun en af de ting, som Felice plages af. Han virker også følelsesmæssigt blokeret. Da han forlader sit hotel for at slentre rundt idet belastede Rione Sanitá kvarter, hvor han voksede op, er det som om, han ser det gennem en turists øjne.
Først i mødet med moderen efter fyrre års adskillelse begynder fremmedgørelsen at lette lidt. Hun er i mellemtiden flyttet/blevet tvunget til at flytte til en mørk kælderlejlighed.
Disse mor-søn scener i starten af ”Nostalgia” er nogle af filmens mest rørende. Det skyldes ikke mindst skuespil-veteranen Aurora Quattrochis smukke, indlevende spil, der kulminerer i en scene, hvor Felice bader sin nøgne, gamle mor i et bart, gravkammeragtigt rum, mens hun stille græder.
Han forsøger også – trods flere advarsler – at opsøge teenagevennen Oreste Spasiano, der i mellemtiden er blevet distriktets frygtede mafiaboss, som går under kælenavnet ”O malommmo” – den onde mand.
Og undervejs vender fortiden tilbage i smukt koreograferede super-16 flashbacks, så vi omsider forstår, hvad der skete dengang.
”Nostalgia er virtuost fotograferet og blændende spillet af Favino. Og den udfordrer fermt begrebet nostalgi. Ikke på den måde, at nostalgi er bedragerisk eller at fortiden ikke var så strålende, som den huskes gennem de rosenrøde briller. Men at der ikke findes noget fortid og nutid. At Napoli dengang og nu er det samme – og at Felices kærlighed og frygt aldrig har været borte eller ændret sig.
Det er dog som om, at filmen hele tiden balancerer på kanten af et virkeligt mesterværk uden helt at blive det, fordi Mario Martone trods alle gode takter ikke helt kan bestemme sig, om han vil lave et dvælende karaktérstudie eller en kontant gangsterfilm.
Al den atmosfære og symbolik, han bygger op, ender med at blive dyrt betalt, fordi man aldrig rigtig når ind i Felice som figur og hans motiver. ”Nostalgia” ender som fascinerende lignelse om en mand og en by, der begge vakler mellem forløsning og undergang.
Nostalgia – Nostalgia – 117 minutter – Italien og Frankrig – Instruktør: Mario Martone – Medvirkende: Pierfrancesco Favino, Francesco Di Leva, Tomasso Ragno, Aurora Quattrocchi, Sofia Essaidi m.fl.
